J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - april 2006

I globaliseringens navn

Leder af redaktionen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen satte sig i foråret 2005 i stolen som formand for Globaliseringensrådet. Rådet har de ”tunge drenge” med repræsentanter fra fagforeninger, erhvervslivets organisationer og personer fra virksomheder og fra uddannelses- og forskningsverdenen. Globaliseringsrådet skal frem til foråret 2006 drøfte de centrale spørgsmål, som rådet finder afgørende for at styrke Danmark i forhold til globaliseringens udfordringer. Derefter vil regeringen fremlægge en samlet strategi for initiativer der skal skabe grobund for denne globale kamp om marked.

Der arbejdes med vækst som et vigtigt element, der skal sikre Danmark en økonomisk førertrøje i kampen om det globale marked. Der skal – set med globaliseringsrådets briller – ses på 4 svagheder/udfordringer, der skal sikre Danmark i eliten:

• Styrkelse af det basale uddannelsesniveau.

• Styrkelse af forskning og forøgelse af vidensniveau.

• Grobund for iværksættere, vækstvirksomhed og innovation.

• Generel fokus på fornyelse i samfundet.

I sammme periode som ovenstående blev der planlagt og den 3.-5. februar 2006 på Frederiksberg gymnasium afholdt en form for globaliseringsråd med temaet ”Danmarks Sociale Forum – en anden verden er mulig”. Her samledes i løbet af weekenden ca. 2500 fortrinsvis unge mennesker sig med den samme problemstilling – dog med en anden indfaldsvinkel om at ” ... arbejde for en verden, hvor mennesker sættes over penge. En verden, hvor sociale og miljømæssige hensyn vejer tungere end kortsigtet økonomi”.

På over 80 workshops, debatfora, samlinger og happenings havde alle organisationer, personer m.v. mulighed for deltagelse og delagtiggørelse for andre om sociale, bæredygtige, kulturelle, økologiske og økonomiske tanker og ideer, der kan styrke dialogen mellem mennesker og lande i en mulig demokratisk globalisering.

Alle medlemmer i J.A.K. skulle i det 75’ende jubilæumsår måske sætte sig som mål, at deltage aktivt og udadvendt i denne samfundsdebat, der er i fuld gang udenfor vores ideologiske hoveddør. Det Sociale Forum på Frederiksborg Gymnasium har vist, at også de unge mennesker har interesse og forståelse for de samme værdier som J.A.K. s grundlæggende bygger på om økologisk og økonomisk bæredygtighed på et demokratisk fundament. Vi skal blot deltage og debattere i de fora, hvor de unge færdes, - i stedet for at vente på, at de banker på vores dør.

www.socialforum.dk
www.globalisering.dk
 

J.A.K. bladet