J.A.K. bladet

Byggeri i harmoni med naturen  
   mere end økobyggeri

Økologi, naturmaterialer, vedvarende energi, rensning af spildevand osv. osv. Alle disse tiltag til optimering af vores husbyggeri ved at gøre alle dele af byggeriet så naturligt og økologisk som muligt resulterer helt klart i en lang række positive virkninger. Bedre indeklima, mindre belastning af miljøet mv.

Af Bjarne Landsfeldt 

Vi kan gå et betydeligt skridt videre i byggeriet og planlægningen af vore huse, landsbyer, byer, arbejdspladser, skoler, hospitaler og administrationsbygninger ved at anvende den nu tilgængelige viden om naturens egen arkitektur, den såkaldte vediske arkitektur, der i sin nuværende komplette form betegnes Maharishi Sthapatya Veda. Sthapatya betyder at etablere sig – Veda betyder viden – altså viden om, hvordan vi på den mest optimale måde etablerer os på jordens overflade. I mange tilfælde kan de store anstrengelser på det økologiske område vise sig at være mere eller mindre spildt, hvis ikke de mange aspekter i relation til harmoni med naturens love ikke tages i betragtning.

I den vediske arkitektur er der tre hovedprincipper, som skal følges, for at huset bliver skabt i fuldstændig balance med naturen.

1. Det vigtigste princip er korrekt retning eller orientering. Hoveddøren afgør, hvilken retning et hus vender imod. Kun en hoveddør, der vender mod øst eller nord, skaber en gunstig indflydelse i huset. Som et gennemsnit i byer vil man se, at med veje og gader i alle mulige retninger vil mindst 75% af bygningerne have en dårlig indflydelse og vil derigennem medvirke til mere sygdom og flere problemer i samfundet.

”Generelt ved folk ikke, at orienteringen af beboelseshuse eller kontorbygninger skaber en betydelig virkning med hensyn til succes og fremskridt i ens arbejdsliv; og til sundhed, glæde og lykke på det individuelle plan” - Maharishi

2. Ideel placering støtter fremskridt, fred og rigdom. Den stærkeste indflydelse fra Naturens lov på jorden kommer fra solen. Orienteringen mod den opgående sol er den mest lykkebringende retning, men når solen (tilsyneladende) bevæger sig over himlen fra solopgang til solnedgang, udstråler den forskellige kvaliteter af energi. Maharishi Sthapatya Veda tager højde for disse forskellige typer af indflydelse på forskellige tidspunkter i løbet af dagen, dvs. forskellige indflydelser på bygningens nordlige, sydlige, østlige og vestlige dele. Ud fra denne viden kan man fastslå det bedste sted til indgangen, dagligstuen, køkkenet, kontoret og soveværelset. Sunde livsbetingelser i ens hus skal medvirke til, at man føler sig ekstra frisk og klar, når man går ind i det rum, hvor man læser/studerer/koncentrerer sig, i spisestuen bliver fordøjelsen stimuleret, og ens soveværelse skal bevirke en god uforstyrret søvn.

På denne måde sikres det, at alle aspekter af ens daglige aktivitet, hjemme eller på arbejdet er i harmoni med Naturens Lov. Samme principper kan med samme gunstige resultater anvendes i byplanlægning.

3. Vediske opmålinger og proportioner - samt naturlige og sunde byggematerialer.

I Maharishi Sthapatya Veda bliver proportionerne og opmålingerne af bygningen og rummene designet og kalkuleret ud fra de generelle proportioner, som er udtrykt i menneskets fysiologi og symmetrien i den kosmiske fysiologi. Hertil anvendes de ældgamle matematiske formler i Vastu Vidya, som er en del af Maharishi Sthapatya Veda. Dette sikrer, at proportionerne er lykkebringende, dvs. i resonans med sol, måne, stjerner og planeter. Det er denne forfinede, men samtidig perfekte resonans mellem bygningens individuelle struktur og universets kosmiske struktur, som fremmer helbred, rigdom, og lykke og sikrer både individets og samfundets udvikling i konstruktiv retning i det hele taget. Undersøgelser har vist, at patienter på et hospital, som kun fik sollys fra øst i gennemsnit, kunne sendes hjem 4 dage før patienter, som kun fik sollys fra vest. Det har også vist sig, at folk, der lever i huse med sydindgang, har betydeligt dårligere helbred end folk, der har hoveddøren mod øst eller nord. Nylig hjerneforskning har vist, at hjernen er yderst sensitiv over for hvilken retning, man vender mod med hovedet – f.eks. anbefaler den vediske arkitektur, at man sover med hovedet mod øst eller syd og aldrig mod nord.

En anden vigtig faktor er at bygge med naturlige, ikke-giftige materialer, der passer til de lokale klimatiske forhold. Dette inkluderer materialer som naturligt behandlet og malet træ, mursten, lerstampede vægge, lersten, halmballer osv. derudover ’finish’ i form af lerpuds, marmor og keramikfliser, naturlige fibre til tæpper, gardiner og møbler, sund, naturlig og ikke-giftige malingstyper, lim og tapet. Man skal også meget nøje undgå skadelige elektromagnetiske felter, højspændingsledninger, mikrobølge tårne og ovne osv.

I Danmark er et sådant byggeri for nylig blevet færdigt - ca. 10 km nord for Silkeborg er der skabt en stor første model på byggeri i harmoni med Naturens Lov.

Konstruktionen består af et bærende bindingsværks skelet. Dette står som bagmur i ydervæggen, samt som rammen om alle skillevæggene. Bindingsværket er muret ud med pressede lersten, og ydermuren er også bygget i pressede lersten, som efterfølgende er pudset med lerpuds og kalket.

Isoleringen er udført i papiruld og hørbatts. Der er primært trægulve med krybekælder under, stengulvene er udstyret med gulvvarme. Tagbeklædningen er græsgrønne glaserede tagsten. Der er en to meter bred veranda rundt om hele byggeriet, husene bliver derved bundet sammen, og man kan færdes mellem husene i læ under det store tagudhæng. Varmen kommer fra en kombination af pillefyr, brændefyr og solvarme. Spildevandet renses i et 1000 m2 lukket pilebed.

Det har været en meget spændende proces at projektere, planlægge og siden hen bygge disse huse. Og oplevelsen af at bo i et hus, som ikke bare er bygget så økologisk som muligt, men som tilmed er baseret på en ældgammel indsigt i naturen, dvs. husene er baseret på viden, har overgået alle forventninger. Noget, som i starten måske mere fremstod som teori og forestillinger, viser sig at blive yderst håndgribelige og mærkbare faktorer i ens dagligdag. En betydelig forbedring i klarhed, velbefindende, sundhed og mere energi har vi dagligt kunne glæde os over.

Men den bedste måde at få en mere klar fornemmelse af byggeri i harmoni med Naturens Lov er at opleve det selv. Se nærmere på www.globalcountry.dk/mausing og træf aftale om rundvisning og evt. foredrag. For at sikre, at en bygning planlægges og konstrueres efter alle principperne i Maharishi Sthapatya Veda, er det nødvendigt at konsultere en ekspert i denne viden. De meget grundigt uddannede eksperter anvender den præcise og testede viden om Naturens Lov fra den gamle Vediske tradition – som er blevet bevaret ned gennem tiderne i de Sthapatyavediske tekster, og som nu er blevet genoplivet i deres helhed af Maharishi.

Yderligere information kan findes på: www.sthapatyaveda.com

J.A.K. bladet