J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 3 - 2006

Kamp for et rentefrit samfund

En upåagtet bevægelse har eksisteret i 75 år, men lever og har det godt. Det synes i hvert fald omkring 17.000 brugere af de 14 J.A.K. andelskasser og
Folkesparekassen.


Sådan skrev Bjarne Gregersen i en artikel i Fyns Amts Avis lørdag den 18. februar 2006 i anledning af Landsforeningen J.A.K.s 75 års jubilæum.
Artikel blev til ved et møde med Povl Steen Pedersen, Jordløse. J.A.K. bladet har fået tilladelse til at bringe artiklen i sin helhed.

Tankevirksomhed og manuelt arbejde skaber den ægte kapital. Afskaffes penge, så er værdierne der fortsat.
Den nu snart 70-årige ingeniør Povl Steen Pedersen i Jordløse har siden 1950’erne været tilknyttet bevægelsen Jord Arbejde Kapital, og ovenstående er hans ord. De dækker over, at penge kun er en sekundær ting. Kun et middel og ikke et mål. Og den rente, der skal betales for lån, er af det onde og gør mennesket til træl.
I dag tilhører Povl Steen Pedersen en af topfigurerne i J.A.K. som medlem af bestyrelsen for J.A.K. Fonden.
Der er sikkert mange, som ikke aner, hvad J.A.K. er og vel også en hel del, der troede, det var en bevægelse, der for længst var gået i graven.
Det er ingenlunde tilfældet. Omkring 17.000 er brugere af de 14 J.A.K. andelskasser og Folkesparekassen, som er rundt i landet. Og der er 600 medlemmer af Landsforeningen J.A.K.

Vigtige pauser
I disse dag er det 75 år siden, J.A.K. blev stiftet ved et møde i Kolding, indkaldt af landinspektør K.E. Kristiansen.
Myten siger, at der på det stiftende møde blev holdt et par pauser. I disse kunne de af de fremmødte, som ikke ville være med alligevel, forlade lokalet.
Der var 16 tilbage, da J.A.K. blev stiftet. K. E. Kristiansen vidste, at mange ville få kolde fødder, for det var jo ikke sådan at gå op mod kapitalen. J.A.K. blev stiftet, da det var hårde tider for landbruget, og der var stor arbejdsløshed. K.E. Kristiansen ville kæmpe mod, at folk, når de lånte i en kreditforening, kom til at betale lånet to-tre gange tilbage. Det kunne de ikke, og det førte til tragedier, når folk måtte forlade hus og hjem, fortæller Povl Steen Pedersen.
K.E. Kristiansens hovedide var, at borgerne selv skulle udstede deres penge og have dækning i landets grundværdier. Kun det ville give et sundt økonomisk liv.
J.A.K. fik godt fat i navnlig Sønderjylland, og under 30’ernes landbrugskrise blev der udstedt de såkaldte andelspenge. Dem udbetalte for eksempel mejeriet til landmanden. Det, der blev tilovers, blev i Nationalbanksedler sat ind i en fælleskasse og brugt til at afvikle gæld. Andelspengene blev senere belagt med en afgift, og så ophørte de.

Egen forretningsorden
Povl Steen Pedersen er landmandssøn fra Diernæs, og hans far tog ham til et foredrag med J.A.K. stiftere. Det skærpede hans interesse for bevægelsen.
I 1950’erne oprettedes J.A.K. Banken i Middelfart, og den blev efterhånden landsdækkende og fik filialer. Men i løbet af 1970’erne måtte den opgive og blev overtaget af Bikuben i 1973. Bikuben ville kun i begrænset omfang videre J.A.K. tanken.
Derfor opstod der rundt i landet andelskasser og Folkesparekassen. De arbejder alle ud fra J.A.K. tanken om at arbejde hen mod det rentefrie samfund, men kan i øvrigt selv lave sin forretningsorden.

Død kapital
- Hvad er der med den rente? Hvordan kan den undgåes?
- Renten er en død kapital. Den er kun til gavn for kapitalejerne. Den er uproduktiv. Havde man for 2000 år siden sat fire øre ind på en konto til fire procent, så ville værdien svare til jordens vægt i guld i år 1750, siger Povl Steen Pedersen kryptisk.
– Hvad kan det bruges til?
- Nej, netop. Renten er ubrugelig og skaber kun inflation. Renterne kan kun betales i kraft af inflationen og går ud over produktionen. Den er kun til glæde for de få, der lever af at udlåne penge. I øjeblikket har vi, det må vi jo indrømme, en lav rente. Og vi har næsten ingen inflation. J.A.K. har altså ret, siger Povl Steen Pedersen.
- Jamen, hvordan driver I jeres andelskasser og sparekasser, når der ikke tages renter?
- Det handler om at få en låneret. Hvis man indskyder sin løn eller sin omsætning i en af J.A.K. kasserne, erhverver man ret til at låne et tilsvarende beløb, som det man har stående i snit over et år. Har du 10.000 kr. stående, kan du låne 10.000 kr. rentefrit. Der opkræves et administrationsgebyr på mellem 2,5 og 4,5 procent.
- Det er vel også en slags rente?
- Nej, det er det ikke. Der er udført et stykke arbejde, der er leveret en vare med at administrere låneret. Vi betragter ikke penge som en handelsvarer. De må ikke bruges til spekulation. Penge er blot et middel til omsætning af varer, siger Povl Steen Pedersen.

Næstekærlighed og tolerance
Povl Steen Pedersen oplyser, at de 14 J.A.K. pengeinstitutter til sammen har en balance på knap en milliard kroner. Der ydes i visse af dem lån til almindelig markedsrenter:
- Det kan ske, hvis en bruger har behov for at låne flere penge, end han har erhvervet ret til igennem sit indestående. Så bliver der lavet et mix af rentefri og rentebelagt lån, fortæller Povl Steen Pedersen.
Han har igennem sine mange år i J.A.K. erhvervet en anseelig ret til rentefrie lån. Den har han ikke behov for at udnytte og har overdraget den til sine børn: - De glæder sig over, at de nu kan låne til ny bil til 2,5 procent, bemærker han.
- Hvorfor er der ikke flere, som tilslutter sig jeres tanke?
- I Sverige er der mange flere, og i Tyskland er tanken også ret udbredt. Jeg ved ikke, hvorfor der ikke er flere her i landet. Vi vil da gerne være flere, men ikke for enhver pris. Vi er ikke interesseret i folk, der ikke tilslutter sig vor grundide, og som blot vil have et billigt lån, og så fordufter de igen, siger Povl Steen Pedersen.
Han er ingeniør og beskæftiger sig med vindmølleprojekter for firmaet Vind1 på Morsø. Han mener, at J.A.K. tanken fører meget andet med sig i retning af for eksempel vedvarende energi, økologi, alternativ behandling m.v.
- Sådan er det i hvert fald gået mig.

Han er medlem af bestyrelsen for J.A.K. Fonden, som er udsprunget af Landsforeningen. Fonden blev oprettet i 1990 - og dens formål er at virke for fremme af humanitet, tolerance og næstekærlig i teori og praksis. J.A.K. Fonden formidler billige lån til unge under uddannelse. Fonden skal også udbrede kendskabet til J.A.K.s ideologi til fremme af økonomisk og åndelig frigørelse. 
 

J.A.K. bladet