Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - januar 2006

Renten og den mentale forurening
Af Jakob Mikkelsen

Når vi taler økologi og bæredygtighed, glemmer vi ofte, at økonomien også skal tænkes med på den måde, at det økonomiske system skal være bæredygtigt, hvilket er forudsætningen for sammenhængen i den enkelte families økonomi. En bæredygtig økonomi baserer sig ikke på spekulation i et vakkelvornt økonomisk system, hvor det gælder om at kunne flytte sine penge til denne eller hin valuta inden et eventuelt økonomisk sammenbrud et eller andet sted i verden – helst i Asien eller Sydamerika. Det findes ganske respektabelt, at mennesker lever af at spekulere, og at der skabes store fortjenester uden at præstere et reelt stykke arbejde. Kun få skænker det en tanke, hvor disse fortjenester kommer fra.

Hvad man dog lærer børnene
En dreng sagde en dag til mig, at han kunne godt tænke sig at have 10 millioner kroner i banken. Så kunne han få renter af disse penge og have lidt ekstra til forbrug. Det overraskede mig ikke, da det jo er en helt almindelig indstilling, ja faktisk den indstilling hele vort pensionsopsparingssystem hviler på. At børnene allerede i 11 års alderen har fået forurenet deres tankegang kommer heller ikke bag på mig, da de jo i skolen lærer om, hvor meget de kan få i rente på et bankindestående. Mange lærere kan ikke dy sig for at løfte den moralske pengefinger og understrege, hvor vigtigt det er at spare op, og de falder let for fristelsen til at bruge renteindtægten som argument. At pensionskassens renteindtægter kommer fra os selv i form af renter, fortrænger vi! Hvor mange gange har husejere betalt deres hus? De fleste har betalt mere i rente og gebyrer end i afdrag, så svaret er mindst to gange!
Min datter fortalte en dag sin matematiklærer, at hun vidste, at der fandtes pengeinstitutter, der lånte penge ud uden at kræve rente af pengene, mod at man ikke fik rente af sine indeståender. Det ville han ganske enkelt ikke tro på, men det gør der altså! Han ved det bare ikke og kan end ikke forestille sig det.

Penge som et rentefrit byttemiddel
Der findes økonomiske fællesskaber, som ikke bygger på den enkeltes profitjagt, men derimod på et ønske om at have et godt og ubekymret liv med den indstilling, at penge ikke er et udbyttemiddel, som man bruger til at plukke sin nabo med, men derimod et velegnet byttemiddel, der fungerer til alles bedste. Disse pengeinstitutter er ejet og drevet af brugerne for brugerne. Ingen skal tjene på det. Derfor kan man udelade renten. Det er dog klart, at personalet skal have løn, ligesom der også vil være en del andre omkostninger i disse pengeinstitutter, hvorfor der opkræves et administrationsgebyr som en vis procentsats af lånet. Denne procentsats ligger typisk på 3,5-5 %, og det gælder alle brugere. Ingen kan som i de kommercielle pengeinstitutter forhandle sig til en lavere rente. Det er dog vigtigt at holde fast i, at det er administration og ikke rente, hvilket jeg vil komme ind på lidt senere.
Jeg konstaterer i indledningen, at de færreste gør sig tanker om, hvor spekulationsgevinsterne og renteindtægterne kommer fra. Det er nok en sandhed med modifikation, men de, der spekulerer over det, accepterer tilsyneladende, at spekulanterne tilraner sig de producerendes retmæssige overskud. Dette sagt ud fra den holdning, at det er producenten og hans ansatte, altså dem, der har gjort arbejdet, der må være de nærmeste til at høste lønnen for deres arbejdsindsats, og ikke en tilfældig spekulant. For det er helt klart, hvor spekulationsgevinsten kommer fra: den kommer fra den, der yder den fysiske indsats – på den ene eller anden måde. Ved spekulation opbygges enorme pengebeholdninger på private hænder, i fonde, i store selskaber osv. Resultatet er, at meget få procent af befolkningen ejer langt den største del af hele verdens økonomiske værdier.

Forskel på rente og administration
Her kommer min forklaring på, at det ikke er ligegyldigt, om en afgift til pengeinstituttet er rente eller administration:

• Rente er en afgift, der betales til pengeejeren til gengæld for, at han ved et lån stiller sine penge til rådighed. Renten går ind i samme pengetank, som lånet blev ydet fra! Hvordan kan disse rentepenge komme ud af pengetanken igen? Det kan de kun gennem nye lån (= øget gældsætning). Sagt på en anden måde: Låntageren kan kun få penge til at betale renterne ved at optage nye lån.
   
