Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - april 2005

J.A.K. systemet

Et praktisk alternativ ved udlån og opsparing
Foredrag og seminar
Skælskør Folkehøjskole
21. maj 2005


Af Prof. Dr. Margrit Kennedy


I 22 år har jeg befattet mig med udviklingen af alternativer til den traditionelle omgang med penge. Efter min mening hører den danske og den svenske J.A.K. model med rentefrie ud- og indlån til de vigtigste praktiske tiltag. Men før man kan forstå, hvorfor denne model er så vigtig, er der behov for nogle grundlæggende tanker om det traditionelle pengesystem.

1. Om den monetære og økonomiske baggrund
Penge er helt sikkert en af menneskehedens mest geniale opfindelser og grundlaget for enhver civilisation, idet den gør en differentieret arbejdsdeling mulig. Samtidig bliver denne fordelagtige virkning vendt til sin modsætning ved, at de fleste investeringer kun foretages i forhold til den kapitalgevinst, der kan opnås. Denne skal:
- for det første tilvejebringe de nødvendige renter på gæld og
- for det andet opnå et udbytte, der ligger ud over de renter, banken modtager.
Dette vanskeliggør imidlertid udveksling af alle de varer, der ikke kan kapitalisere renten og reducerer pengenes evne til at gøre en udveksling mulig. Vore traditionelle penge kan ophobes, og derfor er det muligt for kapitalejeren at forlange renter, dvs. en belønning for at give penge videre.

Den blinde plet i vor synsmåde er, at ved siden af de mange fordele, disse penge giver os, har virkningen af renter og renters rente tungtvejende følger:

For det første medfører den en eksponentiel, dvs. kræftagtig, patologisk økonomisk vækst i modsætning til den naturlige biologiske vækst på det fysiske plan. Denne ender hos mennesker, dyr og planter ved en optimal størrelse og viger for en kvalitativ vækst. Enhver pengeanbringelse fordobles imidlertid med renter og renters rente med regelmæssige mellemrum. Med 3% varer det 24 år, med 6% 12 år og med 12% 6 år. Der er dog intet i naturen, der i det lange løb kan følge med denne kræftagtige vækst i renten: det kan hverken et træs, et dyrs eller et menneskes vækst eller udbytte til mennesker.1

For det andet er der en skjult renteandel i alle priser; noget de færreste er klar over. Det er den rente, producenterne betaler for kreditter, og den varierer en del i størrelse. Ved renovationsgebyrer andrager den f.eks. kun 12%, ved drikkevand er den oppe på ca. 38%, og ved lejeudgifter i socialt boligbyggeri ca. 77%. I gennemsnit udgør renten ca. 30-40% af alle de priser, vi betaler til livets underhold. Ved hjælp af en mere intelligent omløbssikring end renten, kunne de fleste mennesker altså være lige så meget rigere, som de i dag betaler i renter, eller de kunne arbejde tilsvarende mindre.

For det tredje profiterer kun et lille mindretal på ca. 10% af befolkningen af rentesystemet; de lader „pengene arbejde for sig“, mens det store flertal på 80%, der arbejder for deres penge, bliver fattigere og fattigere. Følgerne er sociale revolutioner, krige og økonomiske sammenbrud. For også de, der kortfristet profiterer på systemet, må betale i det lange løb. Den sociale polarisering, der hermed opstår i samfundet, har i historiens løb ikke kun afskaffet feudalismen, men også gjort demokratiet til en farce. For hvad nytter „lighed for loven“ os, når der ikke i længden bliver „lighed for pengene“.

Den fjerde effekt rammer miljøet: Rente og renters rente forhindrer, at der bliver foretaget investeringer i nødvendigt omfang ud fra langsigtede sociale og økologiske synspunkter. En mio. Euro i dag er „afrentet“ med 12% blevet ca. 300.000 Euro værd på 10 år. Denne udregning bestemmer alle større investeringsbeslutninger i erhvervslivet. En investering skal kunne „amortiseres“ på 5 til 10 år. Alt, hvad der ligger derudover i tid, har praktisk talt ingen indflydelse mere på resultatet.2
Ingen leder i politik eller erhvervslivet kan unddrage sig det uomgængelige i kortfristet gevinstmaksimering og tænke langsigtet og handle, ellers bliver de snart fjernet fra deres post. Miljøbeskyttelse kan således kun bevilges, hvis den næsten intet koster. Og følgerne af denne tænke- og handlemåde må vore børn naturligvis bære.

