Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 6 - 2006

Konkyliehuset
AF POULA-LINE SCHMIDT

Da jeg fandt konkylien på stranden i Malaysia i 1999, havde jeg allerede set en del bæredygtige huse. Jeg havde set dem på Klodshans-karavanen, i Torup, hvor jeg havde været en del, og i Australien, hvor vi havde været på vores rejse i 3 måneder før Malaysia.

I Australien havde min kusine (19) og jeg (24) været WWOOF’ere*, dvs. arbejdet og boet på økologiske (permakultur) steder, bl.a. for at se disse. Jeg tror, drømmen om det naturlige bæredygtige hus (have) allerede havde fanget mig.

Øen Langkawi i Malaysia var vidunderlig, især for en muslingesamler som mig. Jeg tror ikke, min kusine synes, at det var noget specielt, men jeg var dybt fascineret af den rigdom af eventyrlige former, der skyllede op på stranden i to hele skattebælter hver dag. Da jeg samlede den lille orange-brune konkylie op blandt de andre, var jeg lykkelig. Den var smuk, unik og helstøbt, og så opdagede jeg det - den havde den perfekte husform!

Når den stod op, var væggene lodrette, og taget havde både hældning, men stadig ikke mere, end at man ville kunne gå og opholde sig på det. Spiral-højdekurven var ikke et langt tårn, men gik i sig selv efter 3-5 omgange. Når man så den oppefra, kunne man se, at den med vinduerne ville følge lyset, og at man også ville kunne få vinduer mod syd i anden runde. Da jeg på et halmhus-kursus i sommeren år 2000 viste den til Steen Møller, var han enig - den havde en perfekt husform.

Men jeg skulle være 31 år
– før den rejste sig under mine hænder, og det varer sikkert mange år, før at huset er helt færdigt.

Nu var jeg ret heldig. Det tog kun en måned, fra jeg læste om “fri og fro”, til nogen faldt fra på falderebet, og jeg blev A-medlem i foreningen. Andelskassen J.A.K. Slagelse, som har en miljøvenlig profil, sagde ja en måned efter. Den aften de svarede positivt, græd jeg af glæde. Så prøvede jeg i et par måneder at finde én, der kunne regne konkylien ud (højdekurve og spiral). Det var svært. Til gengæld fandt jeg mirakuløst let en tømrerlærling Sune Glarbo, der havde rundtømmererfaring, som gerne ville være konstruktør og bygge konstruktionen op med mig. Til slut kom en hippie-veninde mig til undsætning med udregningerne. Hendes mor var matematiker og havde bøger om konkyliegeometri, og hendes far kunne sætte formlen ind i en computer - og i ottende forsøg ramte vi den lille konkylie, jeg ville bygge i stor.

Fundamenterne lavede jeg selv, med hjælp fra en veninde Maja. Hende byggede vi en halmhytte til på grunden (indvendig bare 6 m² ). Vi delte køkken, bad og toilet i min skurvogn og hyggede os i det lille kollektiv, når hun ikke arbejdede eller boede andre steder, frem til august hvor hun flyttede. Sune kom midt i juni og tog af sted 1. september. Da fik vi rejst konstruktionen og holdt rejsegilde. I oktober kom en naver og boede der i to måneder. Selv gik jeg fra juni til december uden indtægt og byggede og havde en byggekredit, som også betalte løn og mad til de andre. Derefter fik jeg løst arbejde på skolen og derefter fast i SFO’en her i byen. I juni og juli har jeg fået fri til at bygge og lave taget færdigt. Taget er isoleret med papiruld i stativ og skal have plastikmembran og ålegræs i 20 cm oven på et skridsikkert underlag. Nu udfylder jeg så et fuldtids lærerjob i et barselsvikariat på en mindre skole i nærheden. Det er heftigt, men også spændende. Husbyggeriet står mirakuløst set heller ikke stille, for til mit store held har en fantastisk medkollektivist vist sig på banen - han hedder Peter og er alle tiders. Han bor i den lille halmhytte og går og bygger her et par måneder, måske mere, før han må i arbejde.

Når man er selvbygger
- skal man have en god ro i kroppen. Jeg havde af Steen Møller fået tudet ørerne fulde af “byg småt, byg småt, parforhold går i stykker i byggeprocessen, og folk knækker nakken på det”. Det sad meget stærkt i min indre mentale mente.

Jeg tror, mange tænkte: “Alene pige uden håndværksmæssig kunnen - det går da aldrig godt”, men det tror jeg nu alligevel, at det gør, med tiden altså. Økonomisk står jeg måske ikke så stærkt. Jeg har lånt alle pengene i banken og fået et noget dyrere hus, end jeg havde regnet med, men det er stadig billigere, end hvis jeg skulle have købt et hus de fleste steder. Samlet kommer jeg ikke til at skylde mere end 650.000 til 700.000 kr. Med alt tror jeg. Og er vi tre kollektivister, er det jo delt på tre.

Psykisk står jeg ret stærkt. Skønt jeg godt kan have bekymringer, så er jeg enormt god til at vende angst, lave selvterapi (jeg har en terapeut-uddannelse bag mig - i følelsesforløsende terapi - også kaldet gensidig terapi) og har et utal af teknikker til at hvile i mig selv og fylde mig selv op. Og 2½ år på Skan. Yoga og meditationsskole har givet mig meget i form af praktisk problemløsning, være i opmærksomhed og finde lykke i de gøremål, jeg kaster mig over, som er essensen i karmayoga.

Og så føler jeg mig bare så heldig
- tænk at få lov at skabe hus og have... Tænk at få lov at høre gøgen kukke her, hvor jeg bor, og tænk at få lov at bo i dette lækre økosamfund med ressource stærke folk, der giver og ér her (selv om de ofte er under pres).

Senere vil jeg mere ud som historiefortæller og bruge mine 4 år fra Retorik på Kbh. Universitet på en mere fagnær måde. Og få skrevet de alternative bøger færdig, jeg er begyndt på. Men de næste år det det bare husbyggeri, fællesskab og arbejde ved siden af, det gælder.

At bygge bæredygtigt er god fornuft. Det er en herlig fornøjelse at arbejde med rene materialer og bygge et hus med sjæl, som kan ånde. Bered dig dog på, at det tager tid. Mere end dobbelt så lang tid, som du tror. Hav tålmodighed og tag blot et skridt fremad hele tiden, så skal det nok være et hus og en have engang.

Huset rejses i et gryende økosamfund (se mere: www.friogfro.dk)
i Nordvestsjælland i Egebjerg, 8 km fra Vig.

Se også billeder fra huset på:
http://naturalhomes.org/straw-denmark-vig.htm

*WWOOF er fra willing workers on organic farms, du arbejder 3-6 timer om dagen bog og lever med en familie eller woff vært. Se mere på www.wwoof.org/
 

J.A.K. bladet