J.A.K. bladet

Økologiske Grønne Torv

Af Finn Bentzen

Når økologi eller - som direktør Henrik Gerlach foretrækker at kalde det - rene, miljøvenlige varer skal have en chance i vor verden og vor dagligdag og endelig være en del af vort velbefindende, så kræves det i højere grad, end det nu er tilfældet, professionelt lederskab, professionel rådgivning, professionel distribution og professionel markedsføring.

I 1995 etableredes ØKOBYEN, som ejes af ØGT ApS, for på en let og overskuelig måde at hjælpe institutioner, storkøkkener og restaurationer med at holde styr på deres samlede økologiske indkøb. Mellem 200 og 300 erhvervskunder er allerede tilsluttet på den økologiske indkøbsportal.

Det Økologiske Grønne Torv hører i dag hjemme i Farum, hvor der er 600 m2 moderne køle- og frostrum til rådighed for friske og gode råvarer. Professionel distribution betyder, at varerne leveres direkte til døren.

Levering til børneinstitutioner

200-300 børneinstitutioner i Storkøbenhavn får hver eneste uge året rundt leveret friske økologiske produkter via ØGT. I den forbindelse er det interessant at få oplyst, at det er blevet et krav i både København og på Frederiksberg, at mindst 75% af fødevarerne i børneinstitutionerne skal være økologiske.

Når man spørger ØGTs ledelse, hvorfor netop "børneinstitutioner", så er der ingen tvivl om årsagen hertil. Dels er der nu skærpede krav til økologiske fødevarer i børneinstitu0tionerne, og dels finder ledelsen det naturligst at starte med børnene, som jo ikke i forvejen har haft et langt liv at forurene sig i.

Der er efterhånden og heldigvis flere og flere indkøbere af fødevarer, der er blevet bedt om eller ligefrem afkrævet mere kontrol af mængden af økologiske produkter. Bedste eksempel er vel, at mange børneinstitutioner i dag er underlagt restriktioner, der kræver, at en større og større del af det samlede indkøb skal bestå af økologiske eller rene og miljøvenlige produkter.

Problemet er, at der ikke før ØGT har eksisteret et system, der kunne kontrollere disse indkøb samlet. Men ØGT - den økologiske grossist - har udviklet et spændende system, som eksempelvis udregner den enkelte institutions øko-procent. (Interesserede skulle for egen skyld prøve at søge på www.okobyen.dk)

Digital forvaltning

Seneste nye, spændende skud på den økologiske stamme er Den Digitale Forvaltning i Søllerød Kommune, hvor hver enkelt børneinstitution i kommunen kan lette indkøbsarbejdet gennem e-handel, der samtidig anvendes til elektronisk fakturering og betaling. Skrevet med andre ord, så er Søllerød Kommune i dag den eneste kommune i landet, som sammen med ØGTs hjemmeside har opnået en 100% digitaliseret indkøbsproces og -funktion.

"Når man ved, at eksempelvis mange børneinstitutioner har svært ved at afse tid til vanskelige udregninger og beregninger, er det glædeligt, at vi nu har fundet en lettere løsning, som alle er tilfredse med", siger Henrik Gerlach.

Systemet er ikke alene pædagogisk, men kan ydermere benyttes som dokumentation over for myndighederne. Der er således allerede indgået aftale med Statens og Kommunernes Indkøbscentral. Virksomhederne og institutionerne kan uden videre føre deres samlede regnskab på hele indkøbssiden, uanset om der er tale om den lille lokale børnehave eller store private virksomheder.

6.000 økologiske varenumre

Læserne skal også være opmærksom på, at ud over at have et af Danmarks største udvalg af økologiske varer, tilbyder ØKOBYEN også:

• Nyhedshuset, der bibringer nyheder uge for uge

• Opskriftshuset, hvor der fortælles om inspirerende opskrifter

• Statistikhuset, hvor man hele året kan føre statistik med fx "mælketilskud" og budgetkontrol.

I dag kan ØKOBYEN, som billedet viser, levere overalt i landet. Der er ikke mindre end ca. 6.000 varenumre på lager fra lokale danske distributører. Værd at bemærke er også, fortæller virksomheden, at on-line systemet garanterer en optimal sikkerhed for leverancer af økologiske varer fra lokale forhandlere.

Selvom ØKOBYEN er startet som en traditionel fødevaregrossist, så har virksomheden allerede fundet indpas i store dele af den offentlige sektor, ikke mindst på grund af de brugervenlige, digitale indkøbssystemer.

Moder jords kærlige gaver

Endnu kan det med beklagelse konstateres, at alt for mange pleje- og sygehjem samt hoteller og restaurationer ikke benytter det "økologiske system" optimalt. Jo, man taler om det, ligesom man taler om vejret, men man gør ikke rigtig det bedste ved det. Det er ellers min (skribentens) opfattelse, at man kan spare mange medicin- og dagpenge, hvis man havde større respekt for det, man spiser, og brugte fx miljøvenlige rengøringsmidler.

En større respekt for moder jords kærlige gaver medfører naturligt en helt anden etik. Det vil være af afgørende betydning for "de grønne fingre", og en kædereaktion på dette imponerende initiativ, som bestemt har kostet blod, sved og tårer, ville være til gavn ikke alene for mange flere avlere og dyrkere af det økologiske, men også for hele vor fysiske og mentale helbredstilstand.

Mangel på grønne penge

Et stort suk fra de involverede er selvsagt de grønne penge. "Det er uforståeligt for den grønne ide og for udviklingen, at der ikke i højere grad stilles økonomiske midler i form af tilskud og billige lån til rådighed for os, der på en professionel måde forsøger at indføre rene, miljøvenlige varer, samtidig med at vi forenkler indkøbsfunktionerne og oplyser, hvorfor man skal fortsætte med økologien" siger Henrik Gerlach.

"Hvorfor skal vi kaldes græsrodsbevægelse - hvorfor skal vi have langt hår og være skæggede - hvorfor skal vi gå i genbrugstøj og helst være lidt nussede - og hvorfor skal vi helst stemples som rød/grønne venstreorienterede for at modtage støtte???". Det eneste, ØGT ønsker, er at blive betragtet som professionel distributør på lige fod med alle andre distributører.

Er det for meget forlangt?

ØKOBYEN ejes af ØGT ApS, som på 8. år distribuerer ugentligt til ca. 300 børneinstitutioner i Storkøbenhavn.

ØGT står for ØKOLOGISKE GRØNNE TORV og hører hjemme i Farum, hvor der er 600 m2 i moderne faciliteter med store køle- og frostrum.

ØGT har altid stået for friske og gode råvarer, helst danske - samt en altid sikker leverance. Vi er banebrydende på mange områder - hvilket ØKOBYEN bevidner. I dag har flere kommuner taget hjemmesiden ind som indkøbsportalen til institutionskøkkener, dels pga. af den meget  høje brugervenlighed og dels pga. statistikhuset med sit økometer.

 

 

 

 

 

 

 

J.A.K. bladet