Særligt tydelig bliver rentersrente-effekten imidlertid på vor statsgæld. Da staten er den største enkeltskyldner på finansmarkedet, betaler den naturligvis også de fleste renter. Og denne rentebyrde sluger år for år en stadigt større del af skatteindtægterne og fratager dermed staten råderum til at handle.

Det er den meget enkle baggrund for den neoliberale økonomiske politik, der overalt gælder som den eneste forsvarlige model, at få klaret de standende problemer med „pengeknaphed“. „Vækst“ og „nedskæringer i sociale udgifter“ hedder den trylleformular, som bedemølleagtigt gentages overalt og af alle, der beskæftiger sig med økonomi. Vækst - hvorfor egentlig? For at betale de eksponentielt voksende renter, lyder svaret - som ingen giver, fordi emnet er tabu.

En løsning, som ville være teknisk let gennemførlig, er at sikre videregivelse af pengene gennem et gebyr, der hæves på penge, som bliver fastholdt eller ophobet. I sin virkning ville det svare til et „parkeringsgebyr“ eller „tilrådighedsstillelsesgebyr“ (i fagjargon „demurrage“) på penge og udgøre en overskuelig post i pengeejerens budget. Ligesom en enkelt tier i indkøbsvognen sikrer, at kunden ikke bare efterlader vognen på parkeringspladsen, sikrer et ubetydeligt gebyr på penge, at pengene bliver givet videre, og deres hovedfunktion – at muliggøre udvekslingen af varer og tjenesteydelser – kan opfyldes optimalt. Den, der har penge, som ikke bliver brugt, fører dem over på en opsparingskonto, hvor de ikke taber i værdi, fordi de kan gives ud igen som lån til andre, der har brug for pengene.

Denne tankemæssige omstilling fra belønning (dvs. rente) til straf (dvs. udgifter) er nogenlunde så vanskelig at gennemføre, som omstillingen fra den antagelse, at solen drejer omkring jorden, til den viden, at jorden drejer omkring solen. Ganske vist har dette løsningsforsøg, som har været kendt i hundrede år, fået meget medhold i litteraturen, men det har indtil dato givet problemer at omsætte det i praksis.3

Indførelsen af et J.A.K. system kan hjælpe til at overvinde disse vanskeligheder, idet det beviser i praksis, at rentefrie ud- og indlån er en gevinst for alle. Og når noget først fungerer i praksis, er det for mange lettere at realisere teorien efterfølgende.

2. Det særlige ved J.A.K. modellen
Det særlige ved J.A.K. modellen er, at der ikke behøves dybtgående tekniske ændringer i det traditionelle pengesystem, men „kun“ en anden omgang med de traditionelle penge. Og derfor er den efter min mening egnet som „isbryder“ til at bryde med vore fastlåste forestillinger om, hvordan penge skal fungere.

Mens de fleste banker er profitorienterede foretagender, er J.A.K. banken en medlemsbank til fælles gavn: Selv om J.A.K. banken i Sverige er en andelsbank, foretrækker den begrebet medlemsbank for at tydeliggøre det dermed forbundne sociale ansvar og dens oprindelse i en spare- og låneforening samt det tætte samarbejde med medlemmerne. Med begrebet medlemsbank skiller den sig også ud fra de mange andelsbanker, der arbejder som traditionelle banker.

Normalt behøver banker en stor rentemargin til at forrente indskydernes indeståender og til bankens risikodækning, dertil kommer betydelige faste omkostninger og personaleudgifter samt høje afkast til aktionærerne. Med J.A.K. medlemsbank konceptet kan alle disse udgifter reduceres. Resultatet er, at den klarer sig med overordentligt lave gebyrer eller renter på lån.4 I gennemsnit har disse udgifter i mange år bevæget sig omkring 2 procent5, og modsat de fleste banklån ligger de fast. Dvs. gebyrerne bliver hverken forhøjet eller sænket, fordi de kun skal betale bankens arbejde. Låntagerne har dermed en ganske anden sikkerhed i planlægningen af fremtiden end i en „normal“ bank.

