|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - januar 2005
J.A.K. INDSTILLET TIL DEN
alternative Nobelpris
Af Peter Djurtoft, Andelskassen J.A.K. Slagelse
På konferencen ”Komplementære penge i Europa” i Bad Honnef
ved Bonn i
Tyskland d. 18. – 22. juli 2004 blev J.A.K. pengeinstitutterne i Danmark og
Sverige, samt stifteren af J.A.K. K.E. Kristiansen indstillet af seminariets
hovedtaler Margrit Kennedy til den alternative Nobelpris for ”gennem J.A.K.s
rentefrie
omsætningssystem, at give et ”alle vinder situationen” for både udlåner
(pengeinstittut) og ind- / udlån (kunde)”.
Andelskassen J.A.K. Slagelse besluttede i sommerens løb at deltage i
konferencen om ”Komplementære penge i Europa”, som det Katolske Sociale
Institut i Tyskland havde annonceret. Formålet var at samle en bred kreds af
de alternative pengesystemer, der i vores sydlige nabolande er i stærk
vækst. På deltagerlisten var tilmeldt over 170 personer, der repræsenterede
et bredt udsnit af forskning, paraplyorganisationer, snævre lokale og
nationale organisationer, samt grænseoverskridende samarbejder, der alle
havde fællesnævneren ”geld” (penge), som et byttemiddel uden spekulativ
tanke bag.
Af organisationer med spændende indlæg kan nævnes WIR (Østrig), J.A.K.
(Sverige, Danmark), GLS-Bank (Tyskland), Banca Etica (Italien) New Economics
Foundation (England), Documenta (Spanien), Haus der Globalen Bürger
(Schweiz), LETS (England), Time Banks (England, USA) Points (Holland), SOL
(Frankrig), Vorarlberg (Østrig), Credito (Italien), EKO (Skotland), Ander
Geld (Holland), LAVA (Østrig), ICC (Wales), Roland (Tyskland), Chimgauer
(Tyskland) og andre regions initiativer fra Polen, Tjekkiet, Slovakiet,
Ungarn, Brasilien og USA.
Specielt var et initiativ omkring Chimgauer interessant, da initiativet var
relativt nystartet som en integreret del af undervisningen på en privat
pigeskole, hvor denne alternative pengedistribution og markedsføring var en
del af ”økonomistudiet” på skolen. Hele det alternative pengesystem er
blevet accepteret i lokalsamfundet, og valutaen ”chimgauer” modtages i
stigende omfang på linie med Euroen i forretninger m.v. Det var virkelig til
inspiration at høre disse unge piger brænde for deres ideer. Som
introduktion og hovedtaler var inviteret Margrit Kennedy, der igennem mange
år har talt og skrevet om emnet ”rente og inflationsfrie penge”. Hendes
bøger er tidligere udkommet på dansk.
Margrit Kennedy tog – igennem en række eksempler – fat på problemet penge og
beskrev på fineste vis de 3 misforståelser om penge:
1.
Penge belastet med rente kan vokse uhæmmet.
2.
Pengesystemet er gennemsigtigt – der betales kun rente, når vi låner penge.
3.
Pengesystemet er retfærdigt – alle behandles ens i pengesystemet.
Det vil være for omfattende at gennemgå argumentationen for ovenstående 3
påstande. Andelskassen J.A.K. Slagelse har derfor inviteret Margrit Kennedy
til at komme til Danmark d. 21. maj og fremlægge sine tanker og visioner.
Endelig tid og sted vil senere blive annonceret i J.A.K. bladet.
I løbet af sit indlæg trak Margrit Kennedy flere muligheder frem for løsning
af ovenstående 3 problemer. Naturligvis var lokal valuta et hovedtema, der
skulle begrænse spekulationen i penge.
Det kom mere for os J.A.K. folk fra Danmark som en overraskelse, at Margrit
Kennedy trak J.A.K.s tanker bag deres rentefrie ind- og udlånssystem frem
som en mulig model for pengesystem, der kunne give en løsning på ovenstående
misforståelser. Modellen, hun havde som eksempel, var JAK Sverige
udlånsmodel, der i dansk regi kaldes ”VARDE-modellen”. Margrit Kennedy
fremlagde under sit indlæg om rentefrie penge, J.A.K.s økonomiske tankegang
som den mest gennemtænkte udlånspolitik, der både kan tilgodese udlåner og
låner (det skal bemærkes, at hendes betragtninger er baseret på J.A.K.
Sveriges Medlemsbank, der alene har rentefrie udlån efter en model, der
ligger tæt på ”Varde-modellen”). I hendes afslutning foreslog hun, at J.A.K.
burde indstilles til den alternative Nobelpris (på 2 millioner svenske
kroner), der uddeles en uge før uddelingen af Nobelpriserne i Sverige. Denne
”alternative nobelpris” bliver hvert år uddelt i december måned af
organisationen ”Right Livelihood Award” i Sverige. Prisen gives til ”et
initiativ, der på forbilledligvis gennem dets vision, arbejder for jorden og
dens befolkning”.
