J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 6 oktober 2004

Folkesparekassens Strategi 2006 – 2018

Den 1. maj 2003 fyldte Folkesparekassen 20 år, og i den anledning besluttede ledelsen at igangsætte en strukturdebat med henblik på at formulere sparekassens værdier og tegne et billede af den fremtidige strategi. Sparekassens ledelse – dvs. bestyrelse og direktion sammen med repræsentantskabet – har i tæt samarbejde med medarbejderne haft mange drøftelser om strategien, og alle har udvist en særdeles stor indsats for at opnå det bedst mulige resultat.
Arbejdet er langt fra færdigt, men på disse sider præsenteres nogle af de resultater, som er opnået på dette tidspunkt.


Idégrundlag

"Folkesparekassen vil tilbyde private og erhvervsvirksomheder etisk forsvarlig finansiel rådgivning og service, der er baseret på en spekulationsfri og bæredygtig økonomi”.

Definitioner:

  • Ved etisk forsvarlig rådgivning forstås en rådgivning, der er baseret på åbenhed og gennemsigtighed over for kunderne, og hvor der i rådgivningen ikke tages primært hensyn til Folkesparekassens indtjening.
  • Spekulationsfri økonomi baserer sig på en økonomi, hvor ingen har mulighed for at udbytte andre – hvilket i praksis betyder størst mulig anvendelse af rentefri indlån og udlån.
  • Ved bæredygtig økonomi forstås en økonomi i balance for den enkelte kunde, hvor indgåede forpligtelser kan overholdes til gavn for såvel den enkelte som for samfundet.


Idegrundlaget praktiseres i det daglige arbejde gennem

  • Intet udbytte til aktionærer
  • Alle kunder er lige – ingen kan handle sig til fordele
  • Forsigtig rådgivning af kunder, hvor der ikke anbefales spekulative forretninger
  • Der tages udgangspunkt i den enkelte kundes situation og behov, idet ikke alle kunder er ens
  • Sparekassen rådgiver kunden, men beslutningen er altid kundens eget valg
  • Sparekassen giver afslag på kreditgivning eller lignende, såfremt rådgivningen tilsiger det
  • Spekulationsfri økonomi praktiseres bl.a. gennem ØKOnto-produktet og uddannelseslån gennem J.A.K.-Fonden
  • Opfordring til kunder om at gøre brug af rentefrie lånemuligheder
  • Anvendelse af mix-lån for hurtigst muligt at gøre brug af rentefrie lånemuligheder
  • Oprettelse af pensionsopsparinger for at sikre økonomien under pensionsalderen
  • Dialog med pensionsopsparere om placering af opsparingen i værdipapirer under individuel ordning
  • Ved optagelse af realkreditlån orienteres om foreliggende muligheder, men der tilrådes at vælge en risikofri lånetype, såfremt kunden ikke har økonomisk overskud til at betale en ydelsesstigning.
     

Værdigrundlag

"Landsforeningen J.A.K.s ideologi om rente- og spekulationsfri økonomi udgør de grundlæggende værdier i og omkring Folkesparekassen. Disse værdier er udgangspunkt for udvikling af samarbejdet med troværdige samarbejdspartnere, i bestræbelserne på at skabe varige relationer til kunder og J.A.K .andelskasser”.

Værdigrundlaget praktiseres i det daglige arbejde gennem

  • Jævnlige møder med J.A.K. andelskasserne
  • Rentefrie indlån og udlån til sparekassens kunder
  • Løbende opfølgning på sparekassens indtjening med henblik på at justere overskuddet i forhold til målsætningen
  • Indlæg i blade og tidsskrifter om muligheden for alternativ økonomi
  • Oplysning om de rentefrie muligheder ved kundesamtaler
  • Opfordring til at overdrage ubenyttede rentefrie lånemuligheder
  • Udstrakt hjælp og service overfor J.A.K. andelskasserne.
     

Misssion

“Folkesparekassen vil som pengeinstitut tilbyde flest mulige private og erhvervsvirksomheder økonomisk handlefrihed og samtidig arbejde målrettet for Folkesparekassens udvikling og selvstændighed til gavn for kunderne”.

Definitioner:

Ved økonomisk handlefrihed forstås bedst mulige tilbud på finansiering, idet lavere finansieringsomkostninger giver kunden større rådighedsbeløb og handlefrihed.

Missionen praktiseres i det daglige arbejde gennem

  • Uddannelse af medarbejderne for at kunne vejlede kunderne bedst muligt
  • Markedsføring af lavt forrentede lån
  • Løbende opfølgning på sparekassens indtjening med henblik på at justere overskuddet i forhold til målsætningen
  • Stram omkostningsstyring for at minimere kundernes betaling til sparekassens drift
  • Maksimal sikkerhed for udlån for at reducere tabsrisikoen
  • Tilstræbelse af en stabil rentepolitik
  • Opfordring til at overdrage ubenyttede rentefrie lånemuligheder.

Overordnet strategi

"Det er Folkesparekassens strategi igennem praktisering af billigst mulig finansiering og kvalificeret rådgivning af kunderne at opnå en kontrolleret vækst og konsolidering med henblik på at fastholde sparekassen som selvstændigt pengeinstitut”.

Definitioner:

Ved kvalificeret rådgivning gives der kunden en klar og forståelig orientering om kundens relevante valgmuligheder og konsekvensen deraf, således at kunden selv kan træffe sit valg. For at kunne give den ønskede rådgivning skal sparekassens medarbejdere løbende ajourføres med udviklingen i forhold til kundernes behov.

Billigst mulig finansiering praktiseres gennem

  • Udøvelse af Folkesparekassens målsætning om, at driftsoverskuddet ikke skal maksimeres, men være tilstrækkeligt til at sikre sparekassens selvstændighed,
  • Fastsættelse af rente- og gebyrsatser, der er konkurrencedygtige i forhold til andre finansieringsmuligheder,
  • Lavest mulige driftsomkostninger,
  • Lavest mulige hensættelser til imødegåelse af tab på udlån,
  • Medarbejdernes rådgivning over for kunderne, således at den enkelte kundes omkostninger reduceres mest muligt.

Arbejdet med sparekassens strategi er langt fra færdig - og bliver det heller ikke, idet det er en løbende proces, som med jævnlige mellemrum tages op til vurdering og justering. Til brug for dette arbejde ser vi også gerne, at garanter og kunder giver tilbagemeldinger til sparekassen, såfremt man ikke føler, at sparekassen lever op til de skitserede værdier, eller hvis der er forslag til udbygning og justering af strategien.
 

J.A.K. bladet