J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 3 - maj 2005

Bestyrelsens beretning for Landsforeningen J.A.K.

Året 2004 var på en måde et eventyrligt år for J.A.K.
På en konference “Komplementære penge i Europa” i Bad Honnef ved Bonn i Tyskland i dagene 18. - 22. juli blev J.A.K. pengeinstitutterne i Danmark og Sverige samt stifteren af J.A.K. K. E. Kristiansen indstillet af seminariets hovedtaler Margrit Kennedy til den alternative Nobelpris.
Prisen gives til “et initiativ, der på forbilledlig vis gennem dets vision arbejder for jorden og dens befolkning”.

Indstillingen skete med følgende baggrund:

  • Et rentefrit ind- og udlånssystem baseret på “alle er vindere” situationen for dets medlemmer, og med mulighed for at alle kan medvirke i systemet.
  • Andelshaversystem i stedet for aktionærsystem gennemført i praksis i nuværende pengesystem.
  • Forståelse for skabelse af rigdom og stabilitet selv inden for det nuværende pengesystem, hvis det bruges som en service til fælles nytte.
  • J.A.K. systemet er baseret på basis af økonomisk frigørelse til alle og derved en styrkelse af demokratiet.

Men nej - J.A.K. fik ikke den alternative Nobelpris 2004, som ud over den store ære udgør 2 millioner svenske kroner. Men vi er - som Peter Djurtoft, der deltog i konferencen, udtrykker det - meget stolte over, at en stor del af det alternative europæiske pengesystem på konferencen i Bad Honnef indstillede J.A.K. og K.E. Kristiansen for deres arbejde for et retfærdigt pengesystem.

Andelskassen J.A.K. Slagelse og Landsforeningen J.A.K. har den 21. maj inviteret Margrit Kennedy til Skælskør Folkehøjskole for en dag om bæredygtig økonomi og alternative pengesystemer. Vi håber, at rigtig mange vil møde op og deltage i det spændende seminar. Der kan læses mere om både konferensen i Bonn og mødet i Slagelse i J.A.K. bladene.

Møder
Forårets repræsentantskabsmøde blev afholdt den 27. marts i Odense. Der var indkommet forslag til en række vedtægtsændringer, som blev behandlet og vedtaget af forsamlingen.
På mødet blev Niels Højmark nyvalgt til bestyrelsen, da Anne Sophie Nielsen ønskede at træde ud.
Efter den ordinære dagsorden havde Uffe Madsen et indlæg om J.A.K.s historie fra 1931 til i dag. Herefter lagde Finn Bentzen op til diskussion om Landsforeningens fremtid.

Efterårets repræsentantskabsmøde blev afholdt i Haslev på Sjælland den 23. oktober. Efter en orientering fra bestyrelsen bød dagen på et spændende foredrag om “Menneskelig og økonomisk frigørelse” med filosoffen Anders Fog Jensen som taler. Foredragsholderen var sponseret af J.A.K. pengeinstitutter på Sjælland.
Der var gjort en stor indsats fra pengeinstitutternes side for at gøre opmærksom på foredraget, men der kunne sagtens have været mange flere - og de, der udeblev, gik glip af en meget spændende eftermiddag.

Der har i årets løb været afholdt fire bestyrelsesmøder. Den 20. februar og 14. maj i Slagelse samt 20. september og 26. november i Odense.

På det første møde efter repræsentantskabsmødet konstituerede bestyrelsen sig med Finn Bentzen som næstformand, Kristen Stagstrup som kasserer, Niels Højmark som sekretær og Jørgen Solmose som bestyrelsesmedlem.
Der blev udpeget medlemmer til J.A.K. bladets redaktionsudvalg samt klageudvalg, ØKOnto rådet, internetudvalget, nyhedsbrevsudvalget, kursusudvalget samt repræsentanter til J.A.K. Fondens bestyrelse. Internetudvalget er senere blevet udvidet med Jakob Mikkelsen.

På bestyrelsesmødet i november meddelte Jørgen Solmose til den øvrige bestyrelses overraskelse, at han ikke ville komme til det næste bestyrelsesmøde og derfor ville trække sig fra bestyrelsen nu. Jørgen Solmose havde tidligere meddelt, at han ikke stillede op igen til bestyrelsen på det næste repræsentantskabsmøde.

