| J.A.K. bladet
4
uger på fødder og Solskinsmad – fra Gedser til Skagen! Tosset?
Måske - men nødvendigt, siger idékvinden. Birthe
Straarup, Bramsnæs, startede sundhedsvandringen Fod på Livet som et
gratis og åbent tilbud til alle den 3. august og gik i mål på Grenen,
Skagen lørdag den 30. august efter 700 km til fods gennem Danmark. 700
km? - 4 uger? ”Ja,
men det er ikke så meget dét at gå langt som det at gå i det
hele taget, som er formålet med Fod på Livet. Jeg vil selvfølgelig
bruge præstationen at gå 700 km til at sætte fokus på, at man kan
klare en fysisk og psykisk udfordring på Solskinsmad, men kernen i Fod på
Livet udgøres af dags-etape-deltagerne, de som går den enkelte dag,
akkurat som man går sig en tur derhjemme som en daglig selvfølgelighed. Hvad
har du opnået med turen? Mange
positive tilkendegivelser over for vandringens formål: aktivt at
inspirere til nye valg omkring, hvad vi spiser og hvordan vi tilbringer
vores fritid! Og hørt: wauw, hvor det smager godt! når vi inviterede
folk til frokost; dét har været en fornøjelse! Og selvfølgelig
naturoplevelserne; landskabets skønhed og skiftende karakter, at være så
meget ude i luften og lyset og bruge sin krop så mange timer hver dag,
har været tilfredsstillende og en ny oplevelse for mig personligt. Man
kommer tættere på sig selv, på en indre fornemmelse af livets mening,
man kommer tæt på storheden og alt det ubegribelige. Sådan følte jeg
det i alt fald. Det samme syntes andre af turens deltagere. Vi talte meget
om fælles gåture til afløsning af fjernsynskiggeri og pc-chat og
Solskinsmad som trendy pepmad i stedet for kager og kaffe, slik og cola,
fast-food! Hvordan
er det at gå så langt? Det
er tilfredsstillende at mærke kroppen arbejde, og det er også hårdt
indimellem. Mange havde sagt, at vi ikke kunne undgå at få vabler. Men
vi drak masser af vand og fik ikke vabler, ikke i basisgruppen! Fødderne
blev da varme og ømme, og vi fik trætte muskler alle mulige steder i lægge
og lår, og nogle fik også ømme muskler helt op i hoften. Men vi
masserede og strakte ud både før og efter og undervejs. Og selv om vi
stod op hver morgen kvarter over fem, vågnede de fleste af sig selv og følte
sig friske. De, som
fik vabler, var en-dags-deltagerne. De havde ofte bare tæer i sandaler
eller kondisko. Næstveds borgmester Henning Jensen mente godmodigt efter
kun 5-6 km, at jeg var skyld i hans vabler, idet jeg ikke på forhånd
havde gjort ham opmærksom på risikoen ved at gå med bare tæer i
skoene. Ud over
antallet af km er underlaget afgørende for, hvor træt man bliver. Asfalt
er anstrengende at gå på for hele kroppen. Det kræver såler med god
affjedring, og de, som kom i meget flade sandaler på dage, hvor ruten var
på asfalt, havde problemer med ondt i benene. Bløde
skovstier er de bedste. Grusveje med relativt store, rullende sten er
rigtig slemme. Jeg havde en dag i Nordjylland, hvor vi gik 40 km og på
den sidste del kom ud på ca. 8 km grusvej. Pludselig kunne venstre ankel
ikke bøje over uden at smerte, og til sidst kunne jeg ikke gå et skridt
videre. Alle trick med stræk og masseren af punkter og skift af fodtøj
gav nul resultat. Jeg måtte give op et par km før dagens overnatning og
bede ledsagebilen om et lift. Næste
morgen tog jeg en stor vandrestøvle med god støtte på og kørte ned til
stedet, hvor jeg havde måttet slutte aftenen før. Jeg tog den med ro og
gik langsomt og adstadigt, og først og fremmest gik jeg alene. Dét med
at gå og tale sammen er super hyggeligt, men kræver også megen energi,
og når vi rigtig skulle passe på os selv og regenerere noget, så gik vi
som regel en strækning for os selv for bedre at kunne koncentrere os. Hvad
fik i første instans folk til at deltage? Det
var meget forskelligt. Nogle syntes bare så godt om tanken om at gå
derud’a. Andre tog det som en social event, hvor de havde mulighed for
at møde nye mennesker. Nogle ville gerne prøve sig selv af, og andre
igen tog det som en mulighed for at blive sundere fysisk og smide nogle
kilo. Vi havde
en ung kvinde med, som helt klart fik sig selv bragt psykisk i balance, både
pga. af de lange gåture, men også ved hjælp af kosten fik hun bragt
orden i det hormonelle system. Senere
havde vi en lidt ældre kvinde, som var depressiv ved ankomsten, og som
også kom over det på en uges tid. Det fremgår af alle udtalelser fra
etape-deltagerne, at de oplevede sig selv med nye fysiske og psykiske kræfter
under turen. Så havde
vi selvfølgelig folk fra Hjerteforeningen og Fodslaw, som tog med os en
dag eller to som en del af deres øvrige program. Èn af fodslaws-folkene
gik til alles store fornøjelse baglæns, mens han snakkede med os. For
som han sagde, så gik vi så langsomt, at han næsten ikke kunne holde
det ud. Men vi havde det rigtig hyggeligt. Måtte
nogen give op? De,
som havde sat sig for at gå med i mange dage, de holdt ud og mere til.
