Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - januar 2006

Interview med en af J.A.K.s frontkæmpere

45 år med Jord + Arbejde = Kapital
Af Finn Bentzen

Hvis man har hørt om J.A.K. bevægelsen gennem snart mange år, har man også hørt om Poul Busk Sørensen

Få – men heldigvis flere end Poul – har så uselvisk, men alligevel så overbevisende, talt J.A.K. bevægelsens sag, samtidig med at Poul har været primus motor i forbindelse med start af lokalforeninger og Fælleskassen i København. Vi er mange, bl.a. os, der arbejder med J.A.K. bladet, som har haft stor glæde af Pouls oplysende artikler og Pouls arbejde i redaktionsudvalget.
Det er derfor naturligt for mig at stille Poul nogle – forhåbentlig – relevante spørgsmål i forbindelse med udgivelse af 75 års-jubilæumsbladet.

Selvom du efterhånden er blevet en voksen mand, har du jo nok ikke været med fra begyndelsen. Fortæl derfor, hvornår og hvordan du mødte J.A.K -bevægelsen første gang, og hvad det var, der fik dig til at blive så fanget af og forankret i J.A.K.?

Jeg mødte første gang tankerne om J.A.K., da jeg i 1959-61 var militærmægter i Kompedallejren. De 22 måneder gav masser af tid til drøftelser nægterne indbyrdes og til at tænke nærmere over de ofte fantasifulde postulater, man blev præsenteret for.
I lejren var der et par meget ivrige J.A.K. folk – Poul Erik Jensen fra Nordjylland og Henry Thygesen fra Silkeborg. De arrangerede ligefrem interne debataftener om rentefri økonomi, og de udvirkede, at talere fra Landsforeningen J.A.K. blev inviteret til arrangementer, som lejrens kulturudvalg havde mulighed for at arrangere.
Da jeg aldrig havde hørt om J.A.K. før, var jeg i begyndelsen noget skeptisk, men efterhånden var logikken i afskaffelsen af renten og oprettelsen af en samfundsbank åbenbar.
Ved nærmere studium begyndte jeg at forstå rækkevidden af de ideer, som var selve grundlaget for J.A.K. bevægelsen. Det er det, jeg i tale og skrift har omtalt som livsloven: Jord + Arbejde = Kapital.

Hvordan var bevægelsens vilkår, da du fik kendskab til J.A.K.? Vi, der kom med senere, har jo fået fortalt om de rigtig mange medlemmer og de mange møder rundt omkring i landet, om bevægelsens store mænd og kvinder og om mange ydmyge små ”pengesteder”.

Efter mødet med tankerne i Kompedallejren gik det stille og roligt med min tilknytning til J.A.K.
Det begyndte med en konto i J.A.K. Banken, som var oprettet i 1958 og ret hurtigt fik en pæn tilslutning. I løbet af 1960erne blev hovedsædet i Middelfart suppleret med ca. 25 afdelinger og kontorsteder fordelt ud over landet.
Midt i 1960erne flyttede jeg til København, hvor min kone Inger og jeg blev medlemmer i Københavns lokalkreds. På et tidspunkt var der faktisk godt 100 lokalkredse, og J.A.K. bladet havde over 3.000 abonnenter.
Som du åbenbart har fået fortalt, arrangerede lokalkredsene – ofte i samarbejde med den regionale afdeling af J.A.K. Banken – mange møder ud over landet. Sidst i 1960erne var ”koryfæerne” Peter Madsen, Sven Skou, Aksel Sørensen og Troels Grønnebæk. På et tidspunkt fik jeg en plads på holdet – ikke mindst havde det en vis interesse at høre en af bevægelsens ”himmelstormere”.

Hvorfor er interessen for J.A.K.s arbejde gået så meget tilbage? Har budskabet og ideologien ikke samme betydning for menneskeheden som førhen? Mangler der solidaritet? Har det enkelte menneske nok i sig selv?