• Administration er en afgift, som låntageren betaler til pengeinstituttet til dækning af de nødvendige omkostninger ved at drive et pengeinstitut. Det er kun få steder, personalet arbejder uden løn og selv stiller lokaler til rådighed. De fleste pengeinstitutter har løn-, revisions- og lokaleudgifter m.v., hvorfor de selvfølgelig skal have en indtægt.
  Administrationsafgiften forsvinder til forskel fra renten ikke ned i en stor pengetank, hvor den kun kan komme ud fra i form af nye lån eller investeringer, der skal skabe et endnu større afkast til pengetanken og dens ejere. Den bliver udbetalt i lokalsamfundet som løn til personalet, husleje til den der ejer bygningerne, løn til revisorerne osv. Kort sagt: Administrationsafgiften fremmer det lokale økonomiske liv. Vi ser i disse år produktionerne søge derhen, hvor det største afkast findes – både med hensyn til branche og geografi. De største investorer har ikke længere noget geografisk eller branchemæssigt tilhørsforhold, og de producerer ikke længere det, de er gode til. Nej, tværtimod søger de afkastet for enhver pris.

Vanetænkning om kvantitet frem for kvalitet
Hvad betyder så renten for vores tankegang? Ja først og fremmest betyder renten helt konkret, at vi er nødt til at have en konstant økonomisk vækst, idet rentetilskrivningen betyder en konstant inflation. Det er en umulighed at have nulvækst i et samfund, der bruger et økonomisk system med renter.
Og nu til overskriften: At vi er nødt til at have konstant vækst, præger vor tankegang voldsomt. At det er vel accepteret at skabe sig en indkomst ved spekulation betyder, at selv hæderlige mennesker falder for plattenslageri og ulovlige økonomiske transaktioner ved løftet om nogle let tjente penge. Tænk bare på pyramidespillene og i særdeleshed halvfemsernes selskabstømmersager, hvor flere, der normalt har en rimelig moral, er faldet i.
Væksttænkningen har fået os til at tænke i kvantitet og hurtighed/effektivitet frem for kvalitet. Et samfund, hvor vi ikke var tvunget til hvert eneste år at præstere tal, der er lidt større end dem, vi opnåede forrige år, ville kunne prioritere andre og mere spirituelle værdier.

En bæredygtig balance
Det er min påstand, at rentesystemet er årsagen til, at vi bruger kunstgødning og giftige sprøjtemidler på den mad, vi selv spiser og på den jord, der skal give os vort drikkevand i de næste mange år. Blot for at øge produktionen. Landmanden og gartneren er så vant til at tænke i vækst, og dette gælder ikke mindre deres rådgivere, så de helt glemmer, at der kunne være andre måder for vellykket produktion end den kvantitative. Det er for mig ingen tilfældighed, at der blandt J.A.K. folk (medlemmer af Landsforeningen J.A.K. og brugerne af J.A.K. pengeinstitutterne) er en betydelig forståelse for biodynamisk og økologisk dyrkning af jorden. Det er, fordi bæredygtighed ikke kan tænkes inden for ét område isoleret, men netop indgår i en (bæredygtig) balance med alle andre elementer i vort samfund. Landsforeningen J.A.K. har derfor taget initiativ til et samarbejde med en række J.A.K. pengeinstitutter om oprettelsen af et grønt pengekredsløb kaldet ØKOnto. Her kan brugere af disse J.A.K. pengeinstitutter oprette en konto, hvor de indestående beløb udlånes til grønne tiltag gennem de deltagende pengeinstitutter til en meget fordelagtig rente, nemlig 4,5% p.a. Se mere på Landsforeningens hjemmeside herom (www.jak.dk).
Et økologisk samfund kan ikke arbejde med det nuværende pengesystem, eller i det mindste mener jeg, at ”rentetankegangen” vil have som konsekvens, at medlemmerne stadig hænger fast i ideen om størst mulig produktion for mindst mulig indsats – frem for bedst mulig kvalitet for bedst mulig indsats! Derfor er det utroligt vigtigt – ja livsvigtigt, at vi afskaffer renten!
Rentetankegangen fremmer egoismen, da den i bund og grund går ud på at få noget ud af andres indsats med mindst mulig egenindsats, hvorimod det rentefrie samfund baseres på fællesskab. Derfor vil J.A.K. afskaffe renten og erstatte det private pengeudlån med en samfundsbank, hvor det er folket, der via samfundsbanken til fælles bedste stiller omsætningsmidler til rådighed for dem, der har behov. I en samfundsbank vil en eventuel rente gå i samfundets kasse og delvist kunne erstatte skatterne – til forskel fra i dag, hvor det jo er de private pengeejere, der til stadighed øger deres formuer!
Landsforeningen J.A.K. har i 75 år arbejdet med oplysning om bæredygtig økonomi. J.A.K. folk har forsøgt forskellige praktiske tiltag til udførelsen af J.A.K.s ideer i praksis. Derfor har Danmark i dag noget helt enestående, nemlig et antal små selvstændige pengeinstitutter, der arbejder ud fra J.A.K.s ideologi. Her skal ikke trækkes penge ud til grådige investorer eller andre, der vil leve af dine og mine penge. Lad os bevare det for fremtiden, så også andre får chancen, som vi har fået den.

Og med disse ord: Til lykke med de 75 år.

J.A.K. bladet