|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 5 - 2006
Rente- og inflationsfrie penge
Af Finn Bentzen
Betragtninger
set i lyset af Margrit Kennedys bog, som er en glimrende indlæring til at
forstå rentens konsekvenser
Denne interessante bog, som mange allerede har stiftet bekendtskab med,
giver mange facitter på, hvor rig eller fattig du er i forhold til dine
medmennesker, om du er vinder eller taber i det materielle pengespil, eller
om du sammen med alle andre er med i et forestående økonomisk sammenbrud og
socialt kaos.
Vi bruger alle på en eller anden måde penge. I gamle dage var det mest
mønter og sedler. I dag mere check og/eller plastickort eller bare
edb-overførsler på forskellig måde. Dette middel - penge - til udveksling af
varer og tjenesteydelser er i sig selv ganske genialt, hvis blot ikke
pengestrømmen var så forbandet afhængig af rente og deraf følgende
spekulation.
Pengene på færre hænder
Derfor får vi den realitet, at rentebyrden ikke alene belaster den
enkelte borger, det enkelte landbrug eller den enkelte virksomhed, men også
er medvirkende til, at pengestrømmen og pengetankene samles på færre og
færre hænder. Min artikel ”Frustrationer” i J.A.K. bladet nr. 8-2000 er et
glimrende, men samtidig et skræmmende eksempel på denne sandhed.
Pengene flyttes således fra det enkelte menneske, den enkelte lille
virksomhed og det enkelte lille bysamfund til pengetanke af enhver art i
Danmark blandt andet LO, DA, ATP og dyrtidsfonden, pensionskasser osv.
Disse kolosser på lerfødder bestemmer pengenes pris uanset arbejdsindsats.
Målet er ganske enkelt størst muligt afkast. Facit bliver den enkle sandhed,
at hver tjent passiv krone bliver en byrde modsat en aktiv tjent krone.
Hvor tit tænker vi på, at uanset om vi låner penge eller ikke, så ligger der
en rente i hver eneste krone, vi betaler? Dette skyldes, at der til hver
vare eller tjenesteydelse, vi ”køber”, er knyttet kapitalomkostninger, som
indgår i købsprisen.
Men, spørger Margrit Kennedy, kan det da være lige meget, når vi nu alle
skal betale? Nej, for sagen er den, at vort økonomiske system tillader en
”tilbagestrømnings-mekanisme”, der hele tiden suger penge fra dem, der har
færre penge, end de behøver, og ”afleverer” pengene til dem, der har flere
penge, end de behøver. Man skal ikke være vismand eller økonom for at finde
ud af, hvem der bestemmer prisen for disse ”pengevandringer”.
Økonomisk frigørelse
En ændring af disse forhold sker ikke, før vi bliver bevidste om, at en
økonomisk frigørelse alene sker ved at lade pengestrømmen være et rente- og
spekulationsfrit middel til ”betaling” af varer og tjenesteydelser.
Det er værd at mindes det skelsættende arbejde, som K.E. Kristiansen og Fr.
K. Kristiansen igangsatte for at frigøre pengestrømmene af rentebyrden.
Dette skete i meget hård modvind fra de styrende kræfter, men det hindrede
ikke skabelsen af mange andelskasser fordelt over hele landet. Der er en
stadig stigende søgning til disse andelskasser, selvom samfundet fortsat i
højeste grad belaster det enkelte individ og hver lille selvstændig
håndværker eller virksomhed med voksende administrative byrder, skatter og
afgifter af enhver art samt kapitalomkostninger. Der skal endnu mange år ud
i fremtiden bruges store beløb - for at betale rentebyrden på landets
udlandsgæld.
Et kostbart skakspil

Artiklens forfatter har i tilknytning til artiklen
udarbejdet en moderniseret udgave af Konstant-vækst-kurven, der sammen med
renteberegningerne i baggrunden tydeligt illustrerer, at det er nødvendigt
at udskifte renten med en eller anden mekanisme, der kan holde pengene i
omløb.