Jeg er ikke så sikker på, at der ikke fortsat er en pæn interesse for det tankesæt, J.A.K. i sit grundlag repræsenterer. J.A.K. bevægelsen var i den danske andedam en af de første med tanker, som i dag er indeholdt i programmer for et væld af bevægelser.
Det har aldrig været en hjertesag for mig, at J.A.K. skulle have patent på alle gode tanker. Jeg kan oprigtigt glæde mig over, at frø, jeg har sået rundt omkring i årenes løb, er groet op som flotte planter i andre bevægelser og organisationer. Jeg har altid været talsmand for, at J.A.K. skal søge samarbejde med andre, der langt hen ad vejen trækker på samme hammel.
For mig er antallet af medlemmer i Landsforeningen J.A.K. ikke det eneste saliggørende. Det vigtigste er, at der til enhver tid er medlemmer, som er parate til at føre J.A.K. bevægelsens tanker og praktiske virke videre, hvis der opstår vanskeligheder – som det var tilfældet efter J.A.K. Bankens fusion med Bikuben, hvor idealistiske medlemmer i lokalkredsene dannede fælleskasser (forløberne for dagens J.A.K. andelskasser og Folkesparekassen).

Hvad tror du, Landsforeningen og pengeinstitutterne skal gøre fremover for at få videregivet budskabet ”menneskelig og økonomisk frigørelse”? Tror du, folket af i dag forstår J.A.K.s formål og betydning heraf? – eller tror du, at J.A.K. har overlevet sig selv, og der kun er en lille flok af naive såkaldte idealister tilbage?

For det første er det vigtigt, at der som en selvfølgelighed er et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem Landsforeningen/regionerne og J.A.K. pengeinstitutterne. Regionerne skal sørge for, at der altid sidder J.A.K. folk i J.A.K. pengeinstitutternes bestyrelser/repræsentantskaber. Det siger sig selv, at ”J.A.K. folkene” skal acceptere, at fx lovbestemte krav og andre hensyn til den daglige drift kan gøre det nødvendigt at drive pengeinstituttet på en bestemt måde – ligesom pengeinstituttet som en selvfølgelighed altid husker og værdsætter sine rødder i J.A.K. bevægelsen.
Jeg er slet ikke så bekymret for fremtiden. Tilslutning går i bølger – i dag har andre bevægelser med næsten samme tankegang som os vind i sejlene – pludselig er det måske os, der er frontløberen – det drejer sig om at konsolidere vore tilbageværende J.A.K. pengeinstitutter, da samhørigheden mellem J.A.K.s idealistiske og praktiske arbejde er af fundamental betydning (ellers ender det bare i ufrugtbar snak).

Hvad har J.A.K. og alle bevægelsens aktiviteter betydet for dig gennem din lange J.A.K. tid?

Der er en bestemt ting, som overstråler alt det andet. Da jeg pludselig forstod, at ”Jord + Arbejde = Kapital” er en livslov, blev J.A.K. et fast grundlag for hele min tilværelse. Det kræver nok en nærmere forklaring.
Hvad er J.A.K. livsloven? Kort fortalt symboliserer de tre bogstaver – J.A.K. – en livslov. Hvis man følger livets love, er der gode chancer for, at ens liv udvikler sig, som man ønsker det. Dersom man bryder livets love, kan det gå galt.
J.A.K. er den daglige forkortelse for Jord – Arbejde – Kapital, som kan forklares således:
Jord er symbol for råstoffer af enhver art, hvad enten det er de materielle, kunstneriske eller idemæssige. Arbejde er symbol for den tilvirkning, råstoffet gives for at blive til det færdige produkt. Kapital er de værdier, der skabes. Når Jord og Arbejde får lov at samvirke uden hindringer, kan vi skabe Kapital (=ægte værdier).
Lad os forudsætte, at et stykke jern lægges i hånden på en smed, så kan hans produkt blive en spade eller et våben. Her har ”Jord + Arbejde” altså valget mellem at skabe et positivt eller et negativt produkt.
Heldigvis stopper livsloven J.A.K. ikke ved det ”produktionsmæssige” alene. Det ædleste råstof (Jord), man kan pege på, er vore egne længsler, tanker og drømme. Den fineste tilvirkning (Arbejde), der tænkes kan, må ske gennem vore følelser, vor fornuft og vor vilje. Det resultat (Kapital), der herved opnås, er vore egne handlinger = menneskelig frigørelse.
Når vi så kombinerer den fulde opfyldelse af J.A.K. livsloven, må vi komme til den overbevisning, at smedens længsler, tanker og drømme vil udmønte sig i en spade i stedet for et våben.
Da jeg havde fået øjnene op for rækkevidden af de tanker, som er grundlaget for J.A.K. bevægelsen, forstod jeg også, at hele mit liv er underlagt J.A.K. livsloven.
Mødet med J.A.K. var for mig en helt ny måde at tænke på. Selvfølgelig kan jeg som et almindeligt menneske ikke i alle livets forhold og i alle handlinger leve 100% op til J.A.K. livsloven – men jeg kan bruge den som facitliste og tydeligt se konsekvensen, når jeg kommer lidt for meget på afveje.