Til indstilling af J.A.K. systemet til denne pris var der fuld tilslutning
af deltagerne, der på den sidste dag på konferencen, fik formuleret
indstillingen og underskrevet af konferencens deltagere
Indstillingen skete med følgende baggrund (dansk oversættelse):
a.. …et rentefrit ind- og udlånssystem baseret på ”alle er vindere”
situationen for dets medlemmer, og med mulighed for at alle kan medvirke i
systemet.
b.. …andelshaversystem i stedet for aktionærsystem gennemført i praksis i
nuværende pengesystem.
c.. …forståelse for skabelse af rigdom og stabilitet selv inden for det
nuværende pengesystem, hvis det bruges som en service til fælles nytte.
d.. … J.A.K. systemet er baseret på basis af økonomisk frigørelse til alle
og derved en styrkelse af demokratiet.
Ovenstående fokusering på J.A.K. i Margrit Kennedys oplæg, skabte en stor
interesse for viden omkring J.A.K.s aktiviteter i Danmark og Sverige.
Hvorfor der i løbet af konferencen sporadisk blev afholdt 3-4
workshops/oplæg/debatforum om J.A.K. (studiekreds JAK).
Fra Slagelse havde vi medbragt J.A.K. blade, generel materiale om J.A.K. og
Slagelses informationspjece – og det hele på dansk! Vi kunne overhovedet
ikke give svar på alle de spørgsmål og invitationer til samarbejder, der
blev udtrykt i løbet af de næste dag på konferencen. Der blev fyldt en
opslagstavle med skriftlig formulerede spørgsmål til J.A.K., spørgsmål vi
efter bedste evne gav svar på.
Andelskassen havde også medbragt en lille stand med materiale. Specielt
J.A.K. pengene og J.A.K. bladet fra 1930 gav stor overraskelse for mange, at
J.A.K. systemet havde ”så gamle rødder”
Dette gav store problemer med formidlingen af tankerne bag J.A.K. og
debatten omkring J.A.K.s bankmæssige baggrund, samt den tradition med
”grundtvigske” tanker og elektroniske Dan/VISA korts udbredelse som hurtigt
”omsætningsmiddel”. Vi var simpelthen ikke forberedte på denne fokusering på
J.A.K. og kunne ikke formidle særlig godt med det danske materiale. (Sverige
havde slet ikke noget skriftlig materiale med, men kunne henvise til
www.jak.se, hvor der er introduktionstekst på engelsk og spansk).
Her mangler vi i J.A.K. i fælles regi at gøre et mægtigt stykke arbejde i en
national og international formidling af J.A.K.s ideologi.
Vi må i fællesskab kunne finde resurser til udarbejdelse af det
informationsmateriale, der i meget stort omfang mangler på dansk om J.A.K.,
men det er også nødvendigt, at dele af dette materiale oversættes, så vi kan
formidle viden og inspiration til andre økonomisk tænkende i Holland,
Belgien, Tyskland, Polen, Portugal m.v.
Og fik vi så den ”Nobelpris”?
Nej – J.A.K. fik ikke den alternative Nobelpris 2004. Vi ”tabte” til
værdige personer, der helt sikkert har fortjent anerkendelse. Men jeg var –
og er stadig – stolt over, at en stor del af det alternative europæiske
pengesystem på konferencen i Bad Honnef indstillede J.A.K. og K.E.
Kristiansen for deres arbejde for et retfærdigt pengesystem.
I 2004 blev årets ”Right Livelihood Award” på 2 millioner kroner delt mellem
tre prismodtagere:
Memorial (Rusland) for deres arbejde for at dokumentere brud på
menneskerettighederne i Rusland, samt specielt for det mod og under de svære
arbejdsforhold dokumentationen er sket.
Bianca Jagger (Nicaragua), der igennem mange år har brugt sin ”kendis-rolle”
at arbejde umådeligt hårdt for socialt udsatte mennesker,
menneskerettigheder, social retfærdighed, miljøbeskyttelse og
urbefolkningens ret til deres eget land.
Raúl Montenegro (Argentina) som en hengiven og social engageret miljøforsker
for et langsigtet arbejde med lokalt arbejde med urbefolkningen har bevaret
naturresurser og hindret miljøødelæggelser i Latinamerika.
Mere om ”the right livelihood Award”:
www.rightlivelihood.org
Jeg kunne på konferencen i Bad Honnef se, at der i landene syd for
Danmark var en blomstrende interesse for alternative økonomisystemer. En
blomstring, der endnu ikke er kommet til Danmark. Det er mit håb, at måske
besvarelserne af de ”10 spørgsmål” fra Landsforeningens regioner og J.A.K.
Andelskasserne (se andetsteds i dette J.A.K. blad) kan give den gødning og
vækst, der er god brug for.
J.A.K.
bladet |