|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 6 - november 2005
Hvor skal vi begynde?
En vision for virke ud i tiden
Af Ejgil Jensen
Selverkendelse og selvbedrag
Opgaven er at lære os selv at kende, at genkende virkeligheden. I
virkeligheden er det ikke noget, som kan indoktrineres. Det er heller ikke
noget, som mennesker skal til at lære. Mennesket skal indefra genkende disse
sandheder, som det indefra har i forvejen, men midlertidig har glemt.
Problemet er imidlertid, at i denne illu-sionernes tilværelse, som mennesket
normalt lever under, tror mennesket, at det er sin personlighed, overtøjet.
I denne falske
identifikation med sit skyggebillede er mennesket midlertidigt underlagt
personlighedens begrænsede mekanismer. En af de stærkeste mekanismer er
selvbedraget, for det er jo netop en af personlighedens stærke kræfter.
Selvbedraget er en mekanisme, som skærpes, når mennesket begynder at gå
vejen til selverkendelse, og man kan på en vis måde sige, at blændværkets
tåger bliver tættere end nogensinde før. Det er, som om hele personligheden
stiller sig på bagbenene og mobiliserer alle resurser for at forhindre det,
som er ved at ske. Dette er altså udgangspunktet: At blive helt klar over,
at vi absolut intet ved, når det kommer til stykket. Al viden er på vort
nuværende stade midlertidig, og den sande indsigt ved vi overhovedet ikke,
hvad er. Vi må erkende, at vi absolut ingen sand viden har om noget som
helst.
Samtidig at være villig til at se sig selv så dybt i øjnene, at vi kan se,
hvor løgnagtige vi er over for os selv og andre, når vi foregiver, at vi
ved. Hvordan selvbedraget er en fast forankret instans i ens tilværelse.
Disse to ultimative krav danner udgangspunktet for at begynde at gå
selverkendelsesvejen, og ingen kan udefra overbevise os om, at dette faktisk
er tilfældet. Vi må nikke bekræftende indefra, ud fra egne erfaringer. Står
vi i denne situation, er vi modne til at begynde - ikke før.
Næstekærlighedsbudet tilsiger, at vi skal “elske vores næste, som os selv”,
men hvordan kan vi elske vore medmennesker sandt og oprigtigt, hvis vi lever
i konstant uvidenhed om vores egen natur og derfor bedrager os selv hvert
eneste sekund? Vi må med andre ord nå til en accept af os selv, før vi kan
tilgive andres bedrag. Alt dette bærer hen imod den konklusion, at vi må
begynde med os selv.
Økonomi - Et spørgsmål om valg
Der er mange mennesker, der synes, det er svært at få pengene til at slå
til. Men det er muligt at klare sig for mindre, hvis vi vælger en bopæl og
en livsstil, der er billigere.
De fleste familier i dag sætter sig i en dyr bolig, køber alle moderne
faciliteter til sig selv og børnene, hvilket alt sammen kræver to
fuldtidsjobs, og så begynder den stressede hverdag, de fleste af os kender.
Men hvorfor tage udgangspunkt i så stort et forbrug, når det slet ikke er
nødvendigt. Det er vores forbrug, der bestemmer, hvor meget vi skal arbejde.
Så hvis vi ønsker et liv med tid til vore børn og os selv, er det først og
fremmest forbruget, der skal ændres.
Set i globalt og historisk perspektiv har vi aldrig haft det så godt rent
materielt som nu, men hvordan menneskeligt? Og jeg tror, det er vigtigt
nogle gange også at sammenligne sit liv med andres. For det er en
kendsgerning, at vi er blandt de rigeste folk i verden. Så det virker
absurd, at vi klager. Det er blevet umoderne at være taknemmelig, så det er
sjældent, vi hører om nogen, der er tilfredse. Desværre virker det bare imod
vores hensigt. For når vi kun fokuserer på, hvor lidt vi har, kommer vi
aldrig til at føle os rige. Fokuserer vi derimod på, hvor meget vi har at
være glade for, bliver vi også rige mennesker. Det handler om vores
indstilling til livet. Det er os selv, der skaber vores liv; ved at dyrke
det positive tiltrækker vi også det positive og omvendt.
Det er ikke så meget, HVAD vi oplever, men HVORDAN vi oplever vor situation,
der har betydning for, hvordan livet former sig, og det er lige meget, om
det handler om økonomi eller andre aspekter af livet.
Det nytter ikke bare at læne sig tilbage i stolen. Hvis der skal ske
mærkbare ændringer, skal vi se at komme op af stolen og gøre noget aktivt
ved vores EGET liv lige nu! Måden vi lever på, og måden vi bruger og
forbruger på.
J.A.K.
bladet |