Er der noget særligt, du mindes fra din aktive J.A.K. tid, som du vil delagtiggøre Jubilæumsbladets læsere i?

Ja, meget gerne. Det var en ære, da J.A.K. fælleskasserne ønskede mig som medlem af det udvalg under Industriministeriet, der skulle udarbejde retningslinjer for gennemførelse af en ny lovgivning for virksomheder, der modtog penge som indlån med udlån for øje. Den nye lov fik som resultat, at fælleskasserne i 1985 kunne blive pengeinstitutter (andelskasser) og starte med en egenkapital på 500.000 kr.
Loven var med til at skabe en omvæltning i min personlige tilværelse. Husum Fælleskasse, som var stiftet af 6 mennesker (Ester og H. P. Jørgensen , Søholm, Zacho, Inger og mig selv) i en dagligstue i Brønshøj den 30. november 1976, kunne nu blive pengeinstitut og blev sammen med fem andre fælleskasser til ”Fælleskassen Samøkonomi – J.A.K. andelskasse”. Så langt, så godt – men det var ikke muligt at få bankfolk til at lade sig ansætte i ”et så usikkert foretagende”.
I København var vi fast besluttede på, at Fælleskassen skulle etableres og fungere med et rimeligt ansigt udadtil – det måtte være slut med fritidsarbejde og de orange kolonnebøger hjemme i kommodeskuffen på Tårnvej. Resultatet blev, at jeg i august 1984 måtte skippe mit job som redaktør i FDB og starte som en slags bankmand i et beskedent lokale i Rantzausgade på Nørrebro.
Selve overgangen til pengeinstitut skete pr. 1. oktober 1985. I mellemtiden var det lykkedes at lave en aftale med J.A.K. Andelskassen Slagelse om et personalemæssigt samarbejde, således at begge kasser i åbningstiden kunne være bemandet med mindst to personer. Denne aftale fortsatte indtil april 1991, hvor begge andelskasser havde nået en sådan størrelse, at der både var behov for og kunne lønnes flere medarbejdere. Fælleskassen var i 1986 flyttet til større lokaler i Korsgade, stadig på Nørrebro.
Jeg er ikke uddannet bankmand – hvilket flere sikkert vil skrive under på – så det var en befrielse for mig, at jeg på et tidspunkt kunne hellige mig information og markedsføring og overlade den bankmæssige betjening til mere kvalificerede kolleger.
I dag har Fælleskassen adressen Bülowsvej 48A på Frederiksberg, hvor 12 medarbejdere betjener over 5.000 andelshavere og medlemmer og varetager en balance på 250 mio. kroner.
Selv gik jeg efter 14 år i Fælleskassen på efterløn i december 1998, og siden da har jeg kunnet glæde mig over, at de 6 J.A.K. fælleskasser så rigtigt, da de i 1985 lagde deres kræfter sammen og med 140 brugere fusionerede til ”Fælleskassen Samøkonomi – J.A.K. andelskasse”.

