J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 7 - november 2004

Orientering fra J.A.K.s repræsentantskabsmøde

Følgende orientering blev givet på Landsforeningen J.A.K.s repræsentantskabsmøde lørdag den 23. oktober i Haslev.

Orientering om, hvad bestyrelsen har arbejdet med siden forårets repræsentantskabsmøde.

Der har været afholdt to bestyrelsesmøder: Et i Slagelse den 14. maj samt et i Odense den 20. september.

På forårets repræsentantskabsmøde blev Niels Højmark valgt som nyt bestyrelsesmedlem, og bestyrelsesposterne blev på det første møde fordelt. Finn fortsatte som næstformand, Kristen som kasserer, Niels blev sekretær og Jørgen bestyrelsesmedlem.

Vi gennemgik forretningsordenen, og herunder blev årets primære arbejdsopgaver drøftet. Der var enighed i bestyrelsen om, at vi skal deltage så bredt som muligt i regionsmøder samt møder i pengeinstitutterne, og vi skal udbygge det positive samarbejde med pengeinstitutterne.

Vi har bearbejdet de mange og gode forslag, som kom på banen på forårets repræsentantskabsmøde.

Efter en god og lang strukturdebat har vi indtil videre konkluderet følgende:

Målet

  • Alle brugere af J.A.K. pengeinstitutterne skal være medlem af Landsforeningen J.A.K.
  • J.A.K. bladet skal ud til alle husstande med tilknytning til. J.A.K. pengeinstitutterne og Landsforeningen J.A.K.
     

Midlet

  • Møder mellem bestyrelsen i de enkelte J.A.K. pengeinstitutter og bestyrelsen for Landsforeningen J.A.K.
  • Deltagelse i direktørmøder i Foreningen af J.A.K. andelskasser
  • Tegning af medlemskab skal ske frivilligt
  • Betaling sker gennem det enkelte medlem eller pengeinstituttet.

For at styrke samarbejdet kunne det måske være en ide at afholde forårets repræsentantskabsmøde i forbindelse med, at Foreningen af J.A.K. andelskasser afholder deres generalforsamling. Lidt korridorsnak imellem møderne kunne måske få nye spændende ideer på banen og udvikle sammenholdet.
Vi har hver især brug for den anden part for at overleve.
Landsforeningen J.A.K. har brug for pengeinstitutterne og deres brugere til at vise, at teorien virker i praksis og til at hjælpe med at sprede interessen for J.A.K.
Pengeinstitutterne har brug for Landsforeningen til at fastholde ideologien i arbejdet, så de ikke bare bliver ganske almindelige pengeinstitutter, men holdes fast i, at det er noget andet og mere bæredygtigt, vi vil med vore pengeinstitutter.

J.A.K. bladet
Som nævnt ovenfor er målet, at J.A.K. bladet kommer ud til alle med tilknytning til J.A.K.- og selvfølgelig gerne mange flere. Derfor prøver vi hele tiden på at gøre bladet bedre. Vi har drøftet pris kontra kvalitet, som blev vendt på sidste repræsentantskabsmøde. Det er bestyrelsens klare holdning, at vi ikke må gå på kompromis med kvaliteten.
Bladet har været til en journalistisk bedømmelse. De udtrykte, at det var et rigtig godt blad med gode temaer. Der burde være mere om økonomi, og et blad i farver ville gøre sig bedre.
Det er der blevet arbejdet med, og vi fandt mulighed for at trykke bladet i farver og endda til en lidt lavere pris, end det har været trykt hidtil.
Der er blevet taget rigtig godt imod det nye blad. Vi har i dag lagt nogle eksemplarer frem sammen med en opstilling over annoncemoduler og priser. Vi håber, at I vil være med til at gøre opmærksom på det fine blad rundt omkring i landet.
De to medlemsnumre forventes fortsat tryk sort/hvid. Det afhænger af prisen, som ikke er helt klar endnu. Arbejdsgangen i fremstilling af medlemsnummeret er blevet forenklet, hvilket også betyder en besparelse.

INAISE
Landsforeningen J.A.K. står i øjeblikket som medlem af INAISE, et såkaldt Advocate medlem, der koster 600 EURO om året. Det har indtil nu været Fælleskassen Samøkonomi samt Folkesparekassen, som har delt kontingentet imellem sig. Fælleskassen Samøkonomi har nu meddelt, at de ikke fortsat kan se nogen mening med at stå som medlem, og Folkesparekassen kan ikke forsvare at dække hele udgiften. Såfremt der ikke tegner sig andre, som vil indgå i dækning af denne udgift. ser Landsforeningen sig nødsaget til at opsige medlemskabet. Som tidligere meddelt finder bestyrelsen hverken tid eller økonomi til dette medlemskab.

Årsmøder
Med hensyn til årsmøderne i regionerne skal vi fra bestyrelsen opfordre til, at møder bliver varslet i god tid, og der må gøres et forsøg på at få nye med, så der kan åbnes mulighed for at få lidt udskiftning i gang der, hvor det er ønsket. Deadline for at få mødeindkaldelsen rettidigt med i J.A.K. bladet, som udkommer primo januar, er 30. november.
Bestyrelsen har besluttet, at der skal dannes et jubilæumsudvalg 11.2.2006 med en repræsentant fra hver region. Så vi vil opfordre regionerne til at vælge denne repræsentant på næste årsmøde.

Vi har drøftet sammensætning af ny bestyrelse. På valg næste forår er Finn og Jørgen, som ikke ønsker genvalg.
Endvidere er formanden på valg, og jeg så gerne, at vi fik en ny formand med nye ideer og arbejdsiver til at tage fat, men jeg kan også se det uheldige i, at der skiftets 3 ud af 5 bestyrelsesmedlemmer på en gang. Jeg må dog allerede nu meddele, at såfremt det bliver genvalg af formanden for en ny 2 års perioden, er det den absolut sidste. Og man bør allerede nu i regionerne på næste årsmøde tage højde for det, når der vælges medlemmer til repræsentantskabet.

Næste repræsentantskabsmøde
Forårets repræsentantskabsmøde er fastsat til den 9. april 2005.
 

J.A.K. bladet