J.A.K. bladet

Vedtægter for Landsforeningen J.A.K.

§ 1. NAVN
Foreningens navn er: ”JORD - ARBEJDE - KAPITAL - Landsforeningen for menneskelig og økonomisk frigørelse”. Forkortet: ”Landsforeningen J.A.K”.

§ 2. HJEMSTED
Foreningens hjemsted er Landsforeningen J.A.K.s sekretariats adresse.

§ 3. FORMÅL
Foreningens formål er gennem oplysning at rejse en bevægelse for gennemførelse af folkets menneskelige og økonomiske frigørelse, samt arbejde for oprettelse af praktiske funktioner til fremme af formålet.

§ 4. MEDLEMMER
Stk. 1. Optagelse.
Enhver, der tilslutter sig ovennævnte formål, kan optages som medlem.
Stk. 2. Kontingent.
Repræsentantskabet fastsætter medlemskontingentet, hvori regionskontingentet er indeholdt.
Kontingentet skal være indbetalt inden den fastsatte betalingsfrist, såfremt medlemskabet ønskes opretholdt og stemmeret bibeholdt.
Stk. 3. Medlemsblad.
Foreningen udgiver J.A.K. bladet.
Stk. 4. Udelukkelse / eksklusion.
Hvis et medlem bevisligt modarbejder Landsforeningens arbejde, kan en enig bestyrelse slette medlemskabet (eksklusion). Et slettet medlem kan anke afgørelsen til repræsentantskabet, som træffer den endelige afgørelse ved simpelt flertal på dets førstkommende møde.
Stk. 5. Regionstilknytning.
Som udgangspunkt er et medlem tilknyttet den region, hvor medlemmet er bosiddende, medmindre andet er meddelt Landsforeningen.

§ 5. FORENINGSMYNDIGHEDER
Stk. 1. Repræsentantskabet.
I alle anliggender er repræsentantskabet højeste myndighed inden for de grænser, der er fastsat ved disse vedtægter samt ved gældende lov.
Stk. 2. Bestyrelsen.
Den daglige ledelse af foreningen varetages af en bestyrelse på 4-6 medlemmer samt formanden.

§ 6. REPRÆSENTANTSKABETS MØDER
Stk. 1. Indvarsling.
Repræsentantskabet mødes mindst to gange om året. Møderne afholdes inden udgangen af april og oktober måned.
Der indkaldes skriftligt til møderne med mindst 14 dages varsel, og møderne bekendtgøres i J.A.K. bladet.
Stk. 2. Fuldmagter.
Der kan stemmes ved fuldmagt; men en mødedeltager kan kun have een fuldmagt.
Fuldmagten gælder ved afgørelsen af alle udsendte forslag.
Der kan ikke anvendes fuldmagt til valg af bestyrelse.
Stk. 3. Dirigent.
Repræsentantskabets møder ledes af en dirigent, der afgør alle spørgsmål om sagers behandling.
Stk. 4. Dagsorden for forårsmødet.
1. Valg af dirigent.
2.
Valg af to stemmetællere, der ikke må være medlemmer af bestyrelsen.
3. Valg af to referenter.
4.
Bestyrelsens beretning for det forløbne år, til godkendelse.
5. Regnskabet fremlægges til godkendelse.
6. Bestyrelsens forslag til budget og arbejdsplan.
7. Indkomne forslag.
8. Valg af formand.
9. Valg til bestyrelsen.
10.
Valg af en statsautoriseret eller registreret revisor for et år.
11.
Valg af en intern kritisk revisor for et år samt en suppleant for samme.
12. Eventuelt.
Stk. 5. Forslag til behandling.
Forslag fra foreningens medlemmer, der ønskes behandlet på et repræsentantskabsmøde, skal være formanden i hænde senest 1. marts.
Stk. 6. Referat.
Mødereferater underskrives af dirigent og referenter.
Stk. 7. Afstemning.
Valg af formand og bestyrelsesmedlemmer finder sted efter kvalitetsmetoden.
Andre afstemninger sker ved simpelt flertal.
Skriftlig afstemning skal foretages, såfremt et medlem fremsætter ønske derom.
Stk. 8. Samlet bestyrelsesafgang.
Hvis bestyrelsens beretning og / eller regnskab ikke kan godkendes af repræsentantskabet, skal der ved ekstra indkaldelse jf. stk. 9 foretages valg til alle bestyrelsesposter. Genvalg kan finde sted.
Stk. 9. Ekstraordinært møde.
Såfremt mindst 10 medlemmer af repræsentantskabet skriftligt forlanger det, skal der afholdes repræsentantskabsmøde.
Kravet skal fremsættes skriftligt over for bestyrelsen og skal indeholde de punkter, som gruppen kræver på dagsordenen.
Bestyrelsen udarbejder en endelig dagsorden, som mindst skal indeholde de krævede punkter.
Det ekstraordinære repræsentantskabsmøde skal være afholdt senest 30 dage efter kravets fremsættelse.
Indkaldelsen til det ekstraordinære repræsentantskabsmøde sendes direkte til repræsentantskabets medlemmer og skal ske med mindst 14 dages varsel.

