Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 5 - 2006

J.A.K. – som jeg har lært
det at kende…

Af Jenny Andersen, Brande

På et meget tidligt tidspunkt i deres ungdom gav to brødre hinanden håndslag på, at de ville hjælpe hinanden med at skabe et mere retfærdigt og bæredygtigt pengesystem.
Det var K.E.K. og Fr. K. Kristiansen. Sidstnævnte var min far. De havde set, hvordan deres forældre blev mere og mere tynget af gæld, selvom de skabte flere og flere værdier ved hedeopdyrkning. Der skulle lån til, og lånene skulle forrentes – en skrue uden ende.

K.E.K. havde udtænkt et system med nogle værdisedler. Allerede omkring 1918 – 19, tror jeg, var der en kreds af mennesker omkring Brande, der gik i gang med at ”handle” hos hinanden ved hjælp af disse sedler. Man havde også et lille håndskrevet blad, der gik på omgang til nogle af medlemmerne. Deres værdiandele blev så bl.a. bogført her. Jeg kender ikke helt fremgangsmåden. ”Jord og Penge” hed det. Det var den allerførste start, men det var meget primitivt og ebbede vel også ud.

Men tanken arbejdede videre
Et frøkorn var sået, og den 11. februar 1931 indkaldte min far til et møde i Kolding. Jeg tror, det var på Missionshotellet. K.E.K. skulle tale om sin ide. – Interessen var i første omgang stor. - Dog bad K.E.K. deltagerne holde en pause, og at man tænkte sig godt om. De, der ville være med, kunne så komme ind igen. – Jeg mener dette gentog sig tre gange. – Til sidst var der kun ganske få tilbage, og man gik i gang med et samarbejde omkring: Jorden, råprodukt af enhver art - Arbejde, alle former for forarbejdning - og den Kapital, værdi, ikke penge, der kom ud af det. J.A.K. var født.

Efterhånden kom der vind i sejlene - der blev lavet et blad, jeg tror det udkom hver anden dag en overgang. – Senere en gang ugentligt. - Det blev for farligt for det bestående samfund. - Det var de små, dem der intet havde, der pludselig havde fået håb, turde tro på en fremtid ved fælles hjælp. – Det måtte der sættes en stopper for. – J.A.K. loven blev lavet. Men alt dette kan der bedre læses om i J.A.K. bøgerne.

En barndom med J.A.K.
Jeg kom til verden i 1932 og husker selvfølgelig ikke disse ting. Men i hele min barndom drejede det sig om, at far var, hvor J.A.K. havde brug for ham, og mor stod altid bag ham. Selv om hun måtte tage den tunge ende hjemme med forskellige gøremål. Vi flyttede mange gange.

Det jeg husker, er den ukuelige tro på at kunne gøre en indsats. ”Ikke hvad kan jeg få ud af det” – ”Men hvad kan jeg gøre”.

Far blev foredragsholder. Rejsesekretær blev det kaldt, han rejste med sin store grå kasse med lysbilleder, der skulle anskueliggøre værdiernes og pengenes vandring, og meget mere. Eller han sad og refererede til møder andre steder osv. – Ofte med en minimal eller ingen løn – Der var ikke midler til det.

Det var ikke bare på det økonomiske område, man ønskede at gøre en indsats, også på mange andre områder ønskede man at sætte sit fingeraftryk.
I J.A.K. bladet blev der taget emner op med f.eks. en sundere levevis, vegetarisk, og om vivisektion, dyreforsøg osv. Mange af datidens store navne inden for det alternative kendte jeg derfor allerede som barn.
Navne som Rudolf Steiner, Stefan Vøldan, Kirstine Nolfi og mange flere.
Et motto for J.A.K. var dengang:
”En ny tid vindes kun ved at arbejde derfor”.

Vi levede overvejende vegetarisk, men ikke fanatisk. Mine forældre var også imod koppevaccination, der dengang var lovpligtigt, så efter megen parlamenteren frem og tilbage med embedslæge og politi fik de en attest på ”at lide af svære vrangforestillinger, der kunne forventes forværret, dersom man tvangsvaccinerede børnene”. - Sådan!!!!
Så først kunne vi komme i skole. Min broder, der er lidt ældre end jeg, blev de første par år undervist hjemme.