Fik f.eks. under turen forlænget deres ferie med et par dage. De fandt
hurtigt ud af, at de fik fornyede kræfter af både maden og motionen. Men
der var da nogle, som på enkeltdagsetaperne måtte erkende, at 30 km var
for langt pludselig at byde helt utrænede ben og fodsåler, og som derfor
»steg af« 5-6 km tidligere, end de havde tænkt sig om morgenen. Det har
fået mig til at indse, at næste års dags-etaper skal deles op, så man
lettere kan vælge, hvor langt man vil gå. Det er helt sikkert, at
langsom tilvænning er en god ting. Jeg er ikke selv særlig sporty, men når
man tager det stille og roligt og ikke presser sig selv, kan man klare ret
meget. Ens for
alle deltagere er, at de har været glade for at gå ude i luften og se så
megen natur! Vi
havde en halv snes politikere med hen over turen. Det var tydeligt, at de
i mange tilfælde bød denne »gyldige« anledning til at være væk fra rådhuset
velkommen. De var flest kvinder! Den
sidste, vi havde fornøjelsen af, var Støvrings borgmester, Anny Winther.
Hun virkede dybt engageret i turen og dens formål. Hendes kondition var i
øvrigt helt i top, og hun glimrede ved at føre gruppen over stok og sten
på den ene lille omvej efter den anden. Så den dag gennem Rold Skov kom
vi ud på rigtig mange km og fik meget
særprægede oplevelser, deriblandt skotsk højlandskvæg. De
involverede vil vide, hvad denne betegnelse dækker, uden at jeg skal afsløre
yderligere! Blot for at understrege, at det har været alt andet end
kedeligt at være sammen med disse mennesker, som trods deres travle liv lægger
stor vægt på at være gode eksempler for deres bysbørn ved at deltage i
en sundhedsvandring som Fod på Livet. Du gør
det igen til næste år? Ja,
gerne! Jeg skal blot lige have et kontor, et par medarbejdere og lidt løn
på banen! Det har taget et halvt år at forberede dette års vandring, og
det var for lidt tid. Mange nåede ikke at blive bekendt med
arrangementet. Forberedelserne til næste års vandring skal begynde om en
måneds tid og vil afhænge af, om virksomheder og privatpersoner vil støtte
op om arrangementet. Den nyligt gennemførte tur blev først og fremmest
støttet af naturaliesponsorer, som alle deltagere har sendt taknemmelige
tanker. Jeg vil helst, at det er gratis at deltage igen til næste år, så
der må gerne melde sig nogle entusiastiske, finansielle sponsorer, som støtter
vandringen og dens formål. Skal
hele Danmark med på vandring fra Gedser til Skagen? Næppe.
Min vision er at etablere Fod på Livet som et forum for information og
praksis. Et forum, hvor man kan smage og prøve selv! Det er vanvittigt og
ødelæggende for vores samfund, at sundhed er blevet så indviklet en størrelse,
at folk har mistet troen på, hvad de selv kan mærke - og på, hvad de
selv kan tænke sig til. Jeg møder for mange, som gerne vil gøre noget
godt for sig selv, men som ikke véd, hvordan de skal komme i gang.
Solskinsmad kan ethvert barn finde ud af at lave. Har
vi ikke nok af råd og diæter? Jo,
vi har alt for mange, og de virker tydeligvis ikke. Solskinsmad er ingen
af delene. Solskinsmad er et princip. Jeg har i 50 år set syge mennesker
blive og forblive raske ved hjælp af denne fremgangsmåde. Så det er med
garanti ret smart at praktisere det en gang imellem, selv om man ikke er
syg! Det er da spild af tid af ligge i sengen eller på operationsbordet! Fod på
Livet må gerne blive et forum, hvor man
i nogle dage kan få fingrene så meget ned i det grønne, at man har den
praktiske læring med sig i bagagen og kan aktivere den, når/hvis man har
lyst til at byde sin krop på en udrensning eller en helingsperiode. Man kunne
også lade det blive en lidt anderledes samfundstjeneste at kende til det.
