Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - april 2005

Janterne

Af cand. scient. Helle Kibsgaard
 

Det lokale pengesystem på øen Mors på mange måder typisk for de mange mindre LETSystemer. Pengesystemet startede som et initiativ fra gruppen ø-holdet, der fungerer som paraplyorganisation for forskellige projekter. Ø-holdet består mest af tilflyttere til Mors. Disse var ikke en del af den lokale familie- og vennebaserede bytteokonomi og dannede således et eget netværk, grundet i ønsket om økologi og et bæredygtigt lokalområde.
Ud over det lokale pengesystem oprettede ø-holdet en andelsforening med det formål at opspare valuta i et J.A.K. pengeinstitut for derefter at kunne give medlemmer af foreningen rentefrie lån. Desuden oprettedes en økologisk indkøbsforening, der udviklede sig til en butik og café i Nykøbing - og en mærkeordning “Mors Bedste” med det formål at garantere, at varen både var dyrket, forarbejdet og pakket på Mors. Således opstod bytteringen som en del af et aktivt miljø og var tænkt som et redskab til at opnå et bæredygtigt lokalsamfund.
Systemet startedes i 1992-93, havde ca. 25 medlemmer og fungerede aktivt i 3-4 år som et LETSystem. (Det vil sige, at alle transaktioner blev registreret i en computer, og folk betalte hinanden for ydelser ved brug af checks, der blev underskrevet og sendt ind til registrering. Regnskabet offentliggjordes i et blad med udbud og efterspørsel mindst hver 3. måned).
Der kom en del fokus på janterne, da lokalavisen lagde ud med at betegne systemet som sort arbejde og samfundsnedbrydende, senere fulgte de nationale aviser og en udsendelse i ‘Rene ord for pengene’, hvor Palle Graff, en repræsentant fra skatteministeriet, meget voldsomt dømte alt arbejde og udveksling som skattepligtigt, hvis der holdes regnskab med det. Enkelte i bytteringen begyndte da at opgive transaktioner i bytteringen til skattevæsenet og betalte skat i kroner. Dette lod sig gøre, ved at man krævede en del af betalingen i janter og en del i national valuta, som så kunne betale eventuelle udgifter og skat. Det er sandsynligt, at denne fokusering på skat har fået medlemmerne til at handle mindre, og at det har været medvirkende til, at de, der ikke var tilflyttere på Mors, ikke blev inddraget i systemet.
Bytteringen er ikke nedlagt, men suspenderet, fordi dens medlemmer stadig tror på systemet og tror på, at det kan være gavnligt at bevare netværket til engang i fremtiden, hvis der skulle opstå strengere økonomiske tider, hvor national valuta vil være sværere tilgængelig, og arbejdsløsheden større. Steen Klerke (talsmand for ø- holdet) mener, at der, ud over at folk nu har en tilstrækkelig tilgang til national valuta, er to grunde til, at bytteringen er midlertidigt suspenderet.
En hindring for aktivitet var, at folk i Vestjylland er meget blufærdige og yderst tilbageholdende med at bede folk, de ikke kender godt, om tjenester. Derudover skete der det, at folk, når de havde lært hinanden at kende gennem bytteringen, ophørte med at skrive checks og blot hjalp hinanden i stedet. “Derved nedlagde man jo faktisk bytteringen - det blev til en bytteøkonomi i stedet”(Klerke, telefoninterview: 05.05.O1). Begrænsningerne ved en bytteøkonomi eller tuskhandel (som netop ikke er en byttering!) er, at man forsøger at kunne bytte lige over, og den, man efterspørger noget fra, har måske ikke brug for lige det, man selv kan udbyde, og handelen vil dermed ikke komme i stand.
Det meget passende billede ‘en byttering’ henviser til den situation, at man eksempelvis gennem janter gør det muligt, at A kan modtage noget af B, der kan modtage noget af C, som så igen gerne vil modtage det, A kan tilbyde. Hermed er handelen hjulpet på vej, og breder bytteringen sig til et stort antal mennesker, vil en del aktiviteter blive sat i gang, som ikke ville være foregået i en traditionel bytteøkonomi. Det, der blev udbudt i Janter, var enten noget, som man vurderede ikke kunne sælges i danske kroner, eller som man slet ikke ville have udbudt i danske kroner. De handler, der er foretaget i janter, er således aktiviteter, der ikke ellers ville have fundet sted i national valuta. Dette er et vægtigt argument mod en frygt for, at lokale valutaer vil kunne skabe inflation, idet de ekstra penge, der sættes i omløb, følges med en ekstra mængde varer og tjenester, og at den nationale valutas værdi derfor ikke vil komme ud for inflation. 