§ 7. VALG AF BESTYRELSE
Stk. 1. Valg.
Repræsentantskabet vælger bestyrelsen.
Formanden vælges særskilt hvert andet år.
Bestyrelsesmedlemmer er på valg hvert år efter tur. Valgperioden for medlemmer af bestyrelsen er 3 år. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen træffer selv afgørelse om valgperiode ved nyvalg af hele bestyrelsen.
Suppleanter for repræsentantskabsmedlemmer er ikke valgbare til bestyrelsen.
Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder i sin valgperiode, indtræder det medlem, som vælges i stedet, for resten af valgperioden.
Stk. 2. Tiltrædelse.
Et nyvalgt bestyrelsesmedlem tiltræder ved første bestyrelsesmøde efter repræsentantskabsmødet, på hvilket valget har fundet sted.
Stk. 3. Konstitueringsmødet.
Første bestyrelsesmøde, der afholdes umiddelbart efter et repræsentantskabsmøde med valg til bestyrelsen på dagsordenen, skal indeholde følgende punkter på dagsordenen:
a. Bestyrelsen konstituerer sig med valg til relevante bestyrelsesposter.
b. Overdragelse fra tidligere bestyrelsesmedlemmer.
c. Prokura.
d. Fastsættelse af forretningsorden for bestyrelsens virke.
e. Nedsættelse af relevante udvalg.

§ 8. TEGNING OG PROKURA
Foreningen tegnes af den samlede bestyrelse, som kan meddele prokura til enkelte bestyrelsesmedlemmer og enkelte ansatte.
Dog kan kun den samlede bestyrelse købe, sælge og pantsætte fast ejendom samt værdipapirer.

§ 9. BESTYRELSENS ADMINISTRATIVE PLIGTER
Stk. 1. Bestyrelsesmøder.
Formanden indkalder til bestyrelsesmøder.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst et flertal af dens medlemmer er til stede.
To af bestyrelsens medlemmer kan begære afholdt bestyrelsesmøde med angiven dagsorden.
Der skal afholdes mindst 4 årlige bestyrelsesmøder.
Stk. 2. Bestyrelsens arbejdsopgaver.
Bestyrelsen har det fulde ansvar for foreningens virksomhed.
Bestyrelsen:
* sørger for opkrævning af kontingent.
* udarbejder det kommende års budget og arbejdsplan.
* ansætter det fornødne personale.
* nedsætter relevante udvalg.
* tilrettelægger repræsentantskabets møder.
* tilrettelægger landsmøder, kurser og konferencer for medlemmer.
* udarbejder forretningsorden for regionerne.
* fremsætter udtalelser til offentligheden. Ingen andre kan tegne Landsforeningen uden bestyrelsens godkendelse.
Stk. 3. Godtgørelse.
Bestyrelsen og medlemmer, der påtager sig opgaver for bestyrelsen, kan modtage godtgørelse for rejseudgifter i forbindelse med bestyrelsesmøder og andre rejser vedrørende foreningen efter regler, der fastsættes af bestyrelsen. Der udbetales ikke honorar for bestyrelsesarbejde.

§ 10. ØKONOMI OG REGNSKAB
Stk. 1. Regnskabsår.
Regnskabsåret er kalenderåret.
Regnskabet offentliggøres i J.A.K. bladet.
Stk. 2. Forpligtelser.
For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens egne midler og ingen af dens medlemmer.
Stk. 3. Revision.
De på repræsentantskabsmødet valgte revisorer reviderer regnskabet og kan til enhver tid foretage uanmeldt revision og kasseeftersyn.
Såfremt et bestyrelsesmedlem forlanger det, skal der foretages revision og kasseeftersyn.
Der føres en revisionsprotokol, hvori revisorernes bemærkninger indføres. Protokollen underskrives af revisorerne og forelægges bestyrelsen ved førstkommende bestyrelsesmøde til underskrift.

§ 11. REPRÆSENTANT-SKABETS SAMMENSÆTNING
Repræsentantskabet er sammensat af medlemmer af Landsforeningen:
Dels af repræsentanter valgt af Landsforeningens medlemmer.
Dels af et bestyrelsesmedlem fra hvert af de J.A.K. pengeinstitutter, der er repræsenteret i Foreningen af J.A.K. andelskasser, eller fra andre J.A.K. pengeinstitutter, der vedkender sig J.A.K. ideerne som vigtigste idebaggrund. Hvert J.A.K. pengeinstitut udpeger en suppleant for det faste medlem af repræsentantskabet.

