Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 6 oktober 2004

Om realiseringen af landsbyfællesskabet

Tekst TOR JORDBO

I sommeren 2002 mødtes en lille gruppe på et træf for
bosætningsinteresserede på Svanholm. Vi mødtes omkring en fælles vision om at skabe en permakulturel landsby.
Et landsbyfællesskab bygget op omkring liv på stedet,
samvær på tværs af aldre, og noget at være fælles om.
En drøm om at blive en del af løsningen på
miljøproblemerne i stedet for en del af problemerne

To år senere forvandler vi nu i 2004 vores drøm sig til konkret virkelighed: Den selvforsynende landsby i Hundstrup på Sydfyn. Vi er nu 19 voksne og 11 børn i færd med at færdiggøre byggemodningen af 1. etape som er 18 byggegrunde. Næste etape frigiver yderligere 8 grunde. Vi har købt en gård med 15 ha jord og er godt i gang med realiseringen af landsbyen. Enkelte har påbegyndt deres husbyggeri, og flere er i fuld gang med de forberedende øvelser.

Denne artikel giver først et komprimeret opkog af tilblivelsen af vores bosætning med særligt fokus på vores formelle organisation. Dernæst en refleksion over projektets sociale og permakulturelle dimensioner.

Landsbyens tilblivelse
Det første halve år, fra vi mødes første gang i sommeren 2002, og frem til februar 2003, bruger vi på at udvikle et oplæg, som vi kan sende til kommuner på Fyn; annoncere efter flere medlemmer og stifte en forening. Oplægget til kommunerne indeholder vores tanker omkring anvendelsen af permakultur i udformningen af huse, haver og landbrug. Oplægget giver kommunerne noget at forholde sig til og virker som en garanti for, at vi kan lave den bosætning, vi tænker på. Samtidig annoncerer vi i forskellige blade efter medlemmer, først sparsomt men hen mod købet mere intensivt og målrettet.

Fem udvalgte kommuner på Fyn modtager oplægget. De er valgt på baggrund af profil, placering og regionsplanens muligheder. Af de fem kommuner, vi sender oplægget til, får vi positiv respons fra fire. Der er mange muligheder og flotte steder, men de fleste kræver et stort planarbejde og mange dispensationer. I sidste ende er det ønsket om en hurtig realisering, som har den største vægt.

Allerede tidligt i processen er der mange ting som peger på Højgård i Hundstrup, hvor der i forvejen findes en gammel, ubenyttet lokalplan. Her finder vi det største realiseringspotentiale, som vi kalder det. Det vil sige, at stedet kræver færrest mulige dispensationer, ingen tillæg til regionsplanen. Vi er klar over, at der er masser af dispensationsarbejde forude, og vi vælger bevidst at minimere dette. Den oprindelige lokalplan viser sig da også at være et betydeligt aktiv for en hurtig realisering, selvom der stadig venter mange udfordringer forude før landsbyen er en realitet.

Da vi bevæger os ind i samarbejdet med Egebjerg Kommune og lodsejeren, bliver projektet hurtigt mere specifikt og vores arbejdsopgaver mere konkrete. Vi begynder de indledende købsforhandlinger og går i gang med at udarbejde et lokalplansforslag. I det lokalplansforslag, vi udarbejder, bliver der plads til 26 grunde på de 3 ha, som bliver til byzone. De resterende 12 ha af gården forbliver landzone.

Allerede tidligt i lokalplansarbejdet arrangerer Egebjerg kommune et møde med amtet. En ny tilnærmet lokalplanslinie bliver fastsat. Amtet bedømmer ændringerne til ikke at være væsentlige i forhold til det oprindelige lokalplansområde og derfor inden for rammerne af regionsplanen. Ved samme lejlighed gør amtet det klart for os, at vores oplæg til spildevandsløsning – et pileanlæg der kan aftage spildevandet fra hele bosætningen – skal godkendes og reguleres af amtet pga. spildevandsmængden. Det bliver starten på en lang proces mod godkendelsen af et 180 m langt pilerensningsanlæg. En proces som både byder på stor opbakning – ikke mindst fra Egebjerg kommune, som bl.a. reviderer spildevandsplanen for området – og mange administrative tovtrækkerier. Først og fremmest skal vi have en tilladelse til overhovedet at lave en sådan lokal spildevandsløsning. En tilladelse som i dag – et år efter indsendelse af den første ansøgning og en uge før pileanlægget skal graves – endnu ikke er helt på plads. Derudover skal anlægget placeres inden for åbeskyttelseslinien, hvilket kræver en dispensation fra amtet.