Når man kan gå fra Gedser til Skagen på den optankning, så kan man også
blive super til at spille fodbold og løbe hurtigt eller til at læse og
skrive eller udtænke ideer. Man bliver nemlig ikke kun fysisk udholdende,
man bliver også meget klar i hjernen af Solskinsmad, da det er udrensende
og opbyggende. Ud over
det rent menneskelige og behagelige ved at være rask er der det økonomiske. Hvis vi
vil hjælpe udgifterne ned og sundheden op i Danmark, må vi gøre noget
enkelt og nemt, som alle kan finde ud af, noget som virker effektivt, som
er billigt, som smager godt, og som ser indbydende ud og samtidig
tilfredsstiller kroppens behov! Solskinsmad
opfylder alle disse krav. Man kan spise et solskinsmåltid en gang i
mellem, man kan gøre det ofte, eller man kan leve af det! Fortæl,
hvad ”Solskinsmad” er? Solskinsmad
er et udtryk for mad, som har bevaret solens energi, lyset i sig. Mad som
stadig har alle enzymerne intakte og derfor er optimale som næring for
den menneskelige krop. I de fire
uger, vi gik, spiste vi ubehandlet mad samt lidt feta, brød og postej.
Det var hovedsagelig frisk frugt først på dagen, lidt senere iblødsatte
solsikkekærner, mandler og nødder. Til frokost og aften salat af bladgrønt,
ganske lidt rodfrugt, grøntsagsfrugt, fed frugt, avocado samt lidt
gedefeta, mælkesyregærede rødbeder og olivenoliedressing med ingefær,
peberrod og hvidløg. Alt var biodynamisk eller økologisk. Der var altid
mulighed for at vælge noget andet, hvis ens behov var til æbler eller
appelsiner i stedet for persille og gulerødder. Jeg mener, det er vigtigt
at lære sig at lytte til kroppens behov og turde følge dét, man mærker.
Nogle gange er man måske til frugt og kærner hele dagen, andre dage har
man lyst til det grønne. Men brug fornuften! Hvis man har lyst til
kunstige og døde ting - slik, chips, cola, kage, kaffe osv. - skal man
vide, at det er ens vane og afhængighed, måske sygdom, som er på spil. Er
det ikke en vild tanke, at alle skulle leve af Solskinsmad? Jo,
det skal folk også kun i den udstrækning, de selv har lyst. De, som
opdager, hvad Solskinsmad gør ved deres liv, vil vælge det helt af sig
selv, og masser af mennesker verden over gør det. Det vigtige er at dele
viden og indsigt med hinanden om enkelheden i forbindelse med sundhed, så
alle føler, at de har et grundlag at vælge på. Kan
man høre mere om Solskinsmad? Ja, både
jeg og Henrik Knudsen, som gik med Fod på Livet i 3 uger, vil hele efteråret
og vinteren tage ud og fortælle om turen, om hvad vi spiste, og hvordan
man laver det. Fod på
Livet har en hjemmeside ”www.fodpaalivet.dk”
og et tlf.nr. 46 43 70 28. 43 årige
Henrik Knudsen, Korsør, er tidligere stilladsarbejder, men kom ud for en
arbejdsulykke for 4 år siden. Han gik med på sundhedsvandringen i 3 uger
og siger: Jeg troede ikke, jeg ville holde mere end 2 dage på den kost! Jeg
havde selv opdaget, at min ryg blev bedre af gåture, og at jeg følte mig
bedre tilpas med mere grøn mad. Men ligefrem at leve af det….? Og nu er
jeg et helt nyt menneske, fortsætter Henrik grinende. Jeg følte mig ikke
engang sulten på turen! Jeg både røg og drak kaffe tidligere. Kaffen
kvittede jeg første dag, og det gav mig lidt hovedpine, men på
opfordring drak jeg masser af vand, og så forsvandt det problem. Smøgerne
har jeg ikke sluppet helt, for jeg elsker at ryge, men forbruget er sat
ned fra 20 til 10 om dagen. Jeg har tabt 11 kg på de 3 uger! Og 3 mere
efter jeg er kommet hjem!! Jeg var
fast besluttet på ikke at ville ”omvende” min kone og tre børn. Så
jeg prøvede at spise ”almindeligt”; men jeg savnede Solskinsmad så
meget, at jeg måtte fortsætte med frugten og de to grøntmåltider. Min
kone følger mig, og jeg laver den sædvanlige mad til ungerne. De skal
selv have lov til at opdage, hvad de har lyst til, siger Henrik Knudsen,
som også allerede har vovet at invitere gæster på den nye menu. ”Og
de ku’ sgu også li’ det”, siger han. Anne-Lise Andersen om turen: 10
dage brugte jeg af min sommerferie på at vandre fra Nyborg havn til
Silkeborg - sammen med Fod på Livet, som var startet i Gedser og skulle
til Skagen. At det
ikke er ligegyldigt, hvad vi spiser, oplevede jeg så tydeligt i de 10
dage, hvor jeg gik 250 km. Jeg vågnede tidligt og var morgenfrisk og
fyldt med energi. Min krop føltes let og godt tilpas. Mit sind var
roligt, og jeg følte mig virkelig i balance. Vi fik
masser af frisk luft, lys og motion og en uforarbejdet, grøn, økologisk
kost, som bestod af frisk frugt fra morgenstunden, evt. mysli og nødder.