Økonomi
Regnskabet for 2004 viser et underskud på foreningens drift på 36.000 kr. mod et budgetteret underskud på 59.000 kr. Dertil kommer et positivt resultat fra regionerne på 18.000 kr. samt et lille restbeløb på ejendommenes drift på 1.000 kr. Det endelige resultat bliver et
underskud på 17.000 kr. Landsforeningens egenkapital udgør herefter 254.000 kr. Heraf udgør regionernes andel 149.000 kr.
Bestyrelsen har besluttet at overføre Landsforeningens optjente årskroner til J.A.K. Fonden. Der er endvidere taget beslutning om, at medlemskabet af
INAISE udgår, da ingen har meldt sig som interesserede i at støtte et fortsat medlemskab.

Medlemstallet
Der har været en tilbagegang i medlemstallet fra 621 til 589.
Almindelige medlemmer er gået fra 492 til 460, husstandsmedlemmer fra 43 til 41, og studerende og pensionister er steget fra 86 til 88.
Der er i løbet af året tegnet 10 nye medlemmer samt 1 enkelt abonnement.

J.A.K. bladet
Redaktionsudvalget fik i 2004 et nyt medlem, da Peter Djurtoft afløste Arne Rasmussen som pengeinstitutternes repræsentant i udvalget.
Vi har i 2004 udarbejdet 7 numre af J.A.K. bladet, hvoraf de 4 har været temanumre med følgende temaer: Nutidens bosætninger, Dyrevelfærd, Moral og Milliarder samt Brugerprofiler. Temaerne Nutidens bosætninger og Dyrevelfærd gav stor aktivitet med bestilling af prøvenumre. Desværre har det vist sig, at et par medlemmer har udmeldt sig p.g.a. af artiklerne i temanummeret Dyrevelfærd. Redaktionsudvalget og bestyrelsen har drøftet sagen og taget det til efterretning.
Udgivelse af J.A.K. bladet har i 2004 kostet foreningen 77.846 kr., hvilket er 30.064 mindre end i år 2003. Pr. 1. marts 2004 bortfaldt portostøtten, og bestyrelsen besluttede i den forbindelse af lade medlemsnumrene medio februar og medio august udgå for at kompensere for den øgede udgift til porto.
Vi fandt i år 2004 mulighed for at trykke bladet i farver uden af øge trykkeomkostningerne. Det har givet bladet et utrolig flot løft, og vi har modtaget megen ros for bladets nye layout.
Som noget nyt vil vi nu tegne prøveabonnementer gældende for et år til 100 kr.
Vi har i dag tre lokale meddelere til bladet, som hjælper redaktionsudvalget med stof - vi kan sagtens bruge flere. Det ville være dejligt, såfremt vi kunne bringe et portræt af en virksomhed/person, der bruger et af vore J.A.K. pengeinstitutter, i hvert nummer af bladet.

Regionerne
Forretningsorden for regionerne blev tilrettet efter vedtægtsændringerne i foråret.
Mængden af aktiviteter er meget forskelligt for de enkelte regioner.
På Fyn har samarbejdet mellem Folkesparekassens lokalråd og region Fyn resulteret i en meget spændende aktivitetskalender.
I Slagelse er andelskassen og regionen gået sammen med andre foreninger om aktiviteter. Vi kan kun opfordre til, at de øvrige regioner øger samarbejdet med J.A.K. pengeinstituttet i deres område. Samarbejdet skal baseres på dialog og frivillighed, og i den udstrækning, pengeinstitutterne og regionerne ønsker det, deltager bestyrelsen gerne i aktiviteterne.
Det er glædeligt at se, at der i enkelte regioner i år er sket en tilgang af nye bestyrelses- og repræsentantskabsmedlemmer. Det er vigtigt for det fremtidige arbejde, at der kommer nye og friske kræfter til, som kan føre foreningen videre.
Region Midt- og Vestjylland måtte i år udskyde årsmødet p.g.a. snestorm. Mødet er nu afholdt.

ØKOnto puljen
ØKOnto puljen fik i 2004 trykt brochurer. Det beløb sig til 37.350 kr. incl. moms - der er solgt for 25.000 kr. til pengeinstitutterne. Bestyrelsen har efterfølgende ansøgt om tipsmidler til betaling af udfærdigelse af logo, som beløb sig til 13.000 kr. Vi forventer svar i maj-juni, om vi får andel af udlodningen.
Kurt Poulsen blev i løbet af året udpeget som nyt medlem af rådet, da Viggo Boller ønskede at træde ud.
Vi kan i øvrigt oplyse, at Andelskassen J.A.K. Østervrå nu er med i gruppen af tilsluttede pengeinstitutter.

J.A.K. Fonden
Også J.A.K. Fonden har i år 2004 fået udarbejdet ny folder og logo og er blevet en del af www.jak.dk
J.A.K. bogen, som støttes af fonden, er stadig undervejs. Endeligt udgivelsestidspunkt er endnu ikke fastsat.

