Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 5 - 2007

Velfærd er vigtigere end velstand
Af MF Lone Møller (S)

Velstandsstigningen i det danske samfund rammer socialt skævt. På den ene side vokser pengepungen for mange danskere. På den anden side marginaliseres de mange, der ikke har råd til at være med i den forbrugsfest, der negligerer velfærden til fordel for velstand. Spørgsmålet må derfor lyde: Er velstanden ved at kvæle velfærden?

Hvor velstanden stiger og stiger med galopperende hast rundt om i det ganske land, er der lige så mange, som ikke kan tage del i forbrugsfesten. Folk, som ikke var på perronen, da de seneste mange års højkonjunkturstog begyndte at buldre af sted fra stationen. De, der sidder trygt i kupéen, har nok mærket såvel et velstands- som et velfærdsopsving. De deltagende i forbrugsfesten har jo kunnet købe sig til serviceydelser, så man kunstigt har opretholdt et højt velfærdsniveau.

Men er denne velstand så lig med velfærd? Er det danske velfærdssystem bygget op omkring velstanden? Forbrugsfest-deltagerne ville nok nikke ja til ovenstående spørgsmål. Problemet er blot, at vi i denne diskussion glemmer de sidste på perronen; vi glemmer de mange, der ikke har kunnet deltage i købefesten. Dem, der ikke har kunnet bruge friværdien på biler, både og badeferier.

Velstandsstigningen i det danske samfund har ikke betydet en velfærdsstigning for alle. De glemte, de fortabte i forbrugsfesten, lider i et dansk samfund, hvor mange nok har meget, men hvor de få kæmper med meget sparsomme midler. En kamp, der bliver sværere og sværere at vinde. Velfærden er vigtigere end velstanden, hvis vi kan være det danske velfærdssamfund bekendt. Det danske samfund må nemlig aldrig blive et tilkøbssystem, hvor ydelser er noget, man plukker i supermarkedet – tilpasset det frembrusende forbrug. Velfærd kommer før velstand.

Velstand er ikke velfærd
Til at begynde med må man beskrive den stigende velstand, der i Danmark vokser dag for dag. En boligejer bliver over én nat flere tusinde kroner rigere. Prisstigningerne på boligmarkedet har medført, at ubegribelige mængder af friværdi er blevet sluppet løs på det danske marked. Prisfesten er således godt i gang. Ejendomsværdiskattestoppet betyder nemlig, at ejerne bliver rigere og rigere, mens lejere må bide i det sure æble. Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at boligejernes disponible indkomst er 35 procent større end beboere i den almene sektor. Der er masser af eksempler på, hvordan velstanden stiger i det danske samfund. Men vigtigere er det at undersøge, hvilke konsekvenser det har for dem, der ikke er med i denne velstandsstigning.

Nødvendigt er det derfor at definere, hvad velfærd må betyde i det danske samfund. Velfærd bør forstås som den vigtigste byggesten i det danske samfund, der betyder fri og lige adgang til offentlige ydelser. På områder som sundhed og pleje, uddannelse og miljø – ja, listen er lang for, hvad det danske velfærdssystem skal favne over. Men afgørende er det at forstå, at velfærden skal være for alle – ligegyldig indkomst og status.

Private velfærdsydelser
Velfærden er altså en essentiel del af det danske samfund, der må værnes og kæmpes for. Man kan nu undersøge, om velstanden kvæler velfærden. Velstandsstigningen de seneste år har betydet, at man ser en voksende andel af firmaer, der tegner sygeforsikringer til deres ansatte. Ligeledes er antallet af pensionsordninger og fuld løn under sygdom stigende. Man skal således være i job for at få del i de voksende velfærdsydelser. Dette gør op med den skandinaviske velfærdsmodel, hvor netop det at være medborger betyder et socialt sikkerhedsnet fra vugge til grav. For dem uden for beskæftigelse er fremtiden klar: De beskæftigede nyder godt af stigende velfærdsydelser, mens de marginaliserede blot må se på. Den arbejdsmarkedsfinansierede velfærd medfører en stigende ulighed – og dermed er velstand og beskæftigelse ikke lig med velfærd for alle.