Alle, der åbner en konto her, bliver medlem af andelsselskabet, og har én stemme ved afstemninger – uanset størrelsen af indskud – og praktiserer en „Careholder Value“ i stedet for „Shareholder Value“. (I stedet for at udføre rollen som „del-indehaver“ er der snarere tale om „én, der tager i sin varetægt“). Trods denne etiske og sociale linie giver medlemskabet også mening økonomisk – i hvert fald så længe man har brug for lån. Dvs. „det betaler sig“. De fleste J.A.K. medlemmer fortsætter med at være medlemmer – også udover det tidsrum, hvor de har brug for lån – medlemmer, fordi de har været gennem en læreproces, der gør det muligt for dem at erkende fordelene ved et sådant rentefrit pengesystem, der fremmer almenvellet. Det særlige ved systemet anskueliggøres ved hjælp af grafik og et regneeksempel.
Grafikken viser, at ligesom vore -(tyske) byggesparelån begynder J.A.K. systemet med opsparing af et pengebeløb, hvis størrelse afhænger af, hvor stort lånet skal være. Dermed erhverver kunden medlemskab og „bonuspoint“, som berettiger til et rentefrit lån. (Disse bonuspoint kan ikke sælges, men gives bort, hvis man ikke har brug for dem.)

Men forskelligt fra den tyske byggesparekasse bliver der allerede kort efter lånets udbetaling opbygget en opsparing, som efter tilbagebetaling af lånet beløber sig til ca. 90% af lånets størrelse. Denne opsparing kan hæves 6 måneder efter, at hele lånet er tilbagebetalt. Den kan dog også blive stående på kontoen. Den bliver igen belønnet med bonuspoint, der så igen kan anvendes til et nyt lån eller gives bort. Almennyttige projekter benytter sig hyppigt heraf, når de har brug for et rentefrit lån, unge mennesker, som vil finansiere en uddannelse eller bygge sig et hus.

En udregning, der sammenligner finansieringen af et lån på 200.000 svenske kroner over 25 år gennem en bank og gennem J.A.K. systemet, viser endnu engang tydeligt i tal, hvordan systemet fungerer.

Det, der først virker forbløffende i denne sammenligning, er den månedlige udgift. – Tilbagebetaling af lånet i J.A.K. systemet plus opsparing og udgifterne til bankens arbejde er ganske vist som i en konventionel bank, men i J.A.K. systemet er der et opsparet tilgodehavende på 90% af lånet til slut, hvorimod der intet er tilbage i banken. Forskellen mellem de to systemer er naturligvis større, jo højere renten er for traditionelle banklån. Ved lavere rente falder forskellen derimod mindre tydeligt ud. Hvad der imidlertid står fast i J.A.K. systemet er fordelen ved sikkerhed i planlægningen på grund af de lave, faste gebyrer.

En anden principiel forskel fra et traditionelt banklån er, at låntageren ikke kun accepterer at spare op og låne samtidig, men også at risikoomkostningerne bæres af låntageren selv, og ikke af en anden institution (bank eller forsikring). De sikres i form af andelsbeviser (låneindskud) i størrelsen

6% af lånet - ved 200.000,- SEK beløber det sig til 12.000 SEK – og frigives igen til låntageren året efter lånets tilbagebetaling.6

Dermed beror J.A.K. konceptet i grunden på balancen mellem ud- og indlån – både for den enkelte og for hele systemet – og låntagerens overtagelse af risikoen. Mens låntagerne i den traditionelle bank betaler renter til andre mennesker, som låner deres penge ud til dem, opbygger de i J.A.K. systemet deres egen opsparingsformue, som – forskudt i tid – vender tilbage til egne lommer, samtidig med at andre i mellemtiden får mulighed for et rentefrit lån.

Det afgørende herved er, at dette system er bæredygtigt (og jo større deltagelse, jo mere bæredygtighed bliver naturligvis mulig i hele samfundet), fordi det ikke er underlagt et krav om eksponentiel vækst. Dermed kan priser udregnes mere fordelagtigt. I stedet for 40% renter, som i gennemsnit er indeholdt i alle priser i dag, kan andelen formodentlig falde til en tredjedel eller en fjerdedel, hvad der ville betyde en enorm lettelse for netop indkomstsvage befolkningsgrupper. Desuden ville der ikke mere finde en omfordeling sted fra 80% af befolkningen, som må arbejde for deres penge, til de 10%, der ”lader pengene arbejde“ for sig. Dermed bortfalder den i det nuværende pengesystem forprogrammerede sociale polarisering.

