Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 5 - 2006

Renten

– jokeren, der kan drille os alle

Renten er en del af alles dagligdag. Den er lige så uforudsigelig som vejret. Der er mange, der lever af at spå om renten, og der er ingen tvivl om, at det er der gode penge i – jeg har eksempelvis aldrig set en bankmand være nødsaget til at gå i hjemmestrikkede trøjer. Alligevel ser man ofte, at disse analytikere tager fejl. Hvorvidt det sker ligeså tit som i vejrudsigten må stå hen i det uvisse.

Rentestigning og hvad så?
En typisk dansk familie bruger 10,8% af de disponible indkomster på renteudgifter, hvilket ikke er noget problem, men ændrer renten sig, kan det få stor betydning for den enkelte. På et lån på 1 mio. kr. stiger ydelsen 275 kr. pr. måned efter skat, hvis renten stiger med 1%. Det betyder, at man i dagligdagen må sænke sit forbrug tilsvarende.

Er familiens økonomi meget anstrengt, kan det således få store konsekvenser, hvis renten stiger. Har man købt fast ejendom og sat sig lige til grænsen samtidig med, at man har valgt afdragsfrihed og variabel rente, kan det betyde, at man bliver tvunget til at sælge sit hus.

Effekten af en stigende rente er således, at privatforbruget begrænses. Når privatforbruget begrænses, giver det afledte effekter i andre dele af samfundet. Det rammer virksomhederne, der får sværere ved at afsætte deres varer. Det samlede beløb til forbrug bliver mindre, men der vil være de samme virksomheder, som ønsker at afsætte deres varer. Danmarks Nationalbank har udregnet, at renteudgiften hos alle danske familier er steget med 600 mio. kr. pr. måned i år ud fra den stigning, der har været i renten. Det er således ikke småpenge, vi snakker om.
Virksomhederne rammes ikke bare på efterspørgslen efter deres varer. En typisk virksomhed har også gæld, hvorfor det bliver dyrere for virksomheden at drive forretningen. Samtidig bliver det dyrere for virksomheden at investere i nye produktionsanlæg, hvilket kan få ledelsen i virksomheden til at tøve med at lave nye investeringer, når der er en tendens til, at renten stiger.

Samlet set betyder det, at væksten i økonomien bliver mindre, når renten stiger.

Udredningen ovenfor tager ikke hensyn til, hvad der ellers sker i økonomien, idet der er mange andre ting, der har indflydelse på familiernes daglige økonomi. Der kan jo sagtens ske det, at faldet i familiens forbrugsmuligheder opvejes af en stigende løn. Er dette tilfældet, behøver den enkelte familie jo ikke at ændre sine vaner, fordi renten stiger. Derfor er det svært at sige, hvad en rentestigning betyder for den enkelte familie.

Inflationen – spøgelset, der ændrer renten
I obligationsmarkedet svinger renten meget, fordi renteudviklingen er meget forventningsdrevet, og der fokuseres meget på ændringer i økonomiske nøgletal, herunder inflationsrelaterede nøgletal.

I den moderne økonomi er inflation et spøgelse, som man helst ikke ser genoplivet. I et inflationssamfund er der prisstigninger på varer og tjenesteydelser, hvilket udhuler værdien af ens løn. Kan man i januar købe 100 flasker rødvin for ens løn, kan det være, at man i marts kun kan købe 98 flasker rødvin. Lønmodtagerne vil i denne situation stille krav om højere løn, hvilket igen betyder, at virksomhederne hæver prisen på deres varer. Dette giver en spiral, der er uholdbar på længere sigt, idet landet mister sin konkurrenceevne i forhold til udlandet.

Går vi tilbage i historien, skal vi ikke længere tilbage end til starten af 80’erne, for at dette billede var gældende i Danmark. Der var en stor arbejdsløshed og et meget stort underskud på betalingsbalancen. Regeringen søgte at løse problemet ved at sænke værdien af kronen i forhold til udlandet – en såkaldt devaluering. En devaluering betyder, at de varer, der produceres i Danmark bliver billigere at købe i udlandet. Derved søgte man at løse problemet med konkurrenceevnen.

