J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - januar 2006

Drømme og visioner
mod de næste 75 år

Af Morten Andersen

Hvis vi med vor ideologi vil være med til at fremme samfundet til et bæredygtigt samfund, er det nødvendigt, at udviklingen sker i tilpasning med samfundet i øvrigt.
Vi kan se, at de seneste års lave rente har haft stor betydning for samfundet – der er skabt tillid i befolkningen, som tør investere i fast ejendom, varige forbrugsgoder og øget pensionsopsparing.
Morten Andersen th og Poul Busk Sørensen

Politikere, vismænd, økonomer og erhvervsfolk har forstået rentens betydning. De kan alle se, at der er dynamik i samfundet med lav rente – det går godt både indenlands og med eksport til udlandet.
De samme mennesker fortæller, at hvis bare renten stiger 1% point, vil ejendomspriserne falde. Der vil blive op mod 20.000 flere arbejdsløse og vor konkurrenceevne vil falde, så det er åbenbart, at renten har en skadelig virkning for samfundet.
Så vigtigheden af, at vi stadig fastholder rentefriheden er stor og altafgørende, og at vi er synlige og er med til at påvirke udviklingen i samfundet.
En væsentlig faktor til dette vil være en nedtrapning af rentefradragsretten. Det vil, ikke mindst på grund af nuværende lav rente, være lettere end tidligere under højt renteniveau. En sådan ændring vil i øget grad styrke rentefrihedens værdi.
Samtidig hermed kunne en fjernelse/nedtrapning af ejendomsværdi-beskatningen ske, hvilket sammen med fjernelse/nedtrapning af rentefradraget vil give en væsentlig administrativ besparelse i den offentlige administration.
Om pensionsopsparing: En anvendelse af pensionsmidler til udlån til opsparerne, der som sådan låner sine egne penge til pensionskassernes administrations-omkostning, og med tilbage-betalingsudløb inden låntagers 60. år. En ordning, som svarer til nuværende årskronemodel.

Ovennævnte egentlige få elementer vil være et stort skridt i retning hen imod et samfund med bæredygtig økonomi.
En bæredygtig økonomi er et stærkt grundlag for en bæredygtig økologi, så det er vigtigt, at vi også de næste 75 år udbreder vor ideologi om bæredygtig økonomi og bæredygtig livsstil.

Morten Andersen har uafbrudt været i bestyrelsen for Fælleskassen siden starten i 1985, heraf 18 år som formand.

Morten er bestyrelsesmedlem i J.A.K. region Øst- og Nordsjælland og medlem af Landsforeningen J.A.K.s repræsentantskab.

 

J.A.K. bladet