Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - januar 2006

Fremtiden er forudsigelig

– et debatoplæg om J.A.K.s eksistensberettigelse
Af Henrik Friis, direktør i viden.dk

Er der noget, man tit hører, så er det, fremtiden er uforudsigelig. Hvor mange har ikke sagt, at de ikke tør spå om fremtiden? Når jeg så her alligevel påstår det modsatte – at fremtiden er forudsigelig – så kræver det en forklaring. Eller man kan med rette spørge: Hvad er det, som er forudsigeligt, og hvad er det, der stadig forbliver uforudsigeligt.
En ting, der er helt sikker: Vi kan med meget stor præcision forudsige menneskets gennemsnitlige adfærd nu og i fremtiden. På basis af fødselstal kan med stor sikkerhed siges noget om størrelsen af forskellige befolkningsgrupper, selvfølgelig korrigeret for ind- og udvandring. Sammenholder vi befolkningsgrupper med de naturlige udviklingsforløb, et menneske gennemløber igennem et liv, så kan vi faktisk også sige ret meget om de tendenser, der vil være mest dominerende i samfundet. Vi kan f.eks. forudsige, om lånebehovene i Danmark vil stige eller falde. Dermed kan vi forudsige, hvilke sektorer der højst sandsynlig vil blomstre – og hvilke, der får dårlige vilkår. Sådanne forudsigelser har vi forskere til, og nogle af dem kalder vi ligefrem fremtidsforskere. I denne artikel har jeg anlagt en anden indfaldsvinkel, fordi jeg mener at vide noget andet om fremtiden, som er endnu mere eksistentielt.

”Selverkendelse” vil nå nye højder
Hvorvidt nogle forskere har indtaget samme perspektiv om fremtiden, det ved jeg ikke, men jeg ved, at flere og flere mennesker vil nå til flere og flere erkendelser om deres eget liv. Eller sagt med andre ord, at markedet for ”selverkendelse” vil nå nye og uhørte højder. Hvordan kan jeg sige det med så stor sikkerhed? Det kan jeg, fordi verden hele tiden bliver mere kompleks. Der stilles hele tiden nye og større krav til mennesket, derfor stiger behovet for at lære nyt hele tiden. Når verden bliver mere kompleks og krævende, så vil der også være flere, der spørger ind til meningen med det hele. Har læseren kendskab til åndsvidenskab, vil denne vide, at menneskets udvikling er i rasende vækst og har været det i meget lang tid. Vi ser det bare tydeligere i dette og sidste århundrede, fordi væksten ikke er liniær, men eksponentiel. Ja, den overgår rentes rente – og det er forklaringen på, at vi stadig kan holde stand. Videns viden er endnu større. Kender vi ikke alle den fornemmelse, hvor vi siger: ”Det var dog utroligt, hvad de kan nu”. Og ”de” er de unge og virksomhederne, der hele tiden fremstiller nye produkter. Tænk bare på telefonen, bilen, computeren eller Internettet, bare for at nævne et par stykker. Alt sammen er forholdsvise nye opfindelser, hvis vi ser menneskets udvikling i et større perspektiv. Ned igennem tiden har videnskabsfolk af ånden fortalt om en ny tid. Alle uden undtagelse kunne fortælle, at fremtidens mennesker ville få større kendskab til åndslivet end før. Den nye tid sker hele tiden, og den fører os frem mod nye og ubegribelige højder af viden og indsigt hele tiden. Det er det enkelte menneske, der skal vælge at tilegne sig denne vækst i viden.

En ”personlig krise”
Med udgangspunkt i åndsvidenskaben kan jeg også forudsige en anden spændende ting, og det følger af det faktum, at markedet for ”selverkendelse” er i vedvarende vækst. Det er, at tilstanden af ”personlig krise” også er i vedvarende vækst. Det skulle man ikke umiddelbart tro. De to størrelser ”selverkendelse” og ”personlig krise” synes jo at være modsætninger. Forklaringen er den, at lige før mennesket når en ny selverkendelse, så har den befundet sig i tilstand af ”personlig krise”, og her behøves den ”personlige krise” ikke at være noget dramatisk og voldsomt. Det kan udmærket være en vedvarende utilfredshed, der på et tidspunkt motiver den enkelte til at gøre noget aktivt. I andre tilfælde er det kun en tragisk eller traumatisk hændelse, der kan råbe os op i vores forsøg på hele tiden at følge med tiden. Her er verden dejlig uforudsigelig. Det man kan sige er, at nogle mennesker på et tidspunkt vælger at tage livet i deres egne hænder. Hvor mange og hvem det lukkes for er individuelt. Prøv engang at spørge jer selv følgende: Er jeres generation bedre eller dårligere til at tage livet i egne hænder end den foregående? Hvis ellers I synes, at svaret er så indlysende som jeg, så er det vel bevis nok for, at markedet for ”selverkendelse” er i vedvarende vækst.

Et åndsvidenskabeligt resultat
Hvilke områder er det så, disse selverkendelser vil handle om? Her er mit bedste bud, at det er de områder, den foregående generation havde størst problemer med. For mit eget vedkommende mener jeg at vide, at det, som voldte mine forældres generation størst problemer, var emner som parforhold, økonomi, sundhed samt arbejdsliv. Det er i hvert fald et åndsvidenskabelig resultat, at de familier, man fødes i og opvokser i, er de grundtemaer, vi senere i livet tager op. Det er også derfor, traditionelle forskere diskuterer, om mennesket er præget af miljø og arv. Om de dominerende kerneområder for ”selverkendelse” i fremtiden bliver parforhold, økonomi, sundhed samt arbejdslivet er selvfølgelig gætteri, selvom jeg selv mener, det er nogle gode bud.