Der er social skævhed i fordelingen af sygdom i Danmark. De socialt svagest stillede kan forvente færre leveår end de socialt bedre stillede. Samtidig er tendensen – som nævnt ovenfor – at flere og flere tegner private sygeforsikringer. Enten som fryns fra firmaet eller som privatperson. Altså er status, at mange er rige og raske – mens foruroligende mange er fattige og syge. Når velstanden stiger på arbejdsmarkedet, vokser den sociale ulighed samtidig. For de fra arbejdsmarkedet marginaliserede nyder ikke godt af de mange velfærdsydelser hos de private firmaer. Veluddannede i gode jobs kan med det samme komme til behandling i private sygehuse, mens de socialt og økonomisk svage må døje med lange ventetider på de offentlige sygehuse.

Sundhed som fryns
Altså er der på sundhedsområdet meget langt fra arbejdsløshedskontoret til direktørgangen. Og velstanden gør blot denne forskel større. Hvis man ikke forbedrer den offentlige sektor, så den kan favne alle samfundslag, kan resultatet blive, at vi oplever et tostrenget sundhedssystem, der består af et veludviklet privat system over for et svagt og investeringshungrende offentligt system.

Ligeledes er status på tandlægeområdet. Undersøgelser viser, at ressourcestærke personer går mere til tandlægen end ressourcesvage. Den øgede brugerbetaling i tandplejen er blot endnu et eksempel på, hvordan velstandsstigninger fører til et velfærdssupermarked, hvor mange kan købe, men hvor lige så mange står med en tom pengepung. Problemet er blot, at velfærdsydelserne ofte er livsnødvendige. Og ikke blot en vare som alle andre.

Sundhed er blevet til fryns – et privat velfærdsgode. Selvom den sunde fornuft skriger på årligt sundhedstjek for alle, viser dagligdagens Danmark en helt anden virkelighed: uden fokus på den sociale ulighed i sundhed kommer de udsatte bagest i sundhedskøen. Og foran står dem, der nyder godt af velstanden – de beskæftigede. Det er derfor nødvendigt at styrke indsatsen for de socialt svageste grupper, hvis ikke uligheden skal øges.

Ulighed fra barnsben
Sideløbende med den stigende ulighed på sundhedsområdet medvirker velstanden også til en ulighed i danskerens allerførste år. Undersøgelser viser, at 85.000 danske børn blev indskrevet i privatskole sidste år, hvilket svarer til 12 procent af en årgang. Oftest på grund af en folkeskole, hvortil forældrene ikke har tillid. Velstanden betyder dermed et negativt fravalg af det offentlige velfærdssystem.

Alle børn skal have de samme chancer i livet. Men folkeskolen lider, mens privatskolerne buldrer frem med flere og flere indskrevne. Nok er det velfærd for de socialt og økonomisk stærkeste. Men for de mange, der ikke har disse muligheder, må man nøjes med spareplaner i folkeskolen.

For de socialt svageste familier må man samtidig kigge langt efter de ferier og fladskærme, som så mange andre nyder godt af. Det er ikke velfærd, når 40.000 børn lever under fattigdomsgrænsen. Det er ikke velfærd, når man ikke har råd til at sende et barn på sommerlejr. Og det er absolut ikke velfærd, når skoleklassen virker som et A- og B-hold, hvor de svageste bliver siet fra start. I et velfærdssamfund skal der være plads til alle fra vugge til grav, og mulighederne skal være lige. Forbrugsfesten virker netop modsat: Allerede fra barnsben påvirker velstandsforskellen velfærden, så en velfærdskløft i længden opstår.

Velfærden kvæles – velstanden trives
Man står således over for to sideløbende effekter i dagens Danmark: På den ene side bliver de rige rigere, mens de socialt svage bliver fattigere. Samtidig modtager de velhavende sygeforsikringer, pensionsordninger mv. som aldrig før, mens de svage blot kan kigge på. Uligheden øges altså for hver krone, der bruges på private servicetilbud. Danmark kan risikere at blive delt op i to verdener, hvor Velstandsdanmark har købt sig til velfærden, mens de svage danskere kæmper en daglig kamp for at opretholde et minimum af velfærdsniveau.

I artiklen er det blevet påvist, hvordan uligheden stiger på sundheds- og børneområdet på grund af velstandsstigningen. Eksempler er der mange flere af. Velstanden trives, men samtidig kvæles velfærden. Hvis man vil et samfund opbygget omkring social lighed, må velfærden derfor altid komme før velstand. 
 

J.A.K. bladet