J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 3 - maj 2005

Stor aktivitet i Folkesparekassen

Bestyrelsen for Folkesparekassen kunne i sin beretning blandt andet oplyse, at regnskabsåret 2004 har været præget af stor aktivitet med stigende forretningsomfang. Dels har de eksisterende kunder efterspurgt et stigende antal ydelser i Folkesparekassen, og dels har der været en tilgang af kunder, der ligeledes har forøget aktiviteten

Årsregnskabet for 2004 udviser et overskud på kr. 2.336.000 efter skat, hvilket sparekassens ledelse finder tilfredsstillende. Overskuddet er af samme størrelse som i 2003.
Til regnskabstallene kan der knyttes følgende bemærkninger
Nettooverskuddet før skat, der er på kr. 3.082.000, er kr. 200.000 større end i 2003.
Sparekassens større indtægter modsvarer stort set de stigende omkostninger, og basisindtjeningen (resultat før kursreguleringer på værdipapirer, hensættelser til tab på udlån m.v. samt ekstraordinære poster) har vist en marginal stigning på kr. 73.000 i forhold til 2003.
De samlede omkostninger er i 2004 steget med 8% i forhold til 2003, hvilket især skyldes stigende IT-omkostninger samt udskiftning af Dankort.
Til imødegåelse af tab på udlån m.v. er der hensat kr. 104.000, hvilket er en halvering i forhold til 2003. Hensættelserne svarer til 0,1% af sparekassens udlån og garantier og ligger på et usædvanligt lavt niveau.
På sparekassens beholdning af obligationer og aktier er der i 2004 konstateret en kursgevinst på kr. 593.000, hvoraf kr. 217.000 stammer fra Folkesparekassens salg af aktier i Totalkredit til Nykredit.

Folkesparekassens balance er siden 31.12.2003 steget med 3,4 mill. kr., svarende til 1,4%.
Sparekassens indlån er steget med 16,3 mill. kr. (14,6%), og udlån er steget med 4,1 mill. kr. (4,2%).
Sparekassens solvens er pr. 31.12.2004 opgjort til 18,4%, hvor den pr. 31.12.2003 var 19,3%. Lovgivningens minimumskrav er 8%.

Renteniveauet
På trods af forudsigelser om stigende rente har vi i 2004 konstateret et marginalt faldende renteniveau i Danmark. Nationalbankens diskonto har hele året været uændret 2,00%, som den blev nedsat til i 2003.
Folkesparekassen har året igennem foretaget løbende justering af rentesatser på udlån for at være konkurrencedygtig, og det har medvirket til at reducere den gennemsnitlige udlånsrente fra 7,02% p.a. i 2003 til 6,47% i 2004.
Administrationsgebyret af rentefrie udlån har hele året været fastholdt på 3,50% p.a.

Grøn lånepulje
Sammen med Landsforeningen J.A.K. og en række J.A.K. andelskasser er Folkesparekassen indgået i et samarbejde med henblik på at fremskaffe en pulje med midler til finansiering af grønne og bæredygtige projekter. Produktet har fået navnet “ØKOnto”, og midlerne til puljen fremskaffes gennem indskud fra kunder, der ønsker, at deres penge bliver anvendt til lavt forrentede lån til disse formål. Derudover suppleres puljen i nødvendigt omfang af fri likviditet fra sparekassen. Der er året igennem tilført puljen indskud fra interesserede kunder, ligesom der er ydet lån fra puljen.
Ved årets udgang havde 51 kunder indskudt midler i puljen, og der er ydet i alt tre lån fra puljen på tilsammen 700.000 kr. Lånene er ydet til et økologisk bageri, en privat vindmølle samt et selvforsynende landsbyprojekt.
Det er sparekassens ønske, at dette tiltag i de kommende år vil blive genstand for kundernes interesse, ligesom vi ser frem til at medvirke til en billigere finansiering af fremadrettede, sunde projekter.

Fremtiden
I forbindelse med Folkesparekassens 20 års fødselsdag i 2003 blev der igangsat et arbejde med at definere sparekassens fremtidige strategi, og i dette arbejde har såvel medarbejdere som direktion, bestyrelse og repræsentantskab været aktive deltagere. I 2004 blev de overordnede linier fastlagt gennem definering af sparekassens idegrundlag, værdigrundlag og mission. Herefter skal strategien udmøntes i praktisk handling og tiltag. Der har hidtil været anvendt mange ressourcer på denne proces, men det har været et nødvendigt arbejde for at give en tilstrækkelig sikkerhed for, at alle involverede parter ønsker en udvikling i sammen retning for Folkesparekassen.
Kundeundersøgelser viser, at de fleste nye kunder vælger Folkesparekassen efter positiv omtale fra andre eksisterende kunder. Det er med stor glæde, at vi konstaterer denne opbakning, og vi ser naturligvis gerne, at vore mange kunder på denne måde er ambassadører for sparekassen og det grundlag, den er bygget på. Det er vores håb, at endnu flere kunder vil give os positiv omtale i 2005 og på denne måde medvirke til at øge sparekassens aktiviteter.
I 2005 skal der igen afholdes valg til sparekassens repræsentantskab, idet alle nuværende repræsentantskabsmedlemmer er på valg ved udgangen af 2005. Sparekassens ca. 1.700 garanter skal træffe beslutning om, hvordan repræsentantskabet på 36 personer skal sammensættes. Vi håber på god opbakning og deltagelse til såvel opstilling af medlemmer til repræsentantskabsvalget som på afgivelse af stemmer til selve valget.
Beretningen, som her er bragt i uddrag, sluttede med bestyrelsens tak til sparekassens repræsentantskabsmedlemmer, direktion og medarbejdere for deres indsats for sparekassen i 2004.
 

J.A.K. bladet