Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 4 - 2006

En brugerprofil i Fælleskassen

AF direktør Henning Lund


3000 udgivere i Danmark
Det er ingen kunst at blive forlægger, hvis man har lyst til det. Den påstand kan jeg bevise ved bl.a. at henvise til ”Forlagsvejviseren”, der udgives af Dansk BiblioteksCenter. I den seneste udgave af dette værk er registreret op imod 3000 danske udgivere. Hvert år udkommer der i Danmark ca. 14.000 publikationer, hvoraf vel omkring halvdelen kan karakteriseres som egentlige bøger.

Det er let at blive forlægger, fordi man kan udgive en bog hjemme fra køkkenbordet, hvis man har en pc, lidt grafisk forstand eller hjælp og en aftale med et trykkeri, der måske vil give én lidt kredit. Om man så efterfølgende kan sælge bogen, er en anden ting.

Jeg begyndte min ”karriere” som forlægger i midten af 1980’erne, hvor jeg sideløbende med mit faste, rimeligt vellønnede arbejde udgav nogle bøger i min fritid. I 1990 besluttede jeg at sige mit faste arbejde op, og siden har jeg mere eller mindre fedt levet af at udgive bøger. I dag udgiver Bogforlaget Frydenlund A/S (beliggende i det centrale København) årligt ca. 70 bøger, og vi er ca. 10 ansatte i firmaet. Se i øvrigt www.frydenlund.dk for yderligere informationer.

 

”J.A.K. bevægelsen” og en lille forlægger
Min viden om ”J.A.K. bevægelsen” var, da jeg i begyndelsen af 90’erne henvendte mig til Fælleskassen, ret sporadisk. Fra min historieundervisning vidste jeg, at bevægelsen var opstået i forbindelse med depressionen i 30’erne, og at det var noget med tanker om et rentefrit samfund. Grunden til, at min interesse faldt på Fælleskassen som bankforbindelse, var altså ikke nogen specifik interesse for bevægelsen, men mere min modstand mod de store bankmastodonter, og fordi jeg syntes, at de rentefri lån til bl.a. grønne initiativer lød sympatisk.

I midten af 90’erne kom jeg i underskud, idet jeg havde et par ansatte, som jeg kom i strid med, og da det altid er dyrt med folk, der holder op, og nye, der skal indarbejdes, havde jeg et par økonomisk vanskelige år. Jeg henvendte mig til Fælleskassen for at få en kassekredit. Direktøren dengang vil jeg nærmest sådan lidt sammenligne med en jysk husmand fra Himmerland, hvor jeg er vokset op. I hvert fald blev der ikke ruttet med kreditten; der blev vist ”rettidig” omhu, og faktisk fik jeg det råd, at jeg nok skulle overveje at opgi’ det der forlæggeri, idet det jo tydeligvis gav underskud. Men det lykkedes da at opnå den ønskede kredit, på så vidt jeg husker 300.000 kr. med absolut sikkerhed i min samlevers og mit hus.

Krisen blev overvundet, kreditten kom vist egentlig kun sjældent i brug, og da jeg for et par år siden syntes, at tiden vist var inde til, at jeg burde kunne opretholde muligheden for kredit på mit glatte ansigt og de sorte linjer på bundlinjen, henvendte jeg mig igen til banken – og jeg oplevede, at i de mellemliggende år havde ikke alene jeg og min situation ændret sig. Banken havde også ændret sig, sådan at den nu kan leve op til de krav, jeg og sikkert en hel masse andre små virksomheder har til en moderne bank, der følger med i den elektroniske udvikling, kan formidle penge til og fra udlandet, give råd om domicilinvesteringer, rådgive om plejen af egenkapitalen etc. – samtidig med, at den gode og uhøjtidelige tone, der altid har præget banken, er bevaret.

Fra industri- til informationssamfund
Tiderne skifter, som et andet forlag i øvrigt hedder. Vi udgiver i dag mange fag- og undervisningsbøger, som har et kritisk og perspektiverende forhold til det samfund, vi lever og arbejder i. Vores filosofi er at udgive gode og nyttige bøger med brug af den nyeste teknologi, som findes, og med stor interesse for et godt arbejdsmiljø, for det er alfa og omega i en informationsvirksomhed som vores, hvor det største aktiv så at sige er de ansattes hoveder. Det er netop forskellen fra arbejdet i industrisamfundet, hvor det var muligt at piske folk til – med samlebånd og stopures hjælp – at yde den arbejdsindsats, ledelsen og investorerne krævede. Nu – i det man populært kalder informationssamfundet – kan kun et interessant og vedkommende arbejde motivere de ansatte til at yde deres bedste og udvise al den kreativitet og innovation (som det hedder – også med et af tidens slidte modeudtryk), som befinder sig lige under overfladen, og som kommer op til overfladen, når arbejdsforholdene er sådan, at fantasi og ”vilde” ideer bliver påskønnet som en vigtig ”produktivkraft”, for nu at påkalde os den gode gamle Marx. I den sammenhæng er det at have en bank, som også er drevet efter nogle af de samme principper, uhyre vigtigt. Fordi der skal være overensstemmelse mellem et firmas idealer på papiret og praksis, og der skal være en etisk overensstemmelse mellem de principper, der hyldes internt i virksomheden og der, hvor man anbringer sine penge og får råd om, hvad man skal bruge dem til.

I den sammenhæng har jeg stadig svært ved at se mig selv som kunde i en af de førnævnte mastodontbanker, og ca. 20 års erfaring har vist mig, at det bekendtskab, jeg knyttede til Fælleskassen og således indirekte til J.A.K. bevægelsen, har været lykkeligt for mig, og – håber jeg – også for min bankforbindelse. 
 

J.A.K. bladet