Margrit Kennedy giver i sin bog et glimrende eksempel på, hvordan renten
udvikler sig. For de af læserne, som endnu ikke kender den berømte historie,
kan den kort fortalt gengives således:
»En persisk kejser blev så begejstret for et nyt skakspil, at han ville
opfylde ethvert ønske, spillets opfinder måtte fremsætte. Opfinderen - en
klog matematiker - bad blot om et sædekorn på det første skakfelt og ønskede
så alene at få det dobbelt op på hvert af de efterfølgende 63 felter.
Resultatet? Kejseren var tilfreds, indtil han opdagede, at dette beskedne
ønske betød, at hele udbyttet af korn i hans rige ingenlunde nogensinde
ville kunne honorere dette ”beskedne” ønske«.
Det samme illustrerer Konstant-vækst-kurven. Renten får/har så afgørende
betydning for os alle, at de færreste af os erkender konsekvenserne af de
skader materielt og mentalt, dette uhyre skaber.
Et absurd pengesystem
Margrit Kennedy giver i sin bog også forklaring på, hvorfor inflation
ikke er en integreret del af den frie markedsøkonomi, men blot en anden form
for beskatning.
Margrit Kennedy beskriver den enkle konsekvens, at et pengesystem må anses
for absurd, når det først frarøver folk deres retfærdige andel i den ”frie”
markedsøkonomi, for derefter - ved anvendelse af de mest ineffektive
procedurer - tilbagebetaler nogle af pengene som sociale ydelser i alle
afskygninger til de selv samme mennesker.
Selvom Margrit Kennedy´s bog ikke er af nyeste dato, så er det stadig en
beklagelig realitet, at menneskehedens kamp for social og økonomisk
retfærdighed fortsat er aktuel. Vi kender de markante skel mellem religion
og politik, og vi kender de markante skel mellem rig og fattig. Det har
kostet menneskeliv, og det har skabt dyb sorg og vrede.
En nødvendig erkendelse
Derfor er det bydende nødvendigt, at vi alle kommer til den erkendelse,
at ingen af os kan sikre vor egen lille verden - heller ikke med rentepenge
- på bekostning af andre mennesker.
Lige så nødvendigt er det for det enkelte menneske at erstatte revolution
med evolution i betydning udvikling.
Hvis du derfor vil læse om alternative rentefrie økonomier, som de er
forsøgt gennem historien, og som de desværre fungerer i vore dage, så er
Margrit Kennedys bog en glimrende indlæringsbog.
Synspunktet er....
at selvom vi alle nødvendigvis må arbejde på det gældende
samfundssystems betingelser, så viser historien jo - selv i J.A.K.s korte
historie - at den ”rentepolitik” som beskrevet af Margrit Kennedy, og i høj
grad praktiseret af J.A.K., er overlevelsesmuligheden for
verdenssamfundsudviklingen.
Det er rendyrket næstekærlighed, når vi vender os mod slaveri og trældom - i
mere moderne udgave i dag - og vender os mod magtmisbrug og falske og
forlorne rigdomsidealer og i stedet stræber imod - det, som åndsfilosofen
Martinus beskriver i Livets bog - ”at repræsentere den største nytteydelse,
det skønneste arbejde, den fuldkomneste skabelse og den største kærlighed”.
Det er faktisk vor opgave og vort arbejde.
Det kan lyde enkelt med ord, men det er svært med praktik at gennemføre.
Det, der er målet, må aldrig blive at udnytte ”moder jord”, som jeg
betragter som en absolut levende organisme, men at omdanne den nødvendige
materie til det nødvendige fysiske livsfundament for alle levende væsner.
Vi er stadig langt væk fra ægte menneskelig retssikkerhed, hvor respekten
for det enkelte menneske vejer mere end et materialistisk misbrug af verdens
rigdomme til blændværk for få og smerte for flere.
Vi må med vort hjerte og med vor beskedne organisation ikke signalere i alle
verdenshjørner, så vi skaber forvirring og sløring i stedet for at tone rent
flag og overleve på ægtheden.
J.A.K.
bladet |