Frokost og aften en meget varieret salatskål. Dertil en olivendressing og
brød + gedefeta. Vi blev aldrig trætte af det. Tværtimod. Blev vi lækkersultne,
hvad der skete meget for mig i starten, var der rosiner og dadler + altid
forskellige frugter, som vi kunne regulere blodsukker med. Masser af
vand drak vi, så der var en god gennemskylning. Efterhånden som dagene
gik, tænkte jeg ikke så meget på at få noget sødt. Det har gerne været
min last at gå til bageren efter en kage! Foruden at
maden smagte rigtig dejligt, at jeg havde det godt både fysisk og
psykisk, så tabte jeg faktisk 4 kg på 10 dage - og det var uden at være
sulten overhovedet. Anne-Lise
Andersen At gå
300 km på 12 dage - det er da for åndsvagt!? Ja, sådan
ville jeg nok have sagt for nogle år siden. Nu har jeg selv gjort det -
og jeg er stolt af mig selv! Det hele
startede med, at jeg havde været meget sygemeldt i perioder efter en
skulderoperation i et halvt års tid. Jeg havde mistet modet og troede
ikke, jeg kunne magte mit arbejde. Jeg var
netop startet op på arbejde efter endnu en gang at have været sygemeldt
i en måneds tid. Da jeg kom hjem fra arbejde den første dag, lå der et
blad fra Borgens Bogklub, hvori der var en lille notits om Fod på Livet.
En vandretur fra Gedser til Skagen - det skulle jo lige have været,
medens jeg var sygemeldt - ØV! Men nej,
jeg havde jo ikke holdt min ferie! Næste dag på arbejde fik jeg det
lavet sådan, at jeg kunne være med i Fod på Livet i 12 dage! De 12
dage blev noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv! Jeg
fik ikke bare en masse dejlig motion, jeg åbnede også for en tillid, jeg
aldrig før havde følt. Hvad
sker der da, når man går? Ja,
det er jo nok individuelt! For mig skete der dét, at jeg havde lyst til
at passe ekstra godt på moder Jord og alt levende! Når jeg gik så tæt
på naturen uden aviser, radio og TV til at fortælle om alt det onde i
verden, så mærkede jeg denne fred og harmoni, som om naturen tog kærligt
hånd om mig og accepterede mig, præcis som den jeg er. På
turen levede vi af økologisk frugt og grønt… Morgenmaden
bestod for mit vedkommende af iblødsat mysli og frugt. Der var også
mulighed for at få dejligt sundt brød til alle måltider. Til frokost og
aftensmad fik vi råkostsalat. Jeg syntes, det var lidt ensformigt og
troede bestemt ikke, jeg ville bryde mig om det ret længe, men jeg kom
til at elske det og spiser det stadig nu her 14 dage efter, at jeg kom
hjem fra turen. Jeg spiser dog også andre ting nu i situationer, hvor jeg
er sammen med venner og familie, men skal have min salat og frugten.
Specielt råkostsalaten ville jeg have meget svært ved at undvære. Den
giver mig energi, glæde og overskud i hverdagen og er blevet et af højdepunkterne
i hverdagen. Efter
jeg er kommet hjem, er jeg startet på fuld tid på mit arbejde og
sprudler af energi og glæde og har stort set ikke haft problemer med min
skulder, selv om jeg har et arbejde, som både kan være fysisk og psykisk
tungt. Jeg har været meget eftertænksom, specielt de dage, hvor jeg ikke
har givet mig selv tid til en vandretur i naturen, men jeg har fået
bygget et lager af ressourcer og gå-på-mod. Jeg
vil slutte af med at sige Birthe tusind tak, fordi hun arrangerede denne
dejlige vandretur. Jeg er dybt imponeret over, at du gik hele vejen fra
Gedser til Skagen. Laila
Elkjær |