J.A.K.s eksistensberettigelse
Det fører hen til en anden ting, og som jeg må erkende er motivet for denne artikel. Nemlig J.A.K.s eksistensberettigelse i en fremtid, hvor mennesket søger svar inden for nogle udpegede kerneområder. Her bør man selvfølgelig først spørge, hvad er det for en viden, som J.A.K. rummer? J.A.K.s formål med at skabe økonomisk og menneskelig frigørelse tager sit udgangspunkt i praktiske funktioner, der er økonomiske funktioner. Inddrages alle medlemmer, tror jeg også godt, man kan sige, at J.A.K. størrelsen ved ganske meget om sundhed. Jeg tror, medlemmerne er meget bevidste om det at passe på sig selv. Især den kvindelige medlemskreds.
Når nu markedet for ”selverkendelser” er i vækst, hvorfor oplever J.A.K. ikke, at flere mennesker opsøger foreningen? Det finder jeg ikke paradoksalt, men for at svare ordentligt, er det nok nødvendigt at se hvilke kriterier, der bør være opfyldt for at glæde ens medmennesker. Først og fremmest må man have noget værdifuldt at give dem. Det næste er måden, man formidler det på, den skal være troværdig. Hvad er troværdig? Det er troværdigt, hvis man kan synliggøre, at den ”medicin”, man anbefaler, også virker. F.eks. at man har testet den, og 10 ud af 10 gange virker den. Det er også troværdigt, når f.eks. Kristus sagde: ”Jeg er vejen, følg mig”. Hvorfor? Fordi alle kunne mærke hans tilstedeværelse, og de var ikke et øjeblik i tvivl om, at han var sandheden og kærligheden – vejen. Så tilbage til J.A.K. – kan det tænkes, at J.A.K.s ”personlige krise” er, at den har glemt disse dyder? Var ikke også Stifteren troværdig? Og var hans handlinger ikke også værdifulde? J.A.K.s storhedstid var i en tid, hvor foreningen faktisk gav mennesket en ”medicin”. Det er altid vigtigt at undersøge patienten, før man udskriver en medicin. Dermed mener jeg, at de ting, som Stifteren satte i værk, var noget, som passede på de sygdomstegn, han så og undersøgte. J.A.K.s eksistensberettigelse er derfor, at foreningen forstår sin samtid, at foreningen kan udpege de områder med problemer, der er, og som foreningen vil arbejde med. Og vigtigst af alt, at arbejdet fører til løsninger, som medlemmer kan mærke virker. Der er altså behov for en handlingsplan, der tager udgangspunkt i et grundigt forarbejde. Et forarbejde om de problemer der findes i samfundet og et formålsgrundlag for foreningen, hvor man søger at løse et eller flere af de problemer, man har identificeret. Eller kort og godt: at gøre gavn. Er selverkendelse ikke menneskelig frigørelse? Vil en forening som J.A.K. ikke også være nødsaget til at kende den vej, den anbefaler? Her er det vel vigtigt at understrege, at en erkendelse ikke er en tanke, en ide eller en fjerntliggende vision. Erkendelser, der fører til menneskelig frigørelse, er håndgribelige, og håndgribelighed er konkrete handlinger.

Nutidens unge vil se resultater
Det betyder ikke, at de gamle svar ikke gælder, men snarere at der bare ikke lyttes til dem, fordi patienten har flyttet sig. Patienten er måske stadig forgældet, men den opfatter ikke sin situation som uoverkommelig eller som problemets kerne. Nutidens unge vil se resultater og vil forstås. De unge har behov for, at de ældre lytter til dem og rådgiver dem på en vis måde. Antog vi, at J.A.K. mærkesagen er et rentefrit samfund. Vil det få nutidens travle menneske til at lytte? De søger svar på livet nu og her, hvorfor en tanke om et rentefrit samfund ikke umiddelbart byder på meget i forhold til deres liv. Hvis man derimod først gav dem noget, de kunne bruge nu og her i deres liv, da vil de være langt mere åbne for tanken.
Fra min egen ungdom husker jeg alt for godt de såkaldt vidende ældre, der talte om parforhold, økonomi, sundhed og arbejdsliv, hvis de i det hele taget turde tale åbent om problemerne. Jeg tror inderligt, at J.A.K. har brug for at skabe en ny troværdighed i omverdenen. Troværdigheden skal være så markant, at der ikke er nogen tvivl om, at ”sagen J.A.K.” ønsker at frigøre mennesket – eller hvad det nu er, J.A.K. beslutter er deres mærkesag.

J.A.K. skal søge indsigt
Det er her, jeg ønsker at føre læseren hen! Er man ellers enig med mig, i at visse kerneområder er afgørende for nutidens mennesker, så kan J.A.K. finde ny styrke i netop at sætte en eller flere af disse på dagsorden. Men først må J.A.K. selv søge indsigt, da svaret ikke nødvendigvis findes i den gamle viden, der omgiver sagen J.A.K.
Gør foreningen ellers et grundigt forarbejde, så vil mennesker komme af den simple grund, at der er noget at komme for. Og ordet vil sive ud, og folk vil opleve, at det ”sagen J.A.K”. har valgt at arbejde med i dette årti, frigør dem. J.A.K. vil da fremstå som en troværdig forening, der har sagt Ja til Ansvarlighed og Kærlighed.
For at forudsigelsen skal gå i opfyldelse, vil det kræve noget af hvert enkelt medlem, så det er min opfordring. Spørg jer selv, hvad i som medlemmer kan give foreningen og det fællesskab, vi kalder samfundet. Giv foreningen en gave på dens 75-årige fødselsdag. Lad det være en gave, der gør stor gavn, og som motiverer andre til at gøre ligeså i fremtiden.
 

J.A.K. bladet