|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 3 - 2007
J.A.K. foredrag på CD
Af Jakob Mikkelsen
Da min far for nogle år siden døde, var der i det, han efterlod, nogle få
bånd med optagelser fra J.A.K. kurser. Disse bånd havde han fået overdra get
af Ferdinand Hansen, der oftest havde båndoptageren som sin tro følgesvend,
når han var til stede ved J.A.K. foredrag. Også i Landsforeningens arkiv er
der bånd, som Ferdinand Hansen, Mørkøv har optaget foredrag og samtaler på.
Det ældste bånd er et såkaldt stålbånd. Et stålbånd er en tynd ståltråd på
en stålrulle. Jeg har aldrig set et sådant bånd før. Alt i alt findes der er
sand skat af optagelser af fremtrædende J.A.K. talere op gennem tiden. Jeg
nævner i flæng: K. E. Kristiansen, Peter Madsen, Sven Skov, Carl Scharnberg,
Hans Koldsø, Aksel Sørensen, Jens Riis. Det hele ligger på spolebånd.
Allerede for et par år siden fik jeg hjælp af en ung mand til at få et par
af disse foredrag over på en CD, og nu har jeg så fået en båndoptager og
fundet ud af programmer, så de gamle bånd kan køres over på en computer og
brændes ned på en CD. Det betyder, at en lang række af disse foredrag mm.
kan blive tilgængeligt for alle, der har en CD-afspiller, enten på en PC
eller i stuen, kan høre disse foredrag ”som at være der selv”! J. A. K.
fonden har stået for initiativet, men det bliver Landsforeningen J. A. K.,
der kommer til at stå for udgivelse og distribution. Prisen er ikke ganske
fastlagt endnu, men vil nok blive en lille hundredkroneseddel. Mere om det,
når de annonceres i bladet.
Jamen. det er jo meget godt, vil du måske sige? Hvem gider dog spilde tid på
at høre gamle taler. Det kan være meget sjovt at høre KEKs stemme, men det
behøver man jo ikke høre et helt foredrag for, siger du måske, og andre vil
sige, at det er endnu en gang et forsøg på at fastholde J.A.K. i fortiden,
ja måske endda at sætte J.A.K. længere tilbage! Sådan ser jeg ikke på det.
Tværtimod, siger jeg. Jeg er ganske enig i, at J.A.K. skal udvikles og være
nutidig og aktuel. Men for at kunne gøre det, må vi have fast grund under
fødderne, vi må kende vores historie. Jeg mener ikke, vi skal lytte til KEK
og derefter lære hans taler eller dele deraf udenad. Nej, vi skal lytte til
de gamle talere og forstå, og når vi forstår, skal vi omsætte det forståede
til den tid, vi lever i. På den måde kan vi udvikle og forny J.A.K. uden at
miste det.
Jeg er lige nu ved at have to foredrag klar: Det er ”Den onde Cirkel”, der
er optaget på KEKs egen foranledning med henblik på mangfoldiggørelse, da
han mener, at det er et vigtigt foredrag. Foredraget har undertitlen: ”om
forudsætningen for at forstå rentesystemet”. Det andet foredrag er ”Kan
økonomisk og åndelig frigørelse gå hånd i hånd?”.
Nu kan det jo være, at nogen undrer sig over, hvordan vi har valgt
rækkefølgen af udgivelserne. Det er ganske enkelt lige nu med de første i
det mindste. Det er dem, der har ligget øverst og har været nemmest at gå
til. Senere, når vi kender flere af foredragene, kan vi prioritere på en
anderledes måde. Det skal dog ikke tages som udtryk for, at vi ikke mener,
at disse foredrag er gode. De fortjener begge at blive udgivet.
Min opfordring til dig er: køb nogen af disse cd’er og lyt til de gamle.
Forstå dem i den tidsramme, de taler i, og brug det i din egen forståelse af
J.A.K. – og gå så ind i arbejdet med at forny J.A.K. og gøre bevægelsen
moderne – uden at miste idealet.
J.A.K.
bladet |