Den næste udfordring er selve købet og driften af gården og jorden. Med stor hjælp fra vores advokat stifter vi en andelsforening med en juridisk og økonomisk konstruktion, der gør det muligt for os på en gang at realisere vores visioner og passe ind i det omliggende samfunds regelsæt. Juridisk er vi en andelsgrundejerforening, á la kolonihaveforeningsmodellen, hvor foreningen ejer jorden, og hvor den enkelte lejer grunden, hvorpå der bygges ejet hus. Økonomisk har vi solidarisk hæftelse, med et års opsigelse. Det viser sig dog at være en udfordring at få lov til at eje et landbrug som forening og at få lov at bygge boliger på landbrugsjord – begge forhold der kræver en særlig dispensation fra Jordbrugskommisionen.

I efteråret 2003 mødes vi med sælger og advokater og færdiggør købsforhandlingerne. Foreningen stiller i den forbindelse en bankgaranti, og det er første gang vi bruger banker. Med foreningens vedtægter og det stigende antal medlemmer retter vi kontakt til forskellige banker og realkreditinstitutter.
Købsaftalen er betinget af, at vi kan få de fornødne dispensationer. Vi vil ikke risikere at købe en gård uden at kunne realisere projektet. Derved bliver købet af gården udskudt, indtil borgerhøringen er overstået, uden væsentlig indsigelser, og til vi har fået svarene på dispensationsansøgningerne.
Jordbrugskommissionen kan komme med en afgørelse i midten af april. Tingene begynder at falde på plads, og det ser efterhånden ud til, at vi kan overtage gården i løbet af maj 2004 – forudsat at alt går, som det skal. Omkring den 20. april modtager vi jordbrugskommissionens afgørelse. De vil ikke give os dispensation til at eje gården ligeligt mellem medlemmerne. Der skal være en ankermand, som ejer en 5. del af andelskapitalen. Dette udløser nogle hektiske dage med korrektioner af vedtægter, ny stiftende generalforsamling og en masse juristeri. Vi beslutter at gennemføre projektet på trods af denne – set fra vores synspunkt – ikke ideelle løsning. Vi havde foretrukket, at alle var lige i forhold til ejerskabet, specielt i forhold til de interne demokratiske processer, som er baseret på konsensusløsninger.

Samtidig er lokalplanen i den 8 ugers høringsperiode, hvor der også er indlagt et borgermøde i Filippa Huset i Hundstrup, arrangeret af Egebjerg Kommune. Her får vi endnu en chance for at fremlægge projektet. Lokalplanen møder ingen indsigelser fra kommunens borgere. Tværtimod bliver både vi og projektet taget godt og nysgerrigt imod af beboerne i området – både til borgerhøringen og til andre møder, som vi holder undervejs, hvor vi fortæller om vores ideer og drømme.

Amtet og Fødevareministeriet har nogle tekniske indsigelser, som dog ikke forhindrer kommunens teknikudvalg i at indstille lokalplanen til godkendelse. Så med begejstring i maven og let bævende hånd køber vi gården den 6. maj, og de første af os flytter ind på jorden i skurvogne og campingvogne. På et kommunalbestyrelsesmøde den 19. maj godkendes lokalplanen med overvældende flertal. Alle partier ønsker os velkommen og held og lykke. Den 20. maj begynder vi byggemodningen. Sammen med Ollerup Maskinstation lægger vi el, vand og kloak i jorden. Vi har købt en rendegraver, en traktor med vogn og en lille ladbil. Inden efteråret er vi færdige med den midlertidige kloaktilslutning, veje og telefon og edb. Og til næste sommer bliver pileanlægget, som skal graves dette efterår, klar til at modtage vores spildevand.

Bosætninger vejen frem
Det er tankevækkende og tegner godt for fremtiden, at de lokale kommunalpolitikere kan mødes om projekter som dette. Projektets grundlæggende ide om en bosætning på landet med fællesejet landbrug med ligeligt ansvar fordelt på andele – økonomisk og driftsmæssigt – viser sig at være et svært mål at nå. Ønsket er legitimt og indlysende, men håndteres ikke behændigt i landbrugsloven. Vi vælger den eneste umiddelbare løsning, og vi har i dag en ankerkvinde med en 1/5 ansvar.

Bosætninger af grupper af familier på landet er en måde, hvorpå man gennem landdistriktspolitik kan vende affolkningen i landområderne. Planlægningsmæssige muligheder for bosætninger kan meget vel blive en strategi og et konkurrenceparameter kommunerne imellem i fremtiden. Samtidig giver en bosætning inden for det samme lokalplansområde mange borgere til kommunen, uden at alt det arbejde, som kommunen traditionelt står for i forbindelse en udstykning, følger med.