Hjerte og husrum
Mine forældre havde dengang et lille handelsgartneri på Tuse Næs ved Holbæk, men da far ofte var ude at rejse, blev det for meget for mor. Der blev mulighed for at sælge, og vi stod uden hjem. Det var i 1941.
Flere af fars gode venner inden for J.A.K. kom med tilbud og forslag til at hjælpe os, bl.a. Rigmor og Hans Foged på Tåsinge.
De havde både hjerte og husrum nok til os, til der blev fundet et mere blivende sted, mere centralt for fars arbejde. Mor kunne hjælpe med frugtplukning med mere, og far kunne stadigvæk rejse. - Vi fik en lille stue og et mindre soveværelse, ellers var alt fælles. Det skal lige bemærkes, at konerne aldrig havde set hinanden. - I dag synes jeg, det var modigt af alle parter.
Men det var før, der var noget, som hed ”storfamilier”. Men dette blev en ”storfamilie” - Vi flyttede ind, 2 voksne og 3 børn. Deres familie var ligesådan, plus karle og daglejere.
Ofte var vi 15 til bords. – Det var med fælles mad, fælles vask osv. – Jeg husker, at vi børn vaskede os ved et vaskestativ i et hjørne af det fælles køkken, så der var kø inden skoletid. - Men det var en god tid. – Det blev starten på et livslangt venskab, der rækker ind i næste generation.
Det var livskvalitet og fælles livsholdning. Vi boede der knapt et år, flyttede så til Dyrup i nærheden af Odense, hvor J.A.K.s hovedkontor dengang lå, og Halfdan Kristiansen residerede. Far skulle så også hjælpe på kontoret.

J.A.K.s hjemsted
Men så… Først i fyrrerne blev ”Hjemstedet” i Middelfart købt. Det var, så vidt jeg husker, en gammel lysbadeanstalt. – Den trængte en kærlig hånd både udvendig og indvendig. Haven var et vildnis. - Det blev fars domæne.
Så snart det var muligt, flyttede hovedkontoret hertil. Halfdan og hans unge kone Edith flyttede efter. – Senere fulgte K.E.K. og Fru Andrea, fra deres dejlige hus i Brande, til Middelfart.

Jeg husker indvielsen af J.A.K.s Hjemsted den 4. juli 1943. Det var en festdag. Solen skinnede, og folk kom langvejs fra. – Og så var det min fødselsdag. – Helt fra den dag, synes jeg, jeg kan huske nogle gamle J.A.K. folk. – Man kendte hinanden, havde samme mål.

Et stort fravær af far
Men - så var vi igen langt fra fars arbejde Det var under krigen, svært med samfærdsel osv., men mor klagede aldrig.
Selvfølgelig skulle vi også flytte igen, det skete i maj 45. Hvor vi fik en lille ejendom i Gamborg ved Middelfart.

Vores hjem har altid været med et stort fravær af far, og altid med et minimum af økonomiske midler. Selv om det var en mere retfærdig økonomi, man arbejdede for, nåede far aldrig at få del i den. – Men det var ikke det væsentlige.
Jeg følte allerede dengang, at vi havde et hjem med en livsholdning. Et hjem, hvor der turde tænkes tanker, hvor der var opgaver at løse, der rakte ud over dagligdagen. Uden tanke for sig selv.

Så kom ungdomskurserne
Det første var i juli 1944. Jeg tror 3-4 dage. Det blev nok skelsættende for en del af de unge, der var med. – Her blev grunden lagt til ”Kapløbssystemet”, senere ”Fordelingssystemet”. – Det var med en ildhu, far kom hjem og fortalte om de unge og deres interesse. – Jeg mener, det gik ud på at købe, jeg ved ikke om det kaldtes andele eller hvad, men man gav, så vidt jeg husker, 1 kr. i administration for køb af en andel til 20 kr. Altså betalte man 21 kr. for at få en andel. – Princippet var, at hvis man selv skulle spare op, ville det måske tage 20 år. Hvis 20 sparede op, kunne den første få lån allerede 1. år., osv. Ingen ville således være ringere stillet, end hvis han var alene, og alle havde ikke behov samtidig. Sådan husker jeg det forklaret.

I 1945 deltog jeg selv i kurset. - Nej, hvor var det spændende.
Der var foredrag af Elstrup Rasmussen om biodynamisk dyrkning. Far fortalte om valg efter ”Kvalitetsmetoden” m.m. Halfdan tog sig af den økonomiske side. – Der var en psykolog, Anna Jørgensen fra Middelfart, der fortalte om psykologi. Og sidst, men ikke mindst, var der K.E.K.s dejlige foredrag om den mere åndelige side, bl.a. om selverkendelseslæren og om de universelle livslove. Der var stille, når han talte….