Det, der tiltaler mange deltagere i J.A.K. modellen, er, at de, der har gavn af modellen, selv bliver andelshavere i banken, mens de betaler deres lån tilbage, og at de ved opsparing letter tildelingen af nye lån. Deri erkender de virkelig solidaritet. Det er for så vidt legitimt at binde eller forpligte folk, der får billige lån, som de senere også hjælper andre til billige lån. Sådan bliver forskellen mellem pengegiveren på den ene side og pengetageren på den anden side successivt ophævet i J.A.K. modellen, fordi hver især – forskudt i tid – indtager begge roller.
J.A.K. modellen er et alternativ til det herskende pengeudlånssystem, der styres af stræben efter højest mulige renter. Og den, der er interesseret i en grundlæggende strukturel forandring og har flere penge, end han/hun behøver for at leve, vil støtte systemet. Ligesom rige mennesker på slaveriets tid frikøbte eller frigav slaver, køber de her pengene fri fra renteforpligtelse. Idet de selv tager inflationstabet med i købet, kan de sætte en „lavine“ i gang.

Modellen tilbyder for så vidt et alternativ til fondsvirksomhed som udtryk for mæcenagtigt engagement, fordi det hjælper til at realisere en bæredygtig omgang med penge i det nuværende system, og jo flere mennesker, der forstår det og handler derefter, jo hurtigere opstår „lavine-effekten“. Sager til gavn for almenvellet vil også her kunne realiseres. Bonuspointene, som ikke kan sælges, men gerne må gives til andre, kan bruges til at fremme egne mål, direkte og personligt eller indirekte over banken.7

I modsætning til en fondsvirksomhed, som snarere styrker rentesystemet, åbner denne vej for første gang mulighed for en retningsændring. Selv om den begynder småt, bliver der taget skridt i den rigtige retning – i forhold til de problemer, den forkerte opbygning af vort pengesystem har skabt.


Noter
1) Eksemplet med Josephspfennig viser på drastisk måde denne umulighed: 1 cent anbragt på Kristi fødsels tid ville i 1990 have en værdi på 134 mia guldkugler med jordens vægt – i 1990-guldpriser

2) Det “økonomiske” i en investeringsbeslutning afhænger altid af størrelsen på den forventede rente. Ved 12% rente er 1 million Euro efter 10 år kun 321.973 Euro værd, efter 50 år kun 3.460 Euro og efter 100 år kun 12 Euro. Den skrækindjagende konsekvens: Lige meget ved hvilken rentesats behøver vi kun at gøre regningen op for 5-10 år.

3) Kennedy, 1991, Creutz, 1993 og 2004

4) Bankens arbejde er jo normalt indeholdt i renterne med gennemsnitligt 1,7%, foruden risikopræmien med 0,8% likviditetspræmien med 1,5 - 3,0% og en inflationsudligning med 1,5 – 2,0%. Men da alle disse ekstraomkostninger bortfalder i J.A.K. systemet, burde de her egentligt benævnes bankgebyrer i stedet for renter.

5) Efter den officielle måde at beregne den effektive rente på, som foreskrevet i Tyskland, bliver de dog 3,7%.

6) For at give en nøjagtig sammenligning med traditionelle banklån, skulle de renter, som disse penge ville give ved siden af en tilbagebetaling af banklånet, trækkes fra den opsparede formue i J.A.K. systemet, eller også skulle de medregnes i en potentiel opsparet formue i det traditionelle lån. Men en sammenligning er alligevel meget vanskelig. Hvordan skulle man f.eks. værdisætte planlægningssikkerheden – at der i J.A.K. systemet ikke foretages tilpasning af gebyrer på udsving i markedsrenten. Disse skulle betales ekstra i et traditionelt banklån og ville naturligvis rette sig efter forventningerne om stigende eller faldende rentesatser, dvs. variere fra år til år.

7) Banken må naturligvis undersøge, om de begunstigede, der får mulighed for at få rentefrie lån, også kan forventes at klare tilbagebetalingerne plus opsparingsbeløbet.


Litteratur:
Creutz, Helmut: Das Geldsyndrom. Wirtschaftsverlag Langen Müller/Herbig, München 1993 (3. Auflage 2001)

Creutz Helmut: Die 29 Irrtümer rund ums Geld, Signum Wirtschaftsverlag. 2004

Kennedy, Margrit: Geld ohne Zinsen und Inflation, Goldmann Verlag, München 1991 (7. Auflage 2003)

Kennedy, Margrit und Bernard Lietaer: Regionalwährungen – Ein neuer Weg zu nachhaltigem Wohlstand, Riemann Verlag, München, 2004

Lietaer, Bernard A.: Fremtidens Penge. Hvordan vi skaber en ny velstand, mere arbejde og en bedre verden. Borgen 2002

Lietaer, Bernard A.: Mysterium Geld - Bedeutung und Wirkungsweise eines Tabus. Riemann Verlag, München 2000


En stor tak til Edith Boller for oversættelse af denne artikel

J.A.K. bladet