Tilliden til Danmark var begrænset, fordi der var gentagne devalueringer af kronen. Lysten til at låne os penge i danske kroner var lille, fordi en devaluering netop betyder, at man som långiver får færre penge tilbage i ens egen valuta, når lånet afvikles. Danmark skulle blandt andet derfor betale en høj rente på lån i udlandet for at få finansieret underskuddene på betalingsbalance m.v.

Danmark skulle igennem en hestekur for at komme problemet til livs – i historien er der to tiltag, som var med til at rette op på den skrantende økonomi, nemlig en kronisk fastkurspolitik i forhold til den tyske mark og senere Euroen og to indgreb omkring skat og finansiering af fast ejendom. Konkret faldt fradragsretten for renteudgifter, og det blev dyrere og sværere at optage nye lån.

Fastkurspolitikken betød, at de udenlandske långivere fik tillid til, at deres tilgodehavende bevarede værdien i långivers egen valuta, hvorfor Danmark ikke behøvede så høj en rente for at finansiere sin gæld. De andre indgreb var med til at sænke forbruget, hvilket er med til at dæmpe inflationen og dermed renten. Sluttelig kan nævnes, at man ikke længere importerede inflation, idet devalueringer på sigt betyder importeret inflation – udenlandske varer stiger i pris i danske kroner. Når kronekursen ligger fast, kommer der ikke inflation fra den kant, hvilket igen betyder et faldende pres på renten.

Siden har man med held holdt inflationen i kort snor. Det er blandt andet renten, der bruges til at regulere inflationen. Hvis der er tegn på, at inflationen vil stige – det kunne eksempelvis være, at en høj oliepris betød prisstigninger på olierelaterede produkter, hvilket svarer til at inflationen stiger – sættes renten op. Dette er som tidligere nævnt med til at dæmpe væksten, hvilket dæmper inflationen.

Er inflationen stabil og lav – en konkret målsætning kunne være en inflation på 2% eller lavere – kan renten bruges til at sætte gang i væksten, idet et fald i renten betyder, at der frigives ressourcer til investeringer og forbrug.

Rentefald
Vender vi tilbage til familien, der har et lån i huset, betyder en faldende rente, at der frigives midler til forbrug jf. tidligere. Renteændringer har dog også andre effekter for familien. 60% af alle danskere bor i fast ejendom, og værdien af disse relaterer sig blandt andet til udviklingen i renten. Prisen på fast ejendom fastsættes blandt andet ud fra, hvor stor en nettohusleje ejendommen kan bære. Renteudgiften er en del af nettohuslejen. Forudsætter vi, at huset kan sælges til en bestemt nettohusleje, betyder det, at jo lavere renten er, desto højere pris kan man forlange for ejendommen.

Renten herhjemme har over en længere periode været faldende, hvilket har givet boligejerne gyldne tider med store friværdier. Samtidig har nye lånetyper med variabel rente, afdragsfrihed m.v. været med til at understøtte priserne. Valget mellem fast og variabel rente hænger meget sammen med renten og forventningerne til denne. Tror man på en faldende rente, skal man fokusere på, at renten på ens lån falder i takt med renteniveauet. Tror man på, at renten stiger, skal man sikre sig, at renten er fast, således at ens ydelse på lånet ikke stiger i takt med udviklingen i renteniveauet. Samtidig vil kursværdien af ens gæld falde i takt med, at renten stiger. På den måde kan man sikre en eventuel friværdi i ens hus.

Den lave rente er dog ikke befordrende for opsparing, idet man ikke føler sig præmieret i tilstrækkelig grad, når man går ned og sætter sine penge i banken til en rente på 3% - en rente der kun lige gør, at værdien af ens opsparing ikke bliver udhulet af inflationen. Opsparing er jo et ønske om at udskyde sit forbrug til et senere tidspunkt. Man kan vel sige, at hvis renten er lav, kompenseres man ikke nok for at undlade at forbruge. En lav rente ansporer således til forbrug – herunder forbrug på basis af lån.

