Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - januar 2005

Guernseys finansielle forsøg


I en publikation, der blev udgivet af Landsforeningen J.A.K. engang i 60’erne, er følgende beskrivelse af et økonomisk forsøg gengivet. Der garanteres ikke for indholdets historiske korrekthed, men beskrivelsen giver et meget klart billede af, hvordan et samfund kan finansiere nogle af sine investeringer gennem udstedelse af rentefrie penge.


Det var i året 1820 - den fattige tid i Europa efter Napoleons regime. Her til lands havde vi statsbankerotten, vi havde fattigdom og nød, vore penge var blevet værdiløse, og vor produktion var gået i stå.

I Den engelske Kanal er der nogle småøer, en af disse hedder Guernsey, den er på størrelse med Ærø, men har 5 gange så mange indbyggere. Øen har et dejligt mildt og fugtigt klima, en frugtbar jord, rigelig egnet til gartneri og grøntsagsdyrkning. Befolkningen var dengang meget driftig, men der var kommet dårlige tider. Ingen havde penge til at købe for, produktionen gik i stå, da der ikke kunne sælges, arbejderne gik med hænderne i lommerne, for ingen havde arbejde at byde dem. Skatterne til England, som øen tilhørte, kunne ikke betales, renterne til de engelske långivere heller ikke. - Øen var virkelig fattig, faktisk på fallittens rand. Øens styrelse forsøgte at optage lån i England, men ingen ville låne en forarmet ø det mindste.

Guernseys guvernør Daniel de Lisle Brock var fortvivlet over al denne elendighed. Han var klar over, at dersom der kunne skabes plan i gartneriet og grøntsagsdyrkningen, så kunne der også skabes liv og udvikling - men dertil var en ny torvehal nødvendig, og hertil behøvedes penge - og penge var ikke til at stampe op. Kunne øen få en torvehal, så kunne varerne fremvises og sælges, der kunne skabes liv og omsætning og dermed penge - men først skulle der den sum til, som hallen kostede, antagelig 4.000 £. Guvernøren vred sin hjerne - hvordan - hvordan kunne problemet løses? På øens teglværker var der masser af sten, og flere kunne laves, i skovene var rigeligt af egnet tømmer, ja så meget at det stod og blev ødelagt. Kalkbrænderierne var gået i stå, for ingen ville købe kalken. Der var arbejdere og håndværkere nok, som gerne ville tage fat med arbejdet. Alt dette vidste alle - men de vidste også, at der skulle penge til for at betale stenene, tømret, kalken og arbejderne - og hvordan skal man få fat i disse penge, når ingen ville låne øen?

Den 12. maj 1820 sammenkaldte guvernøren den lovgivende forsamling, og han forelagde den et forslag af følgende indhold: En torvehal koster 4.000 £ at bygge - når den står færdig, er den så rigelig denne sum værd. Jeg foreslår, at vi lader fremstille 4.000 pundsnoter, naturligvis ikke af samme udseende som de gængse fra England, men med øens navn og med lovgivningens garanti. Vi beslutter at garantere med øens sikkerhed for disse pundsnoter og lader dem blive almindelige betalingsmidler og ligestillet med de vanlige. Vi sætter straks torvehallens byggeri i gang, vi betaler sten, tømmer, kalk og arbejdsløn med disse pundsnoter - det vil give liv i den økonomiske tilværelse, det vil give arbejde, omsætning og liv. Når hallen står færdig, lejer vi de forskellige afdelinger ud til gartnere og grøntsagsdyrkere, lejeindtægten med fradrag af nødvendig administration afdrager vi den udstedte pundsmasse med, hvilket vil sige, at vi brænder disse noter. Forslaget blev mødt med kraftig modstand fra en del af forsamlingen, der blev sagt, at sådanne selvfremstillede pundsnoter var værdiløse og derfor yderst farlige. Det blev sagt, at sådanne noter ville opløse det ellers kendte og solide pengesystem, og at det derfor var tåbeligt og ødelæggende. Trods disse advarsler, blev guvernørens forslag vedtaget med stort flertal og projektet omgående sat i gang.
Naturligvis viste det sig, at disse “nye penge” var lige så gode betalingsmidler, som de “gamle penge” var, der syntes ikke at være anden forskel end nyhedens interesse. Forskellen i teksten og udseendet gjorde, at de var anderledes - men de betalte uden besvær. Snart stod torvehallen færdig, der var lejere nok til de forskellige afdelinger, og handelen begyndte og gik efter forventning særdeles godt. Den forholdsvis beskedne part af øens befolkning, som ved dette eksperiment blev berørt, bevirkede, at der kom gang i andre arbejder og i anden omsætning - for disse penge bragte liv og optimisme med sig, den gode cirkel syntes at være i gang.
I løbet af 5 år var torvehallen betalt gennem udlejning, den stod der endnu som en daglig værdi, og lejeindtægten gav overskud til andre øformål. De 4.000 pundsnoter var ude af verden igen, brændt som det var bestemt. Men erfaringen gav nye ideer. En ny vej, hårdt tiltrængt, var ønskelig - der var grus, sten og arbejdskraft nok - men ingen penge til at betale med. Det blev igen fremstillet 4.000 pundsnoter til finansiering af arbejdet, og med skatterne blev anlægssummen afdraget - igen brændtes årlig en del af de 4.000 noter. Dette gav beskæftigelse, det gav arbejdsglæde, det gav omsætning og forøget liv. Igen bredte initiativet sig til andre områder på øen, det mærkedes, som om krisen var overvundet, den grå hverdag fik nyt lys.

