J.A.K. bladet

Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 6 oktober 2004

En alternativ historie

AF ARNE RASMUSSEN, VANLØSE

Jeg har altid været alternativt interesseret på flere fronter. Omkring 1985 hører jeg for første gang om lavtforrentede lån. En skoleleder for Rudolf Steiner skolen i Esbjerg fortalte, hvorledes skolen havde fået et lån gennem Merkur bank. Fra den dag var jeg klar over, at det var noget, jeg gerne ville være med i.

Der skulle dog gå nogle år endnu, inden jeg igen blev ”konfronteret” med noget lignende. Det var Inger Marie fra J.A.K. Grølsted, som gav mig skubbet, og dermed flyttede jeg mine engagementer til et J.A.K. pengeinstitut. 13/4 år efter stod jeg i en forretning i Varde, hvor jeg ikke kunne betale med mit dankort. Det var spærret, på grund af den konkurs Grølsted gennemgik. Det var ikke en rar oplevelse.

Jeg havde set, at J.A.K. også fandtes i Varde, og jeg gik resolut derhen. Her beklagede jeg min nød og spurgte, om de ville have mig som kunde. Jeg kom ind på den daværende direktørs kontor og fik lektien om J.A.K. fortalt i løbet af et kvarter. Da vi var enige med hensyn til pengenes rolle, fik jeg oprettet en konto og et tusind kroner i hånden, som jeg havde bedt om. Således kunne jeg klare mig til næste lønningsdag. Jeg har været og er kunde i J.A.K. Varde siden den dag.

Efter et par år blev jeg valgt ind som suppleant for bestyrelsen, og efterfølgende kom jeg i bestyrelsen, hvor jeg har taget min tørn.

I år stoppede jeg bestyrelsesarbejdet, fordi jeg nu er flyttet til Vanløse. Afstanden fra Varde til Vanløse er dog ikke noget problem. Har jeg et problem, kan jeg ringe eller maile til dem. Netbank er også en vigtig grund til, at det kan lade sig gøre.

Nu har vi fået fat i en andelslejlighed, og der har J.A.K. Varde hjulpet os med andelsbeviset.
Jeg kan godt lide ideen med, at vi ikke skal udnytte en anden mands nød, men derimod hjælpe så godt, vi kan. Jeg har før skrevet det og skriver nu igen, at et pengeinstitut ikke er rigtig rentefrit, før alle betaler til driften, uanset om de har indestående eller lån.

Som jeg skrev i starten er jeg alternativt interesseret. Sidste år startede jeg som selvstændig i Esbjerg og omegn, med Kranio Sakral Terapi og Healing som speciale. Efter at have mødt min udkårne i maj og fundet ud af, at stedet, vi skulle bo, var København, flyttede jeg lige før jul. Nu er opgaven så at få københavnerne til at vide, at jeg også er på banen. For planen er selvfølgelig at fortsætte med alternativ behandling herovre.

Man kan jo ikke leve af ingenting, så min kæreste, som arbejder på en døgninstitution for autister, anbefalede mig derude. Det resulterede i, at jeg startede som vikar midt i januar. Udviklingsmæssigt er det et meget spændende og givende job.

Det, jeg brænder mest for, er dog de alternative behandlingsformer, som jeg udøver. I takt med, at jeg får mere at lave på den front, kan jeg drosle ned for døgninstitutionen.
 

J.A.K. bladet