J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - april 2006

Mød op og forsvar Fælleskassen

Når disse linjer læses, har der været generalforsamling i Fælleskassen Samøkonomi den 4. april med afstemning om forslag til nye vedtægter. Hvis forslaget er blevet vedtaget, skal der sandsynligvis være ekstraordinær generalforsamling den 26. april for endelig vedtagelse

Af Thomas Suenson, medlem af Fælleskassen Samøkonomis repræsentantskab

Jeg vil gerne advare mod det vedtægtsforslag, der er fremlagt, og opfordre til, at så mange som muligt kommer på den ekstraordinære generalforsamling og stemmer imod. Vedtages forslaget, vil Fælleskassens tilknytning til J.A.K. være udraderet i en grad, så end ikke den historiske tilknytning må nævnes i en indledning. Ligeledes må det heller ikke fremgå, at Fælleskassen tilbyder de lavtforrentede lån; dem, som vi kalder ”rentefri”, fordi renten kun skal dække omkostningen ved driften og ikke være en betaling for at låne.

Hvordan kan den siddende bestyrelse udarbejde, og det siddende repræsentantskabs flertal anbefale, sådan et forslag? Begrundelsen er, at ellers kan Fælleskassen ikke blive optaget i brancheorganisationen ”Lokale Pengeinstitutter”. Man mener ikke, at det går at klare sig i fremtiden uden brancheorganisationens hjælp. Hertil er der at sige, at den størrelse og dygtighed, som Fælleskassen har nået indtil nu, er opnået uden denne organisation, og at den eksperthjælp, som en brancheorganisation tilbyder, såmænd kan købes hos selvstændige rådgivere og advokater, som hidtil.

Hvad værre er: Det er et blålys. Uanset vedtægtsændringer kommer man ikke ind i det forjættede land. Det viser det andet store J.A.K. pengeinstituts eksempel kun alt for tydeligt. Den brancheforening vil simpelt hen ikke have sådan nogle som os inden for dørene.

Hvorfor er det da så vigtigt at ændre vedtægterne? Her kunne man jo komme med alle mulige teorier om, at det hele kun skal til for at gøre det nemmere at overtage Fælleskassen. Sandt er det, at der er foreslået en lettere adgang til nedlæggelse og fusion ved ophør, og sandt er det også, at et tidligere forslag gjorde det muligt for de store andelshavere at sætte sig igennem over for de små (det blev dog trukket tilbage).

Jeg mener ikke, det fører nogen vegne at gøre sig sådanne spekulationer. Det, der er tiltrængt, er kun at møde op og forkaste forslaget til nye vedtægter. De vedtægter, vi har, er ganske velegnede til at drive et medlemsejet pengeinstitut med begge ben på jorden og en fornuftig udvikling.
Vi repræsenterer en særlig og bæredygtig måde at gøre tingene på. Hvis man ikke bryder sig om det, er der mange andre pengeinstitutter, man kan gå til.

Thomas Suenson,
medlem af Fælleskassens repræsentantskab
Grønnevej 249-65, 2830 Virum, telefon 4583 1888

 



J.A.K. bladets redaktion har fundet det rimeligt at give Fælleskassen
mulighed for en kommentar til Thomas Suensons læserbrev.

 

Ændringer i Fælleskassens vedtægter

Som medarbejder i Fælleskassen kan jeg udtrykke min tilfredshed med repræsentantskabets initiativ omkring forenkling, fornyelse og modernisering af vedtægterne.

Formålsparagraffen indeholder nu i sin enkelhed, at Fælleskassen er et pengeinstitut, underforstået med de produkter man som kunde fundamentalt og relevant har brug for i sit pengeinstitut.

Den brede vifte af ideologiske og bæredygtige elementer, såvel demokratiske som økonomiske og grønne tiltag, vil løbende fremstå som ”Fælleskassens hjerte banker for” og vil naturligvis blive justeret sideløbende i strategiprocessen, hvilket ikke vil være muligt ind over vedtægterne.

De foreslåede vedtægtsændringer ændrer som udgangspunkt ikke de fundamentale ideologiske værdier og principper, men vil sammenholdt med ”Fælleskassens hjerte banker for” være et bedre orienteringsgrundlag for nye, interesserede samt et bedre arbejdsredskab for os medarbejdere.