§ 12. REGIONERNES VALG TIL REPRÆSENTANTSKAB
Stk. 1. Valgkredse.
Landet opdeles i nedennævnte regioner, der dels er foreningens lokale arbejdsområder, dels fungerer som valgkredse for de derboende medlemmer af foreningen:

1. Region Nordjylland: Nordjyllands amt
2. Region Midt- og Vestjylland: Viborg og Ringkøbing amter
3. Region Østjylland: Århus amt
4. Region Sydjylland: Ribe, Vejle og Sønderjyllands amter
5. Region Fyn: Fyns amt
6. Region Vest- og Sydsjælland: Vestsjællands og Storstrøms amter med øerne syd herfor
7. Region Øst- og Nordsjælland: København og Frederiksberg samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde amter
8. Region Bornholm: Bornholms amt
Stk. 2. Valggrundlag.
På grundlag af foreningens medlemskartotek pr. ultimo december oplyses hver region om det antal repræsentanter, regionen har ret til at vælge.
Regioner med:

1 - 24 medlemmer har ret til at vælge 1 repræsentant.
25 - 49 kan vælge 2 repræsentanter.
50 - 99 kan vælge 3 repræsentanter.
100 - 199 kan vælge 4 repræsentanter.
200 - 399 kan vælge 5 repræsentanter.
400 og derover kan vælge 6 repræsentanter.
Stk. 3. Valgmødet.

På regionens årsmøde vælger forsamlingen af den valgte regionsbestyrelses midte, ved skriftlig afstemning, regionens første repræsentant til repræsentantskabet.
Valget gælder for et år ad gangen, og genvalg kan finde sted.
Derefter vælger forsamlingen regionens øvrige medlemmer til repræsentantskabet jf. stk. 2, ligeledes ved skriftlig afstemning.
Valget sker for et år ad gangen, og genvalg kan finde sted.
I hver region vælges 1 suppleant, der deltager i repræsentantskabets møder med stemmeret i de tilfælde, hvor et medlem af regionen er forhindret i at deltage.
Stk. 4. Mødeindkaldelse.
Regionens årsmøde indvarsles i J.A.K. bladet til afholdelse i februar.

§ 13. REGIONSBESTYRELSEN
Stk. 1. Sammensætning.
Medlemmerne i regionen vælger en regionsbestyrelse på 2-6 medlemmer, der sammen med en repræsentant udpeget af Landsforeningens bestyrelse udgør regions-bestyrelsen. Valget finder sted på regionens årsmøde.
Stk. 2. Arbejdsopgaver.
Regionsbestyrelsen har til opgave at være koordinerende og inspirerende i regionen.
Den koordinerer planlægningen af møder.
I øvrigt er regionsbestyrelsen forpligtet til at følge den af Landsforeningens bestyrelse udarbejdede forretningsorden.
Stk. 3. Valgindberetning fra regionsledelsen.
Senest 14 dage efter afholdelse af regionens årsmøde (senest pr. ultimo februar) skal regionsledelsen til Landsforeningen indsende meddelelse, dels om regionsbestyrelsens sammensætning og den skete konstituering, dels om regionens medlemsvalgte til repræsentantskabet.

§ 14. REGIONERNES ØKONOMI
Stk. 1. Økonomi.
Landsforeningen stiller et beløb pr. medlem i regionen til rådighed for arbejdet i regionerne.
Regionen kan modtage økonomisk støtte fra anden side.
Regionen og lokale aktivgrupper opkræver ikke eget kontingent.
Landsforeningen opretter i sit regnskab en konto for hver region. Regionen har fri dispositionsret over kontoen.
Stk. 2. Regnskab.
Regionsbestyrelsen kan vælge at føre eget regnskab.
Regnskabsåret er kalenderåret, og årsregnskabet indsendes til Landsforeningen inden 1. februar.
Hvor regionsbestyrelsen vælger at lade Landsforeningen føre regionens regnskab, skal hvert arrangement være afregnet til Landsforeningens kasserer inden 14 dage efter dets afholdelse.

§ 15. REGIONENS FUNKTION
Stk. 1. Bestyrelse.
I den enkelte region konstituerer bestyrelsen sig med formand, kasserer, sekretær og andre relevante poster efter behov.
Stk. 2. Regionens aktivgrupper.
Medlemmerne i regionen kan tage initiativ til oprettelse af aktivgrupper til varetagelse af særlige eller lokale aktiviteter.
De enkelte aktivgrupper i regionen kan efter ønske konstituere sig med bestyrelse / ledergruppe, men er ikke selvstændig regnskabsførende.
De i denne forbindelse valgte, eller de af regionsledelsen udpegede initiativtagere, skal derfor inden 14 dage efter hvert arrangement indsende et regnskab til regionskassereren.

§ 16. ÆNDRINGER AF VEDTÆGTER, FORMÅL OG OPLØSNING
Stk. 1. Vedtægter.
Vedtægtsændringer, der ikke berører § 3 og § 16, om henholdsvis foreningens formål og foreningens opløsning, kan vedtages af repræsentantskabet med simpelt flertal, uanset antal afgivne stemmer.
Stk. 2. Formål og opløsning.
Til beslutning om ændring af Landsforeningens formål eller ved forslag om opløsning af Landsforeningen kræves, at mindst 75 % af samtlige medlemmer ved en urafstemning afgiver gyldig stemmeseddel for forslaget.
I tilfælde af Landsforeningens opløsning skal eventuelle midler anvendes til fremme af J.A.K.s arbejde eller humanitært arbejde.

§ 17. IKRAFTRÆDELSE
Disse vedtægter træder i kraft straks og afløser tidligere vedtægter af 1. oktober 2000.

Således vedtaget på repræsentantskabsmødet den 27. marts 2004.

J.A.K. bladet