|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 3 - maj 2005
Gode rammer for arbejdet i det kommende år
LEDER AF LIS POULSEN, FORMAND FOR LANDSFORENINGEN J.A.K.
Et forår med regionsmøder, generalforsamlinger og årsmøde giver optimisme
for arbejdet frem mod J.A.K.s 75 års jubilæum i 2006
Så er der igen forår over Danmark. Alting blomstrer, grønnes og springer ud
omkring os. Naturens kræfter viser sig fra den allerflotteste side, og vi
kan slet ikke undgå at få ny energi og lyst til at tage fat. Og der er en
masse at tage fat på.
Rundt om i regionerne og pengeinstitutterne er årsmøder og
generalforsamlinger overstået, og der er forhåbentlig kommet en masse nye
ideer ind til aktiviteter i løbet af året. Vi kan med glæde konstatere, at
der i nogle af regionerne er kommet helt nye kræfter ind i bestyrelserne. Vi
byder de nye velkommen til arbejdet og glæder os til de nye impulser, de
kommer ind med.
Årsmødet den 9. april
Landsforeningen har afholdt sit ordinære årsmøde den 9. april i Odense
med et næsten fuldtallig fremmødt repræsentantskab. Ud over de valgte var
mødt et par medlemmer samt formanden for Foreningen af J.A.K. andelskasser
til at deltage i repræsentantskabsmødet.
I dette nummer af bladet bringer vi foreningens regnskab og bestyrelsens
beretning til medlemmernes orientering.
Vi har som noget nyt valgt af lave en kort præsentation af bestyrelsen og en
orientering om repræsentantskabets sammensætning, så alle medlemmer er
orienteret om, hvem der i øjeblikket sidder i Landsforeningens ledelse.
På årsmødet blev undertegnede genvalgt som formand for en ny toårig periode.
Finn Bentzen og Jørgen Solmose var på valg, og da det tilstræbes, at hver
landsdel skal være repræsenteret i bestyrelsen, var det ønskeligt, at der
blev valgt nye bestyrelsesmedlemmer fra henholdsvis Fyn og Sjælland. Et nyt
medlem i region Fyn, Ejgil Jensen, sagde ja til valget som nyt
bestyrelsesmedlem. Da der ikke var andre fra de sjællandske regioner, som
ønskede at modtage valg, lovede Finn Bentzen trods stort arbejdspres at tage
endnu et år.
Bestyrelsens forslag til budget og arbejdsplan for året 2005 gav anledning
til en lang og god debat om foreningens fremtid. Bestyrelsen har på grundlag
af sidste års debat om strukturen draget følgende konklusion:
Målet:
- Alle brugere af J.A.K. pengeinstitutterne skal være
medlem af Landsforeningen J.A.K.
- J.A.K. bladet skal ud til alle husstande med
tilknytning til J.A.K. pengeinstitutterne og Landsforeningen J.A.K.
Midlet:
- Møder mellem bestyrelsen i de enkelte J.A.K.
penge-institutter og bestyrelsen for Landsforeningen J.A.K.
- Deltagelse i direktørmøder i Foreningen af J.A.K.
andels-kasser
- Tegning af medlemskab skal ske frivilligt
- Betaling sker gennem det enkelte medlem eller
penge-instituttet
En udbytterig debat
Det gav anledning til en længere debat om muligheden for at få
pengeinstitutterne på banen som betalere af et årligt beløb sat i forhold
til kassernes størrelse. Beløbet skal være med til at dække
grundomkostninger ved udgivelse af J.A.K. bladet. Til gengæld vil
pengeinstitutterne få mulighed for at få bladet sendt direkte til udvalgte
kunder til en rimelig pris og derved bruge bladet til kundeorienteringer.
Der blev givet udtryk for, at arbejdet med at få nye medlemmer skal ligge i
regionerne i et samarbejde med pengeinstitutterne. Her blev der også talt om
nødvendigheden af uddannelse af personalet i pengeinstitutterne i J.A.K.s
ideer.
Der blev af et repræsentantskabsmedlem fremlagt forslag om en nutidig
omformulering af vort formål med mere vægt på bæredygtighed og økologi.
Forslaget gav anledning til bemærkninger både for og imod. Vi skal have en
ny impuls og nye visioner, hvor der skal være dybde i, så det siger
mennesker af i dag noget, der er vedkommende, samme budskab i en ny
indpakning i tidens sprog.
Et andet medlem fremlagde forslag om en ny struktur med sammenlægning af
Foreningen af J.A.K. andelskasser og Landsforeningen J.A.K. Efter en debat
om emnet blev man enige om, at forslaget skal indgå i de planer om
samarbejde, der er enighed om i de to foreninger.
J.A.K. fylder 75 år i 2006
Også J.A.K.s jubilæum den 11. februar 2006 gav anledning til en debat,
og der kom rigtig mange gode forslag frem til, hvordan dagen kunne forløbe.
Der blev enighed om at nedsætte et udvalg med repræsentanter fra hver region
til at planlægge dagen, og vi modtager gerne forslag både til udvalg og til
arrangementet i øvrigt.
Kommende møder
Næste repræsentantskabsmøde blev fastsat til lørdag den 29. oktober til
afholdelse på Danhostel i Odense. Dagens tema bliver de 10 spørgsmål, som i
efteråret 2004 blev stillet bestyrelserne i Landsforeningens regioner samt
bestyrelse, direktion og personale i pengeinstitutterne.
Det næste bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen konstituerer sig, skal afholdes
i Østervraa torsdag den 26. maj. Ud over bestyrelsesmøde og fællesmøde med
bestyrelse og direktion for Andelskassen J.A.K. Østervraa vil der fra kl.
17.00 - 18.00 være mulighed for de lokale medlemmer at møde op og få en snak
med Landsforeningens bestyrelse. Vi glæder os rigtig meget til, at mange vil
møde op.
Med disse ord vil jeg og bestyrelsen gerne ønske alle en rigtig god
sommer og et fortsat godt og positivt samarbejde omkring J.A.K.
J.A.K.
bladet |