Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 4 - juli 2005

Max Havelaar
– producenterne, verdensmarkedet og den fair handel

Af projektmedarbejder, cand. mag. Ivan Petersen

Max Havelaar Danmark er en mærkningsordning, der
garanterer, at producenter i den fattigste del af verden får en fair pris for deres produkter. Kort sagt, at der bliver gjort en forskel, der kan mærkes i lokalsamfundet og hos den enkelte producent og dennes familie

Den spæde begyndelse
Som navnet antyder, er Max Havelaar ikke en dansk opfindelse. Organisationen så således første gang dagens lys i Holland i 1988. Derefter spredte ideen sig, ankom til Danmark i 1994, hvor den stiftende generalforsamling afholdtes, mens det første produkt, kaffen, kom på hylderne året efter. Alt i alt findes mærkningsordningen i 20 forbrugerlande, dog med forskellige navne som Max Havelaar, Fairtrade Foundation, TransFair eller Rättvisemärkt. Alle er samlet under den samme paraplyorganisation, FLO (Fairtrade Labelling Organizations International), der har sit hovedsæde i Bonn og arbejder med de forskellige kriterier og kontrollerer, at disse overholdes.

Der har siden begyndelsen været en støt stigning i salget af de fairtrade mærkede produkter, hvilket i 2004 mundede ud i et totalt salg til en værdi af 500 mio. USD og en årlig stigning i volumen på omtrent 50 %. Samtidig er initiativer som Fairtrade Towns i Storbritannien og Irland eller Max Havelaar ugen i en række lande, deriblandt Danmark, også blevet sat i gang, så man kan roligt tale om en organisation i fremgang.

De lave priser og den unfair handel
Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt med en mærkningsordning som Max Havelaar? Ja, det kan sådan set opsummeres relativt hurtigt. I dårlige tider med lave priser på verdensmarkedet er den enkelte producent i en udsat position. Kaffekrisen er et udmærket eksempel. Krisen, der bl.a. skyldtes overproduktion, har haft overordentligt store konsekvenser for kaffeproducenterne. De kaffeproducerende lande havde således i slutningen af 1980’erne en kaffeeksport til en værdi af ca. 10-12 mia. USD. Denne værdi var i 2004 faldet til 5,5 mia. USD, mens kaffens salgsværdi i forbrugerlandene i samme periode er steget fra 30 mia. USD til 80 mia. USD. Og den enkelte producent har været tvunget til at acceptere mellemhandleres tilbud, der ikke har dækket produktionsomkostningerne. I mange tilfælde har det så medført, at hele familier har været tvungne til at give op, forlade området og flytte til byen, som oftest til et slumkvarter.

Og kaffe er ikke det eneste produkt - sukker og ris har bl.a. også været udsat for den samme nedgang. Her kompliceres billedet endvidere af, at det i høj grad er den rige del af verden, der via eksportsubsidier og støtte er en del af problemet. USA’s ris producenter fik i 2003 eksempelvis 1,3 mia. USD i samlet støtte, hvilket svarede til omkring 72 % af produktionsomkostningerne. Og var hovedårsagen til, at et ton ris til en værdi af 415 USD i perioden 2000-2003 kunne eksporteres til en række ulande til en pris på 274 USD. Og det er i sammenhænge som disse, at en mærkningsordning som Max Havelaar kan være til stor hjælp.

Forskellen
Ideen er enkel: Man springer simpelthen mellemledene over, sådan så et kaffefirma i eksempelvis Danmark køber bønnerne direkte af producenterne. Og det til en pris, der dækker produktionsomkostningerne samt en præmie, der skal anvendes til at styrke den bæredygtige udvikling af nærsamfundet. Ud over at forpligte sig til rent faktisk at anvende præmien til bæredygtige projekter er det bl.a. også et fairtrade kriterium, at bønderne slutter sig sammen i et større kooperativ. Kooperativet beslutter så på demokratisk vis, hvad det ekstra beløb skal bruges til. Det har typisk været en skole til områdets børn, en bedre og mere miljøvenlig produktion, en forbedring af de sanitære forhold eller installation af IT.

Det danske kaffefirma forpligter sig så til gengæld til at betale den højere pris og præmien til det enkelte kooperativ. Derudover betales der en licensafgift for at sætte mærket på emballagen, og dette beløb bruger Max Havelaar Danmark til sine aktiviteter såsom generel formidling eller informationskampagner. Og det er et godt budskab, der skal formidles videre. Mere end 800.000 producenter i mere end 50 lande nyder godt af ordningen, der i 2004 gav dem en ekstra gevinst på omtrent 50 mio. USD. Det er dog også et nødvendigt budskab i og med, at den Max Havelaar-mærkede kaffes markedsandel i f.eks. Danmark ”kun” er på 2 %, og procenten er lavere på de øvrige produkter. Så selvom salget er stigende, er der stadig lang vej.

Kooperativer i Mellemamerika
Til gengæld er den positive effekt åbenlys. Et eksempel kunne være salgskooperativet Cecocafen i Nicaragua. Cecocafen hjælper bl.a. producenterne med teknisk assistance, tester kaffens kvalitet, kontrollerer, at vandet fra de lokale kilder kan drikkes og har været medvirkende til, at langt flere af bøndernes børn nu får en aktiv skolegang. Eller som Terencio Almendares fra et kooperativ i Honduras udtrykker det: ”For medlemmerne i vores kooperativ betyder Max Havelaar forskellen på at overleve og leve. At være garanteret en mindstepris giver os en højere indtægt og en vigtig tryghed”. Så det er en forskel, der kan mærkes. 

Links:
www.maxhavelaar.dk
www.fairtrade.net

Kilder:
“Kicking down the door. How upcoming WTO talks threaten farmers in poor countries”, Oxfam Briefing Paper, 72, 2005.
“Lessons from the world coffee crisis: A serious problem for sustainable development”, Osorio, ICO, 2004.
“Shopping for a better world”, FLO annual report, 2003-2004.
 

J.A.K. bladet