Den Økonomiske Monetære Union

Af Uffe Madsen 

Ved folkeafstemningen den 28. september 2000 valgte Danmark at holde sig uden for det europæiske økonomiske samarbejde. Det var endnu et tegn på danskernes kritiske og skeptiske holdning til EU. Forinden valget fremsatte især økonomer og politikere trusler om stigende arbejdsløshed og stigende rente i Danmark i forhold til de øvrige EU-lande, såfremt man ikke stemte for det øgede samarbejde. Alligevel stemte danskerne NEJ til ØMU’en. Hvilke konsekvenser fik dette NEJ så for Danmark?

Umiddelbart efter, at valgresultatet var kendt den 28. september, hævede Danmarks Nationalbank diskontoen for at markere over for omverdenen, at den hidtidige fastkurspolitik ville blive fastholdt. Der skulle altså ikke være tvivl om kronens værdi over for de øvrige lande. Det var en klog beslutning, og det resulterede også i, at der ikke opstod spekulation over for kronen. Den forhøjede diskonto er siden af flere omgange fjernet igen, uden at det har påvirket kronens kurs.

Renten i Danmark har stort set siden afstemningen været faldende og er i dag på et historisk lavt niveau. Den samme udvikling har vi set i hele den vestlige verden, men faldet i Danmark har været større end i de øvrige EU-lande. Allerede 1 år efter afstemningen kunne Jyllands-Posten med overraskelse konstatere, at den danske rente nu er under den tyske.

Arbejdsløsheden i Danmark er i dag større end i 2000, men dette skyldes den generelle lavkonjunktur, som hele den vestlige verden befinder sig i, og situationen i Danmark afviger ikke væsentligt fra de lande, der deltager i ØMU-samarbejdet. Det glædelige er, at der siden 2000 ikke er flyttet produktion fra Danmark til udlandet som følge af ØMU’en.

De fremsatte trusler og forudsigelser i 2000 holdt altså ikke. Befolkningens holdning til det økonomiske samarbejde er dog siden blevet mere positivt. Det skyldes sandsynligvis, at mange siden 2000 har været syd for grænsen og oplevet, hvor behageligt det kan føles, at den samme valuta - euroen - kan anvendes i de øvrige EU-lande. Jo, det er da nemt, og det er vel også i dag det bedste argument, som politikerne kan fremføre for at overbevise skeptikerne.

I de seneste meningsmålinger er der dog sket en ændring, der viser en voksende mistillid til euroen, og det er både i Danmark og i euro-landene. I en offentliggørelse i december 2003 i Jyllands-Posten anføres det, at 47% af europæerne er glade for euroen - dvs. at 53% enten er utilfredse eller ikke har en mening om spørgsmålet. Det er et tegn på, at det økonomiske samarbejde er et politisk projekt og ikke et ønske fra folket. Denne større mistillid har efter min opfattelse to årsager. Den ene er, at en væsentlig del af ØMU-aftalen bygger på en stabilitets- og vækstpagt, der forpligter landene til ikke at køre med statslige underskud, der overstiger tre procent af bruttonationalproduktet. Ved en overskridelse af denne aftale skal det pågældende land betale en stor bøde til EU og samtidig iværksætte foranstaltninger til at stabilisere økonomien. Nu har Tyskland og Frankrig som de første lande overskredet aftalen, og hvad sker der? Da der er tale om store medlemslande, er det blevet besluttet at bøje fortolkningen af pagten, og de hårde konsekvenser udeblev. Vækst- og stabilitetspagten blev reelt sat ud af kraft i november måned 2003. Det er ikke med til at skabe tillid til det økonomiske projekt i EU.

Et andet forhold, der tegner et mere generelt billede af EU, er, at vi nu har været gennem en 6-måneders periode med Italien på formandsposten. Denne periode har været karakteriseret af kaos og manglende beslutninger. Samtidig har der været fokus på udarbejdelse af en ny traktat, der binder medlemslandene mere sammen, og hvor der ikke er plads til mindre landes særstandpunkter. Der er blandt politikerne ønske om mere union, og vi skal have en fælles præsident. Italiens håndtering - og måske især formandens uheldige optræden - har fået manges øjne op for konsekvenserne ved et tættere samarbejde, hvorfor de siger fra over for unionstanken.

Udviklingen siden efteråret 2000 har meget klart bevist, at Danmark har en sund og stærk økonomi, og at vi klarer os særdeles godt uden for ØMU-samarbejdet. Som et lille land med stor international handel er vi naturligvis stærkt afhængige af både euro-landene og USA, men igennem en sund og fornuftig økonomi har vi styrke nok til at sige NEJ til den økonomiske union.

J.A.K. bladet