En lav rente ansporer også til at investere i fast ejendom, aktier m.v. for lånte midler, for på den måde at opnå en gevinst, der kan forbruges. I de senere år er der skabt formuer på baggrund af lånefinansierede investeringer. Alt dette har været med til at underbygge en høj økonomisk vækst. Indtil videre har denne vækst imod megen økonomisk teori ikke udmøntet sig i en stigende inflation. Grunden til dette skal findes i to overordnede temaer – nemlig:

Globaliseringen – en benævnelse for effekten af, at der er relativ fri bevægelse for kapital og varer, hvorfor produktionen flyttes derhen, hvor varen kan laves billigst muligt i den rigtige kvalitet.

Effektivisering – en benævnelse for effekten af, at teknologiske landvindinger gør, at varen kan laves hurtigere og nemmere med et mindre og mindre forbrug af arbejdskraft.

Tilsammen gør det, at varen kan produceres billigere og billigere i en bedre og bedre kvalitet. Den stigende efterspørgsel efter forbrugsgoder er således blevet opfyldt uden effekt på inflationen og dermed uden behov for store rentestigninger.

Renten i Danmark bestemmes mest af udlandet, fordi vores fastkurspolitik gør, at vi ikke kan tillade os at lave store isolerede tiltag på renten – sætter vi renten meget i vejret, medfører det, at udlandet køber vores valuta, hvorved kronen stiger – sætter vi renten for meget ned, kan det føre til, at kronen falder. I Danmark bruges renten således primært til at styre fastkurspolitikken og sekundært til at styre inflationen.

Omkring os er det hovedsageligt den amerikanske og den europæiske centralbank, der styrer renten. I disse banker er der en målsætning om at holde inflationen nede, hvorfor renteændringer ofte kan kædes sammen med forventninger om ændringer i inflationen og væksten. I Danmark er vi nødt til at følge rentebevægelserne i udlandet, hvis vi ønsker at holde en fast valutakurs. Vi kan kun tillade os at lave ensidige renteændringer for at hindre udsving i valutakursen.

Lav rente – ikke en permanent situation
Den nuværende situation med lav rente og høj vækst er noget, vi alle har glæde af – vi har lav arbejdsløshed, pæn vækst i den disponible indkomst, gode formuer i fast ejendom m.v. Æren for den nuværende situation tilskrives i stor grad diverse centralbankdirektører, der har fået heltestatus for deres kamp mod inflationen. De har dog som nævnt fået hjælp af globaliseringen og effektiviseringen.

Globaliseringen er ikke en permanent størrelse – der kan komme tider, hvor terrorisme og nationale forhold fører til genindførsel af handelsbarrierer, såsom told og importrestriktioner. I denne situation vil den høje efterspørgsel og et mindre udbud af varer betyde, at inflationen stiger, hvilket igen betyder en højere rente.

Endvidere har vi set kraftige stigninger i råvarepriserne såsom olie og forskellige metaller. En stigning, der på grund af effektiviseringer ikke er væltet over i priserne på de enkelte varer. Råvarer er en knap faktor, og på et eller andet tidspunkt vil prisstigningerne på råvarer være så store, at de bliver væltet over på varepriserne med et stigende pres på renten til følge.

Sluttelig kan nationale forhold skabe grobund for en stigende rente. Der er den sammenhæng, at uro giver en stigende rente. Usikkerhed gør, at investorer kun vil investere, hvis de får godtgjort den højere risiko. Det sker jo netop, som i Danmarks tilfælde i 80’erne, via en højere rente. Renten kan derfor sagtens stige – kunsten er, som med vejret, at forudsige hvornår og hvor meget. 
 

J.A.K. bladet