Wörgl
AF CAND. SCIENT. HELLE KIBSGAARD

(Bernard Lietaer 2001:153)
Den østrigske by Wörgls lokale pengesystem fungerede i 1932-1933. Wörgl havde ca. 4.500 indbyggere, og den nyligt tiltrådte borgmester havde en lang liste med opgaver, han gerne ville have løst. Der var 1.500 arbejdsløse i byen og det nærmeste opland, og der var 200 familier uden penge overhovedet. Borgmesterens liste bestod af: Genbrolægning af vejene, udvidelse af
vanddistribuerings-systemet til at gælde hele byen, plantning af træer langs vejene og nogle mindre reparationer

Grundet arbejdsløsheden var mange villige til at arbejde, men han havde blot 40.000 schillings. Borgmesterens formål var at skabe arbejde til byens borgere, skabe aktivitet og få en hel masse opgaver løst. I stedet for at bruge alle pengene på det første projekt, satte han pengene i den lokale bank som garanti for 40.000 “frimærke-sedler”, som han trykte til formålet. Disse sedler var udformet, så der var gjort plads til at kunne fastklæbe et frimærke hver måned. Frimærket svarede til én procent af sedlens værdi, og sedlen bevarede kun sin værdi, hvis frimærker fra månederne op til den pågældende måned var påsat. Dette er et eksempel på en negativ rente.
Modsat det nuværende pengesystem, hvor det kan betale sig at hamstre penge, fordi de bliver til flere penge gennem vores rente, skabte borgmesteren penge, som det absolut ikke kunne betale sig at hamstre. Jo længere man beholdt pengene, des dyrere blev det, da pengene jo hver måned kostede én procent af sin værdi i frimærker for at være noget værd. En negativ rente skaber en motivation for at holde pengene i konstant omløb og skaber derfor et aktivt byttemiddel.
Ideen til frimærkepenge skabtes tilbage i slutningen af 18-tallet af en mand ved navn Silvio Gesell. J.M. Keynes nævner blandt andet den ulempe ved Gesells negative rente, at det kan tænkes, at folk vil ty til at handle med andre varer, som ikke vil miste deres værdi, såsom juveler eller fremmed valuta. (Keynes 1935:358). Men det er nok især som værdiopbevaringsmiddel, man vil ty til andet end frimærkepengene. Her ses modsætningen mellem en valutas værdi som byttemiddel og som opsparingsmiddel, og det træder tydeligt frem, at den negative rente vil fremme handel og udgøre et effektivt byttemiddel, men vil være komplementært i forhold til en valuta, der kan være værdiopbevarende.

Borgmesteren betalte arbejderne til det første projekt med denne nye valuta, og grundet den negative rente forsøgte alle, der kom i besiddelse af disse penge, at komme af med dem så hurtigt som muligt, og derved gav de arbejde til endnu flere. Blot 5.500 schilling i frimærkepenge var i omløb, men de cirkulerede 416 gange i de 14 måneder, hvor eksperimentet fandt sted og producerede 2.547.360 schillings i økonomisk aktivitet (svarende til 7,5 millioner US $). Derudover blev den månedlige frimærkeafgift brugt til et suppekøkken, der lavede mad til 220 familier.
Opsummerende ønskede borgmesteren altså at skabe aktivitet og få borgerne i arbejde. Dette gjorde han rent teknisk ved at trykke sedler med garanti i national valuta og med en negativ rente, der modvirkede hamstring og opmuntrede til, at pengene cirkulerede. Resultatet blev endda bedre end håbet. Wörgl var den første by i Østrig, der kom arbejdsløsheden til livs. Ikke blot blev alle aktiviteterne på borgmesterens liste færdiggjort - der blev også bygget nye huse, en skibane og en bro. Selv den franske premierminister besøgte stedet for at se “the miracle of Wörgl”.
Snart efter ønskede 200 byer i Østrig at kopiere systemet, men centralbanken gik i panik og besluttede at forbyde alle lokale valutaer, og det blev fra da af strafbart at handle i frimærkesedler. Wörgl måtte gå tilbage til 30% arbejdsløshed, og resten af Østrigs byer måtte leve med ikke at have et tilstrækkeligt byttemiddel, og derved ikke kunne sætte borgerne i arbejde. Det er interessant, hvorfor nationalbanken mon forbød en lokal valuta, der på ingen måde ønskede at udfordre eller erstatte den nationale valuta.

Eksperimentet foregik som sagt i begyndelsen af 30’erne, hvor hele Europa oplevede en stigende arbejdsløshed. Jeg tror ikke, man skal undervurdere arbejdsløshedens betydning for mennesker. Som arbejdsløs er man ekskluderet på to måder: Der er ikke brug for det, de arbejdsløse kan tilbyde, og de kan ikke købe det, de arbejdende har. Der opstår derfor ofte en spændt situation, når større grupper af en befolkning er permanent arbejdsløse. At forbyde måder, hvorpå arbejdsløsheden kan elimineres lokalt, kan derfor have voldsomme konsekvenser. Kun en central autoritet kan hjælpe lokalsamfund, som ikke får mulighed for at hjælpe sig selv. I 1938 bød en stor procentdel af Østrig Hitler velkommen. Resten af historien er velkendt. (Bernard Lietaer 2001:155).
 

J.A.K. bladet