J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 3 - 2006

Mindeord

Endnu en af J.A.K.s trofaste støtter gennem årene - Julius Kock, Århus – er død den 12. april 2006.
Julius var født på et lille husmandssted uden for Frederikshavn i 1918. Han var gift med Lisbeth, som var enke og alene med en lille pige, da de traf hinanden. De havde en lang årrække deres hjem på Nedergårdsvej 45 i Skejby ved Århus, men levede de senere år i Hørning ved Århus. Lisbeth døde for 6 år siden. Julius måtte på grund af sygdom flytte på plejehjem den sidste tid.
Han beskæftigede sig med handel af malkemaskiner i både Danmark og Tyskland. Han gik meget op i handel og mekanik, hvilket blandt andet gav sig udslag i eksperimenter med en anderledes støvsuger og boreudstyr til tandlæger.
Julius gjorde et stort arbejde for J.A.K., også da det gjaldt at gå til hånde ved flytning af sekretariatet fra Grejs til Nørre Snede. Det er gennem årene blevet til mange læserbreve i J.A.K. bladet, hvor han debatterede med andre skribenter og kommenterede avisartikler om blandt andet økonomi samt alternativ levevis.
Han var med omkring etablering og driften af Fælleskassen for Skejby og omegn, som havde adresse i hjemmet Nedergårdsvej 45. I en årrække var Julius ligeledes at finde på en bestyrelsespost i Århus lokalkreds.
Lisbeth og Julius var flittige gæster rundt i landet, når der blev kaldt sammen til J.A.K. møder, og Julius gav også gerne sine synspunkter til kende på møderne.

Æret være hans minde.
 

J.A.K. bladet