Hjemmeside og markedsføring
Der blev i løbet af året ændret velkomstside på www.jak.dk med adgang til ØKOnto, J.A.K. Fonden, J.A.K. pengeinstitutterne og Landsforeningen
Der arbejdes i øjeblikket på helt nyt layout til hjemmeside. Niels Erik Boesen har udarbejdet det nye layout, som er godkendt af bestyrelsen. Hjemmesiden vil blive tilrettet snarest,

J.A.K. pengeinstitutterne
Der var på Foreningen af J.A.K. andelskassers generalforsamling i foråret fremsat forslag om at fjerne tilknytningen til J.A.K. i foreningens vedtægter. Forslagene om vedtægtsændringerne blev nedstemt af foreningens medlemmer, hvilket vi fra Landsforeningens side ser som meget positivt.
Antallet af pengeinstitutter blev reduceret med to, da Andelskassen J.A.K. Østvendsyssel og Andelskassen J.A.K. Hjørring i løbet af året valgte at fusionere med Andelskassen J.A.K. Østervraa. Vi håber, at fusionen i det nordjyske vil samle og styrke J.A.K. arbejdet i denne region.
Igen i år er der fusioner på vej, da Andelskassen J.A.K. Holstebro har valgt at fusionere med Folkesparekassen. Den endelige godkendelse sker dog først på en ekstraordinær generalforsamling i Holstebro i næste uge.
En fusion mellem Århus Andelskasse og Folkesparekassen er godkendt af begge parter. Her fortsætter Folkesparekassen med en filial i Aarhus.
Det betyder, at der fremover er 13 pengeinstitutter med tilknytning til J.A.K.
Der er pt. ni af pengeinstitutterne, som benytter sig af muligheden for en repræsentant i Landsforeningens repræsentantskab. Det ville være ønskeligt, om de resterende fire kunne afse resurser til at deltage i det ideologiske arbejde. Vi i bestyrelsen håber og tror på, at vi fremover kan gøre samarbejdet mellem pengeinstitutterne og Landsforeningen endnu tættere.

Fremtiden
På forårets generalforsamling havde bestyrelsen efterlyst forslag til Landsforeningens fremtid. Forslagene, der blev fremlagt generalforsamlingen, er blevet gennemgået og drøftet.

Bestyrelsen har ud fra dette draget følgende konklusion:

Målet

  • Alle brugere af J.A.K. pengeinstitutterne skal være medlem af Landsforeningen J.A.K.
     
  • J.A.K. bladet skal ud til alle husstande med tilknytning til J.A.K. pengeinstitutterne og Landsforeningen J.A.K.

Midlet

  • Møder mellem bestyrelsen i de enkelte J.A.K. pengeinstitutter og bestyrelsen for Landsforeningen J.A.K.
     
  • Deltagelse i direktørmøder i Foreningen af J.A.K. andelskasser
     
  • Tegning af medlemskab skal ske frivilligt
     
  • Betaling sker gennem det enkelte medlem eller pengeinstituttet

Vi vil senere i dag fremlægge en skitse over, hvordan foreningens fremtidige økonomi kan tegne sig, såfremt J.A.K. pengeinstitutterne er villige til at deltage med økonomisk støtte og samtidig få mulighed for at få sendt J.A.K. bladene direkte ud til udvalgte kunder til kostprisen. Der bruges i dag en masse resurser i pengeinstitutterne på at videresende J.A.K. bladet, og mange modtager op til flere eksemplarer af det samme blad.

I efteråret blev der udarbejdet og sendt 10 spørgsmål til debat i regionerne og pengeinstitutterne. Vi fik mange besvarelser ind, og materialet blev i en redigeret udgave videregivet i J.A.K. bladet. Det er bestyrelsens håb, at alle i eftermiddag vil deltage i et gruppearbejde omkring de 10 spørgsmål, som vi mener er meget vigtige for foreningens fremtid.

Til slut skal der i beretningen lyde en stor tak til alle, der på den ene eller anden måde har ydet en indsats for J.A.K. i det forløbne år. Kun ved fælles indsats får vi udbredt kendskabet til J.A.K., og kun herved får flere glæde af at være med.

Indstillingen af J.A.K. systemet til den alternative Nobelpris fik fuld tilslutning af deltagerne på konferencen “Komplementære penge i Europa”. Vi kan godt være stolte af det, vi går og laver - og den historie, vi har at bringe videre.

Og for at blive i eventyrets tegn vil vi slutte med en replik af H.C. Andersen:
Det gør ikke noget at være født i andegaarden, når man bare har ligget i et svaneæg!
 

J.A.K. bladet