|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 4 - 2007
Har du tænkt over . . . .?
Velstanden gør os mere og mere forgældede!
AF JAKOB MIKKELSEN, NÆSTFORMAND I LANDSFORENINGEN J.A.K.
”Danskerne har aldrig været mere formuende end nu. Det skyldes flere
forhold, blandt andet stigende indbetalinger til pensionsordninger og
stigende aktiekurser. Men den væsentligste årsag er stigningerne i
ejendomspriserne.
Værdien af danske ejerboliger, inkl. sommerhuse, skønnes til at være knapt
2.800 mia. kr., og alene det seneste års tid er værdien steget knapt 500
mia. kr. Med en samlet realkreditgæld på knapt 1.100 og anden gæld i boliger
på omkring 200 mia. kr. giver det en samlet friværdi i danske boliger på
1.500 mia. kr.
Gennemsnit på 1 mio. kr.
Det er store tal, som er svære at forholde sig til, men sat i forhold til
landets i alt 1,3 mio. ejerboliger og 200.000 sommerhuse svarer det til en
gennemsnitlig værdi på ca. 1,9 mio. kr. pr. ejerbolig og sommerhus - og en
gennemsnitlig friværdi på 1 mio. kr.” Citat fra HOME.dk.
Lige meget hvornår du åbner for TV med reklamer, en avis eller klikker på
www-adresse med reklamer, bliver du bombarderet med opfordringer til at tage
lån i din friværdi. Forestil dig at alle gjorde det, og hele friværdien blev
til gæld! Rentetilskrivningen ville ved en rente på blot 5% i løbet af de 30
år, et sådant lån ville løbe, blive til næsten samme beløb, som lånene ville
lyde på, og da vi ved, at renter ikke kan betales, men kun kan betales ved
stiftelse af ny gæld, ja så vil vi blot ved denne belåning stifte yderligere
gæld på 50 mia. kr. pr. år. Til sammenligning kostede det tilsammen kun 42
mia. kr. at bygge både Storebæltsbroen og Øresundsbroen.
Jeg stiller så blot spørgsmålet til eftertanke: I hvis interesse er det at
få skabt så stor en gæld, siden alle reklamerer så meget for den?
J.A.K.
bladet |