Vi piger kom ind til Fru Andrea og fik undervisning i åndedrætsøvelser og sundhed, især efter ”Mazdaznanlæren”.
Flere andre var også på talerstolen: Peter Madsen og Aksel Sørensen og flere unge.

Man boede på stedet, pigerne på ”høloft” over garagen, og ellers forskellige steder, hvor der kunne blive en plads. Kosten var vegetarisk, og vi hørte om betydningen deraf. - Alt sammen noget der gjorde indtryk på en 13-års pige. Jeg sugede til mig, men kan jo ikke huske indholdet af foredragene som sådan. - Det blev kaldt ungdomskursus, men det blev efterhånden for ”unge” i alle aldre.

Der var kursus på Hjemstedet igen i 1946. I 47, tror jeg, det var i ”Feriebyen” ved Hindsgavl slot. 48 - 49 på Husmandsskolen ved Odense. Stor tilslutning. Jeg var også med 46 og 49.

Et liv med mening
I 1948 døde min far alt for tidligt, 60 år gammel, slidt op fysisk. – Men det var efter et liv med mening og et hjem med højt til loftet. Det er det indtryk, jeg har af min barndom under indflydelse af J.A.K.

Selv om J.A.K. er en bevægelse til økonomisk frigørelse, er det ikke den økonomiske del, der fylder mest i mine tidlige erindringer. – Det er den selvstændige stillingtagen, de dybe samtaler og gode diskussioner, der blev ført. Selv om jeg kun var et barn, holdt jeg meget af at ”sidde med en bog” og så lytte til de voksnes snak. – Vi var fattige på penge, men hvor var vi rige på ånd….

Der blev senere samlet ind til en fond i fars navn, som en tak for hans arbejde. En sangbog med mange af hans sange blev også lavet efter initiativ af gode J.A.K. venner. Den er blevet flittigt brugt, og Fr. Karl Kristiansens mindefondens midler er som flere andre indgået i J.A.K.-Fonden.

Så kom voksenlivet
Jeg traf min mand igennem J.A.K., vores idealer var de samme. Vi prøvede efter bedste evne at leve efter det, både de mere idealistiske sider og de praktiske. Fik efterhånden vores ejendom gældfri igennem J.A.K.. Var meget aktive i lokalkredsarbejdet osv.
Her i Brande fik kredsen efterhånden en lille ”filial” af J.A.K. Banken stillet på benene, passet af lokale folk, med besøg fra banken, jeg tror en gang om måneden. Vi fik, i samarbejde med Laurids Riis, Ejstrupholm lokalkreds, igen gang i kurser forskellige steder. Det var weekend-kurser, og der var stor søgning. Der var mange gode talere, nævnes skal bl.a. Svend Skou og Hans Koldsø. – Hvor var det dejligt at komme til Fredericia til de store årsmøder. Man kendte hinanden, jeg følte vi havde venner over hele landet. Sikke en rigdom.

Men træerne vokser ikke ind i himlen, og hvad der end var grunden, så blev det til en fusion med Bikuben. – Jeg tror endnu, at der var blevet for meget ”jeg”, og for lidt ”vi”. Alle ville have, og optimismen til de fordelagtige lån slog ikke til.

Der var dog stadig optimister og idealister, der prøvede, og også fik gang i fælleskasser, og hvad de ellers hed i første omgang. Et stort arbejde blev gjort mange steder i landet, og takket være dem er der stadig noget, der hedder J.A.K. – Men der var gået splittelse i det. – Og for mit vedkommende, gik der også splittelse i privatlivet. Det, der før havde været vores fælles mål og indsats, var krakeleret lidt, og vi gik hver til sit.

Men J.A.K. kom videre, og jeg gjorde også
Jeg traf en ny mand, som havde samme livsindstilling, havde haft konto i banken, men holdt ved fusionen. - Nu havde han en kassekredit til 18% i et andet pengeinstitut, jeg havde en lånemulighed til 2% igennem J.A.K.. – Så fik vi igen J.A.K. finansieret og er stadig med.

Men jeg kan ikke rigtig finde ånden i det mere, eller sammenholdet. – Måske er det, fordi jeg før kun var en lille pige og så på det med begejstringens briller, og nu er en gammel kone. – Men hvor er det stærke ”vi”. – Er der stadig for meget ”jeg” ???

Hvor vil jeg ønske, at det må blive til alvor med de dage på ”Kullerup”, der skrives om. Dage med fordybelse og visioner. Dage, hvor der bliver tid og mulighed for venskaber. …

Jeg ønsker: Lykke til! 
 

J.A.K. bladet