Øens styrelse konstaterede den nye økonomis gode virkning, og de fik nye planer. En ny serie pundsnoter – denne gang 5.000 – blev fremstillet, de skulle hjælpe til at indfri resten af et lån hos en engelsk långiver. Man ville indfri - ikke med øens nye penge, som kunne afvises af långiveren - men med de engelske pundsnoter, som øen fik i betaling for eksporterede grøntsager. Sælgerne fik så i stedet de nye penge som betaling - og forsøget var hurtigt gennemført, og uden besvær. Øen tjente ved denne handling 4½ % af 5.000 £ - altså 225 £ årlig - penge, der kunne anvendes til bedre formål og blev det..

Denne udvikling og denne tilstand gav befolkningen mere tillid, og der opblussede nye aktiviteter, produktionen steg, og økonomien bedredes. En ny serie pundsnoter fremstilledes, denne gang 10.000 £, nu var det bygningen af Elisabeth College - en stor skolevirksomhed. Året efter igen en serie - 12.000 £, der skulle finansiere en ny bydel omkring torvehallen. Gamle og dårlige boliger blev revet ned, og moderne blev opført i stedet, og i samme grad, som lejeværdien indbetaltes, blev pundsnoterne inddraget. I 1828 og 1829 blev udstedt henholdsvis 8.400 og 11.000 £ til nye formål, men da gamle noter blev inddraget og destrueret, kom øens seddelmængde aldrig over 60.000 £. Der var penge nok til omsætningen, til nye produktioner, og ingen ledige hænder var kendt. Øen blomstrede som i et eventyr.
Øens havneanlæg blev bygget om og moderniseret - det kostede 15.000 £ - naturligvis penge man fremstillede til formålet, og som igen afvikledes ved afgifterne. Der blev bygget flere veje, og de blev efterhånden til Europas bedste, dette kostede omkring 30.000 £. Slumkvarterer blev ændret fra gamle usle rønner til moderne lyse boliger. I disse år blev der bygget mere end 400 nye boliger, disse kostede henved 200.000 £. Der blev bygget kornmøller, hvor øens korn kunne formales og derved spare det dyre engelske mel. En række nye skoler blev opført. En blomstrende ø med en arbejdende befolkning, hvor trivsel og fremgang vidnede om en fornuftig økonomi - det var faktisk et eventyr, og rundt omkring lå Europa i ruiner. I fattigdom og afmagt, men hvor længe var Adam i Paradiset?

De engelske långivere og spekulanter var vel vidende om Guernseys økonomiske og produktionsmæssige fremgang, vel vidende om den overordentlige rigdom, øen var udtryk for - rigtig en lækkerbisken at få fat i - men hvorledes? Vejen til dette mål var gennem penge med andre egenskaber end de penge, som øen anvendte. Som venteligt var, fandtes der adskillige blandt øens befolkning, der drømte om “yngledygtige penge”, om renter og arbejdsfrie indtægter. Endnu flere i befolkningen var ikke i stand til at gennemskue øens egne penges fornuft - kun erkende at det gik godt. Disse personer fandt de engelske spekulanter velegnet som hjælpere. Denne lille kanalø havde opnået at besidde Europas højeste levestandard, men kun en beskeden part af befolkningen begreb virkelig, hvad årsagen til dette var, kun at de havde en dygtig, en klog og en god guvernør.

Bankfirmaet Finkelstein & Co. i London var den første, der forsøgte sig. De byggede en flot bankbygning, og snart fulgte den store Commercial Bank i London efter. Med forbindelser på øen blev der nu lavet en storstilet propaganda for “bedre penge - levende penge som kunne yngle”. Man sagde, at disse bankpenge var bedre end de kortlivede “øpenge”, folk lyttede, og man lod sig overrumple, men virkelig skade skete først, da disse bankhuse fik overtalt tilstrækkelig mange i den lovgivende forsamling til at lytte til intriger og lus-kerier og til at bestemme, at der herefter kun måtte cirkulere 40.000 £ øpenge, hvilket naturligvis bevirkede, at der blev for få penge i omsætningen, og der søgtes lån i bankfirmaerne. Guvernør Lisle Brock kæmpede som en løve for at redde øens sunde økonomi og befolkningens høje livsform - men forgæves. Dumhed, intriger, undergrundsarbejde drejede øens økonomi over til bankfordel og udbytning.

Den første afgørende bestemmelse var, da den lovgivende forsamling bevilgede de nævnte to banker adgang til at udstede 15.000 pund banknoter til 3% årlig rente og uden afdragsbestemmelse, hvilket betød en årlig skat til samme fra øen på 450 £ hvert år. Denne bestemmelse er stadig i kraft og har tappet øens befolkning for mange gange summen. Bankerne fik et sugerør stukket ind i øens næringsliv, og som tak for “venligst” at stille deres “levende penge” til øens rådighed, fik de dette strålende eventyr til at visne.

Enhver kan forstå, at øens ærlige og gode penge uden udbytte gør befolkningen velstillet, medens bankernes “bedre penge” gør bankerne rige, men øen fattig. Det “kærlighedsforhold”, der opstod som følge af bankdrift på den ene side og tilstrækkelig godtroenhed fra øens befolkning på den anden side, bevirkede, at bankerne vandt, og et strålende eksperiment nu kun historie. Guvernør Daniel de Lisle Brock havde med klog betænksomhed hjulpet øens befolkning til økonomisk frigørelse og et strålende eksempel, og han har givet verden en anvisning på et stort problems løsning. Samtidig taler eksemplet om samvittighedsløse spekulanter og små troskyldige menneskers overrumpling.
 

J.A.K. bladet