Min konklusion er, at den foreslåede fornyelse af vedtægterne og de supplerende tiltag er et tiltrængt nødvendigt led i Fælleskassens fortsatte vækst og eksistens i det kommende og stadig udviklende samfund.

Asger Sørensen
medarbejder i Fælleskassen i København
og medlem af Landsforeningen J.A.K.s repræsentantskab



Fælleskassen – en hjertesag!

Vi ønsker at styrke Fælleskassen som selvstændigt pengeinstitut med de værdier og særkender, som fremgår af `hjertepapiret´: ”Fælleskassens hjerte banker for” – som du kan se på næste side. Hjertepapiret er sendt til alle andelshavere i Fælleskassen sammen med forslag til vedtægtsændringer, der behandles på den ordinære generalforsamling 4. april 2006 og en ekstraordinær generalforsamling den 26. april.
Fælleskassens bestyrelse har de seneste 2 år arbejdet med at revidere vedtægterne med det formål, at vedtægterne kan understøtte, at Fælleskassen også fremover er et selvstændigt pengeinstitut, der drives på et holdningsmæssigt klart grundlag, således som dette udtrykkes i hjertepapiret. I en moderne verden med hurtige forandringer, handler det om hele tiden at kunne møde udfordringerne, klare opgaverne og bruge de muligheder, vi har som holdningsbåret pengeinstitut. Det skal vedtægtsændringerne sikre.
Rammen ændres – indholdet er det samme! Værdigrundlaget er det samme, årskronelånene er de samme, ånden er den samme.
Derfor anbefaler vi alle andelshavere at stemme for bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer; et forslag repræsentantskabet også har bakket klart op!

Morten Andersen Lars Møller Kristensen Anne-Marie Sejer
bestyrelsesmedlem bestyrelsesmedlem bestyrelsesmedlem
formand 1986-2003 formand 2003-2006 formand 2006 -

Fælleskassens hjerte banker for:

Historien
Fælleskassen vedkender sig det grundlag, andelskassen blev oprettet på i 1985, og forpligter sig til at videreudvikle dette i en levedygtig og tidssvarende form.

Andelshavere
Fælleskassen tilbyder sig som pengeinstitut for privatpersoner og mange forskellige typer af virksomheder, organisationer og foreninger, der ønsker et pengeinstitut med klare værdier og principper.

Enhver under 18 år kan blive bruger/kunde i Fælleskassen. Brugere over 18 år er tillige andelshavere og har dermed stemmeret på generalforsamlingen, og kan vælges til Repræsentantskabet og dermed deltage i den demokratiske proces i andelskassen.

Medarbejdere
Fælleskassens medarbejdere er vores største ressource. Derfor er et inspirerende og godt arbejdsmiljø afgørende for, at Fælleskassen fortsat kan være en attraktiv arbejdsplads.

Efteruddannelse og tidssvarende arbejdsværktøjer er vigtige, for at Fælleskassens medarbejdere kan møde udfordringerne og tilbyde de produkter, som andelshaverne forventer af en moderne andelskasse.

Demokrati
Fælleskassen involverer andelshavere, repræsentantskabsmedlemmer, bestyrelsesmedlemmer og medarbejderne i den løbende udvikling af Fælleskassen, således at al relevant viden og alle relevante drømme kommer i spil, når fremtiden planlægges.

Kerneydelse – formålet
Fælleskassens vigtigste og klassiske produkt er at yde lavtforrentede lån til vore andelshavere, hvor renten fastsættes med udgangspunkt i andelshaverens opsparing og andelskassens omkostninger.

Bæredygtighed
Fælleskassen støtter en grøn og bæredygtig udvikling af samfundet, blandt andet ved at tilbyde lånemulig-heder til projekter og virksomheder, der bygger på bæredygtige principper.

Nutidighed
Fælleskassen har vilje til at udvikle sig med henblik på, at andelshaverne tilbydes en bred vifte af produkter, som modsvarer forventningerne til et moderne pengeinstitut.

Ordentlighed
Fælleskassen ønsker at være kendt for sin høje standard og ordentlighed over for andelshavere, medarbejdere og samarbejdspartnere.

Økonomi
Fælleskassen ønsker fortsat økonomisk stabilitet for at styrke andelskassens evne til at fortsætte som selvstændigt pengeinstitut.

Fælleskassen ønsker at vokse i et kontrolleret tempo, således at hverken økonomi, arbejdsmiljø eller vore værdier sættes over styr.

Fælleskassen

J.A.K. bladet