I den Selvforsynende Landsby indgår man i et forpligtende fællesskab, som er noget andet end arbejde eller familie. Det sociale element af fællesarbejdet gør stedet til noget mere end et husmandsbrug og noget mere end naboskab. Den Selvforsynende Landsby rummer det bedste fra de mange fællesskaber, som efterhånden findes rundt om i landet, og ud over det har vi idealet om en selvforsyning gennem anvendelsen af permakultur.

Ordet permakultur kommer fra det engelske permanent agriculture, men bruges i dag mere generelt om permanente (bæredygtige) kulturer. Permakultur er en samling designprincipper til at gøre tingene på en mere bæredygtig og arbejdsbesparende måde. Alle designs skal så vidt muligt laves, så de ikke nedslider, men opbygger naturressourcerne. Anvendelsen af permakultur er en helhedstankegang – sund fornuft på ekstrakt – der har som ultimative mål at lave et menneskeligt produktivt habitat. Bill Mollisson udvikler permakultur-tilgangen i 1970’erne. Siden har bevægelsen oplevet et stadig stigende moment, og der findes rundt om i verden flere permakulturbosætninger.

Anvendelsen af permakultur hjælper os til at fokusere fællesskabet på en omkostningseffektiv måde, ved at vi f.eks. tilstræber størst mulig effekt ved mindst mulig indsats, gennem et stædigt fokus på artsrigdom og biomasseproduktion. På sigt vil anvendelsen af permakultur give behagelige uderum, spændende vegetationer og dyreliv, mad, ly og arbejde.
En permakulturstrategi begynder med, at man i fællesskab finder løsninger, og permakultur gøres bedst i samarbejde. Det viser sig, at én strategi ofte ikke gør det alene. En god designstrategi kræver overskud, overblik, erfaring, tid osv.

Anvendelsen af terrænændringer som etableringen af højbede af overskudsmuld, kombineret med en udstrakt anvendelse af flerårige planter, giver mindre af den ressourcekrævende gentagne jordbehandling. Terrænelementer kan også udformes, så de fanger solens varme og lagrer den i vand og sten. Kombineret med lægivende vegetation, kan mikroklimaet forbedres betydeligt og give et tidligt og stort udbytte.

Med en selvforsyning af basale dagligvarer, anvendelsen af solenergi og lokalt biobrændsel, og mindre transport, vil vi være med til at reducere udledningen af drivhusgassen CO2 betydeligt. Det er vores målsætning i jordbruget helt at minimere anvendelsen af energikrævende maskiner og reducere ressourceforbruget til emballering og transport.

Permakultur og selvforsyning er redskab og målsætning. Begge bidrager interessant til fællesskabet. F.eks. har vi en fælles madøkonomi og fællesspisning. Det giver nogle spændende overvejelser og producerer initiativer i retning af større selvforsyning.

Nu er vi på jorden og er i gang. Det kan lade sig gøre og gøres forholdsvist hurtigt. I dag er det meget nemmere end for blot 10 år siden at lave en bosætning. For hvert alternativt projekt, som har været igennem møllen, bliver statsapparatet bedre til at imødekomme sådanne projekter. Vi er glade for, at projekter før os har gødet jorden, men sender samtidig en tanke til de projekter, som ikke er blevet til noget, eller hvis realiseringer er blevet forsinket og fordyret, fordi de ikke er blevet mødt i planlægningsprocessen. Projekter som økologiske bosætninger er med til at gøre samfundet klar til at møde de udfordringer, som fremtiden vil bringe. Det er ikke længere blot krusninger på overfladen, men en bølge der er ved at rejse sig. I ethvert traditionelt firma, organisation og institution er der jo mennesker med et økologisk ønske og tankegang, og økologien vinder mere og mere indflydelse. Skismaet mellem, hvad vi ved og hvad der gøres, bliver større og større og nærmer sig det absurde. Samtidig oplever man, at politikere taler mod bedrevidende og fylder tiden ud til næste valg med tomgangssnak. På et tidspunkt skal der gøres noget.

Hver generation udvikler deres fællesskabsfølelse og måde at imødekomme den på. Litteraturen er fyldt med tekster, som beskriver stammen, fællesskabet, samfundet. Der findes metervis af hylder med mange forskelligartede visioner om, hvordan mennesket får de bedste udfoldelsesmuligheder. Pointen er, at vi er et fællesskab, uanset hvordan vi så definerer det, men – kan man spørge sig selv – er der nok af det, og trives jeg? Den selvforsynende Landsby er vores bedste bud på en begyndende bosætning i overensstemmelse med naturgrundlaget og tidens muligheder – et rigtigt øko-logi!

J.A.K. bladet