|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 4 - 2007
J.A.K. Fonden
Af Finn Bentzen
Er
du klar over, at J.A.K. Fonden har eksisteret siden 1990 - og er du klar
over, at J.A.K. Fonden tidligere bar navnet Landsforeningen J.A.K.s
StøtteFond?
Er du klar over, at J.A.K. Fonden har som formål at virke for fremme af
humanitet, tolerance og næstekærlighed i teori og i praksis, og at dette
gælder både inden for og uden for Danmarks grænser?
Er du klar over, at hovedsigtet i den forbindelse er at give støtte til
aktiviteter, der udbreder kendskabet til J.A.K.s ideologi til fremme af
økonomisk og åndelig frigørelse?
Der er altså tale om det, jeg vil kalde en IDEAL-FOND, hvor hverken
bestyrelse eller ledelse honoreres af Fonden for deres arbejde, og hvor det
alene er en opgave at ”indløse” Fondens formål.
Et andet meget sympatisk træk er, at Fonden med en række ”binavne” har
knyttet tætte bånd til andre idealistiske personer, der har doneret
betragtelige indbetalinger til Fondens virksomhed.
Der vil altid være mulighed for interesserede – også fremover – at bidrage
til Fondens fortsatte arbejde via kontante donationer, ved overdragelse af
andels- og garantibeviser i J.A.K. pengeinstitutterne, ligesom det vil være
muligt at betænke Fonden i testamente.
Der er altså mulighed for at berige Fonden og mulighed for at støtte
menneskehedens udvikling, uden at denne støtte skal gå via dyre
administrationsudgifter og den slags dyre vaner og afgifter.
Jamen, hvad bidrager Fonden så med i praksis?
Landsforeningen J.A.K. har fået utrolig megen moralsk, men også
økonomisk støtte fra Fonden, men samtidig er bidragene også øremærkede,
således at midlerne bruges efter Fondens formål.
En virkelig væsentlig aktivitet er, hvad jeg vil kalde ”investering i
fremtiden”, idet Fonden formidler lån til færdiggørelse af uddannelse inden
for normal uddannelsestid.
De tekniske detaljer m.h.t. låneansøgning, sikkerhed m.v. får du ved at
henvende dig til et J.A.K. pengeinstitut eller til Fonden, hvor
samarbejdende pengeinstitut kan anvises.
Det skal dog oplyses, at lånene er at betragte som økonomisk hjælp til de
sidste to år af et planlagt uddannelsesforløb.
Det enkelte lån kan maximalt være på 60.000 kr. - et beløb, der normalt
udbetales over en 2-årig periode med 2.500 kr. pr. måned. Når
uddannelsestiden er overstået, afvikles lånet over en max. periode på 5 år.
Når jeg kalder det en ”væsentlig aktivitet”, er det ikke for primært at
kunne udlåne penge til unge studerende – det er der jo så mange, der gør og
kan – nej, det er et forsøg på at knytte de unge studerende – via oplysning
– til et moralsk pengesystem, hvor fællesskab og tolerance, hvor hjælp til
selvhjælp er afgørende faktorer.
J.A.K. Fonden skal ikke gøre det med en løftet pegefinger eller udtrykke en
”frelsthed” ved at have fundet de eviggyldige værdier, men ved eksemplets
”magt”.
Rentens forbandelse og spekulationens krigsførelse fremmer jo alene
”dræberprincippet” - det tror jeg, historien har givet os utallige beviser
på.
Projektet ”J.A.K.s historie”
Fondens bestyrelse har gennem flere år arbejdet med støtte til projektet
”J.A.K.s historie”.
Allerede i september måned år 2000 blev der udarbejdet en forfatteraftale
med Niels Ulrich Ulrichsen om, at han skulle ”fortælle” J.A.K. historien fra
1931 og op til 1993/94 på papir.
Trods mange forsøg på at få forfatterprojektet gennemført, lykkedes det ikke
forfatter og Fondens bestyrelse at finde frem til den optimale løsning.
Bestyrelsen besluttede derfor at finde andre løsningsmodeller, idet det er
vigtigt, at J.A.K. ideologien fremstår ikke alene så ærligt så muligt, men
også så ”brugervenligt”, at det er læseligt for det almindelige menneske.
Fondens bestyrelse var derfor meget tilfredse med at kunne afholde
bestyrelsesmøde i Folkesparekassens lokaler i Aarhus den 10. marts d.å. med
deltagelse af historikeren Henrik Fode fra Aarhus, der kunne fortælle om
sine tidligere udgivelser af mange forskellig slags og af megen lødig og høj
kvalitet.
Efter Henrik Fodes tanker til vort projekt var bestyrelsen enige om, at vi
nu havde fundet ”manden”, og at det nu var muligt – inden for rimelighedens
grænser – at frembringe det så længe savnede skrift om “J.A.K.s historie”.
Arbejdet vil nu blive begyndt i august/september d.å., og i bedste fald vil
udgivelse kunne finde sted i første halvår af år 2008.
Fonden vil bidrage med midler til udgivelsen, ligesom Fonden vil anbefale
Landsforeningen J.A.K. at søge tipsmidlerne, J.A.K. pengeinstitutter og evt.
andre ”støttekilder”.
Fondens bestyrelse finder det meget vigtigt med denne udgivelse, der
forhåbentlig kan sætte J.A.K. og bevægelsen i det rette historiske lys og
samtidig gøre opmærksom på, at J.A.K. stadig er en levende bevægelse, som
rummer muligheder for ikke de få, men for alle, der vil udtrykke Fondens
formål.
Fonden forventer som sagt at fuldføre ”bogprojektet” inden for det kommende
år og vil så herefter forsøge at fremme fundatsens formål på andre måder.
Én ting er sikker!!!
I Fonden har J.A.K. og mennesket et redskab, der toner rent flag for
Idealet, og som – alt efter, hvor meget J.A.K. bevægelsen i øvrigt bakker op
om Fondens muligheder – kan være medvirkende til at åbne øjne for, hvorfor
rente, spekulation, egoisme, rig/fattigsituationen, miljøsvineri, krige og
kannibalisme m.v. ikke fremmer næstekærligheden og medmenneskelig
forståelse.
J.A.K.
bladet |