| J.A.K. bladet
Leder af redaktionen Er dyrevelfærd pengene værd? Vi ser det næsten hver dag, det er blevet en del
af vores hverdag, ja for nogen er det blevet en så triviel del af vores
hverdag, at det ikke mere kan hæve øjenbrynet. De fleste tænker dog stadig over de hæslige
beskrivelser og billeder, der viser, at her har et menneske svigtet, og
dyr endnu engang har betalt prisen for dette omsorgssvigt. Hvorfor bliver
det, der starter som kærlighed til dyr, pludselig vendt til denne brutale
ondskab, der ikke giver nogen mening, og hvordan kan vi som samfund
tillade, at denne brutalitet over for dyr gang på gang forsat får lov at
trives uden indgreb. EU direktivet (direktiv 98/58/EC), som dyrevelfærden
er bygget på, er udformet på baggrund af fem ”friheder”: – fri for sult og tørst Ovenstående er vel helt naturligt, hvis der i
stedet for dyrevelfærd stod menneskerettigheder. Vi ville vel opfatte et
land, der ikke overholdt ovenstående simple regler, som et diktatur eller
regime, der ikke kunne anerkendes af Amnesty og lignende, så hvorfor skal
dyr finde sig i denne mishandling af simple ”leveregler”? Den nemme forklaring ville være, at det må være
nogle ondskabsfulde mennesker, der kan behandle andre levende væsener på
den måde, men så simpelt kan det desværre ikke gøres. Der må ligge en
dybere grund til, at mennesker, der inderst inde har kærligheden til dyr,
på denne måde tilsidesætter simple grundregler for velfærd og helt
passivt opgiver selv at sige stop og afvikle sit dyrehold, inden det når
så langt som til en anmeldelse og på forsiden af pressen, hvor kun de
mest groteske sager fanger journalistens opmærksomhed. Som forklaring findes formodentlig i de fleste tilfælde
personlige og menneskelige tragedier, hvor en familie skilles, og hvor den
menneskelige tragedie omkring denne person giver så stor afmagt, at der
ikke kan ses nogen løsning på selv små problemer. Hvor det at fodre og
strø halm ved sine dyr ikke mere giver mening, selvom begge dele findes på
ejendommen. I de lidt større sager om dyremishandling og misrøgt
spiller en anden faktor måske en mere væsentlig rolle. Kommercielt
dyrehold giver med disse tiders optimering af driftsøkonomi ikke mere
plads til glæden ved at have med dyr at gøre. Dyrene er blevet maskiner
i en produktion, hvor de på computerskærmen alene viser, hvor god en
forretning de er i produktionen. Samtidig er balancen mellem succes og
fiasko i den animalske produktion blevet meget lille og kan hurtigt give
økonomisk uoverskuelighed, da investeringerne og udgifterne – også til
dyrevelfærd – er store. Vi, som ønsker J.A.K. tanken en fremtid, må også
– som den politiske forbruger vi er – gøre vores indkøb og
betale prisen for det, der fremmer dyrevelfærden mest. Det hjælper ikke
at snakke dyrevelfærd og samtidig gå ned i supermarkedet og købe kød
m.v., hvor enhver kan se, at det ikke kan dække produk-tionsomkostningen.
Her kan kun siges, at den bedste tommelfingerregel må være at købe sine
animalske produkter hos producenter, der er godkendte økologiske eller
godkendt af ”Foreningen Dyrenes beskyttelse” eller lignende, da det
giver sikkerhed for, at dyrevelfærd kontrolleres på de enkelte besætninger.
Denne dyrevenlige produktion og kontrol vil naturligvis højne prisen, men
det er vel det værd? J.A.K. må ikke alene handle om rentens
afskaffelse, men må i handling også vise sin bæredygtige holdning ved
aktivt at arbejde for en mere human verden – både for mennesker og for
dyr. |