| J.A.K. bladet
Det kræver engagement - af os allesammen, hvis vor Landsforening skal bevares, hvis Landsforeningens bestyrelse og repræsentantskab skal have rimelige arbejdsvilkår og muligheder, samt hvis J.A.K. bladet skal fortsætte og med samme høje kvalitet. Repræsentantskabsmødet
- den 27. marts år 2004 - bør være og blive det forum, hvor vi samler
op på alle de tiltag og gode forslag, der er fremkommet på møder, i
J.A.K. bladet og sidst men ikke mindst på Workshop - dvs. J.A.K. kurset
den 8. november år 2003 i Silkeborg. Det
har altid i min aktive J.A.K. bestyrelsestid været et ønske og en
hjertesag for mig at få samlet brugere og medlemmer af vort pengesystem i
en “vækstkasse” - og jeg har aldrig forstået, at det har været nødvendigt
med så mange forskellige “farver” for at markedsføre vort formål i
ideologi og praksis. I sig
selv er J.A.K. folk individualister og særprægede personligheder - det
skal vi da ikke være flove over, men glæde os over - og de mange
meninger og forslag, der fremkommer på vore møder, og som der bliver
givet udtryk for, bør kunne “energisamles” i Landsforeningens og
pengeinstitutternes forsamlinger. At
vore pengeinstitutter - som burde være de praktiske udøvere af J.A.K.
ideologien - er meget forskellige, er ingen åbenbaring, men det burde -
efter min opfattelse - ikke være det, vi skilter med over for den ganske
verden. Er
omverdenen forvirret, når de ser det ene pengeinstitut anvende et lavt
renteniveau, medens et andet pengeinstitut anvender et højt renteniveau??
Det tror jeg faktisk, når vi alle kalder os medlemmer af en forening, der
taler om økonomisk frigørelse. Jeg er
sikker på, at mange ikke er enig med mig, men så kom dog frem med det på
vort repræsentantskabsmøde eller i vort J.A.K. blad. Man
kunne også - igen og igen og igen - stille spørgsmålet, hvad gør vi
selv for, at de - for få - pengeinstitutter vi har overhovedet
overlever?? Vi kan ikke - og
det påstod jeg allerede i “højrentetiden” - overleve og konkurrere på
renten alene. Selvom
det i manges ører lyder fjernt og for frelst, så er det holdningerne og
moralen, der skal få J.A.K. ideerne til at blomstre i samfundet. Den
lave rentes positive virkning har befolkningen set, men forstået? Når
regering og folketing, fordi renten ikke er så belastende mere,
tilskynder vælgerne til at låne flere penge og bruge flere penge på først
og fremmest flere materielle ting, så må I faktisk undskylde! De
fleste kan simpelthen ikke stoppe flere biler i carporten, flere
elektriske køkkenmaskiner i køkkenet og stuerne, og værelserne er fyldt
med elektronisk udstyr, så ingen har tid til at beskæftige sig med de
menneskelige relationer. Man “overhører” simpelthen hinanden. Den
“rentebesvarelse”, vi i J.A.K. kæmper for, hænger jo sammen med den
menneskelige frigørelse, og den gælder ikke kun i Silkeborg eller København
eller i Danmark, men for hele vore klode. Her i Danmark har de fleste
“forædt sig” i forbrugsgoder og lykkepiller. Var det dog ikke på
tide, vi i stedet fik øje på de mennesker i den 3. verden, der virkelig
lider og har brug for?? Det
vil skabe den økonomiske og menneskelige frigørelse, J.A.K. bør være
ambassadør for. Det kræver engagement - og det kræver vor medvirken. |