Mener du, at der er noget, som burde eller bør være gjort anderledes?

En bevægelse med et program som J.A.K. vil altid tiltrække engagerede mennesker med en fast tro på, at netop bevægelsens og deres egen mening bør være den på bjerget gældende. Det kan betyde meget stålsatte standpunkter både eksternt og internt.
Når jeg ser tilbage på min tid som aktiv J.A.K. mand, kan jeg godt se eksempler på, at både jeg selv og andre har brugt megen tid på lidet givende interne debatter – i stedet for i fællesskab at ”erobre verden”.
Mit lønlige håb skal være, at fremtidige medlemmer og medarbejdere i J.A.K. bevægelsen tager udgangspunkt i, at de har en fælles opgave at løse – og at nuancer i opfattelse af diverse emner ofte kan være en styrke – og ikke nødvendigvis skal føre til ophedede debatter og i værste fald afbrydelse af et ellers frugtbart samarbejde for en fælles sag..
Alle er vigtige i fremarbejdet – nogle værner om den måske utopiske drøm om menneskelig og økonomisk frigørelse – andre yder et formidabelt praktisk stykke arbejde i dagligdagen – alle har de en vigtig opgave i opfyldelsen af et fælles mål. Husk, at det gamle mundheld ”Enighed gør stærk” stadig har sin enorme betydning.

Og så til et af de spørgsmål, som jeg synes er vigtigst at få et kvalificeret bud på! Hvad er vigtigst: den lave rente eller ideologien? Nu ikke noget med at svare ”ja, hvem kom først, ægget eller hønen”.

Jeg har altid syntes, at det virker dramatisk at kalde J.A.K. for en ideologi, men det kan jo være op til den enkelte.
Som det gerne skulle fremgå af dette interview, betragter jeg personligt J.A.K. som en livslov, men samtidig har J.A.K. på et specielt område – økonomien – udtænkt et system, der bygger på en rentefri samfundsbank. På vej mod denne samfundsbank søger J.A.K. at oprette praktiske funktioner, der måske kan være et skridt på vejen – men under alle omstændigheder kan være af aktuel værdi for dem, som vælger at deltage.
For mig er alle i J.A.K. arbejdet lige værdifulde. Hver krone, som kan benyttes i fremarbejdet, er velkommen. Ligesom havet består af milliarder af dråber, består kampen for et retfærdigt økonomisk system af mange ”små” menneskers indsats. Ingen kan undværes – alle er velkomne.


Tror du J.A.K. bevægelsen overlever og hvordan?

Når en bevægelse kan bestå i 75 år, er det ingen døgnflue. Ved at betragte J.A.K.s historie vil man se, at der altid – selv når det tilsyneladende så sort ud – har været mennesker, som var parate til at føre bevægelsen videre. Seneste gode eksempel er oprettelsen af fælleskasser efter J.A.K. Bankens endeligt. Kombinationen af dybe menneskelige tanker og et praktisk virke vil altid tale til en skare, stor eller lille.
En vigtig lære i løbet af de 75 år har for mig at se været, at J.A.K. ikke må lukke sig inde i sig selv. Vi skal være åbne over for omverdenen – vi skal samarbejde med andre bevægelser – vi skal ikke i brødnid være kede af, hvis andre foreninger og organisationer aktuelt har mere vind i sejlene. Lad os sammen glædes over, at der til enhver tid vil være mennesker, der tænker på næstens ve og vel – og er parate til at gøre en indsats derfor.

Du skal have tak, fordi du ville være med, Poul.
Jeg tror, bladets læsere via dette interwiev og også ved at læse dine mange oplysende artikler har fået en fornemmelse af, at her har vi fået ”fat” på en person, der kender bevægelsen indefra gennem rigtig mange år, og som altid vil vedblive med at være J.A.K.er.

J.A.K. bladet