| J.A.K. bladet
Referat af et besøg i marken Af Olav Scheunemann, medlem af ØKOnto rådet Spirerådet var den 18. april 2003 til besigtigelse hos Leif Ellegaard ved Skårup på Sydfyn. Vi skulle se et af de projekter, der senest har fået tildelt en portion billige lånekroner som tilskyndelse for at gå i gang med at udføre banebrydende ideer til fremme af en bæredygtig udvikling: Et spildevandsanlæg, hvor der foretages kildesortering – i stedet for at blande det hele sammen med rent vand og skille det af igen bagefter i dyre rensningsanlæg. Anlægget består af et multtoilet med separations-toiletstol, der er konstrueret således, at urin og fækalier ikke bliver ledt i samme beholder og påvirker hinandens nedbrydningsprocesser i uhensigtsmæssig retning. I øvrigt er der for en sikkerheds skyld også installeret et pissoir ved siden af toiletstolen. Urinen bliver ledt til en 1 m3 stor tank, der skal tømmes en til to gange om året, til gødning af fx energipil eller prydplanter. Sundhedsmyndighederne fraråder brug af menneskelig gødning direkte til køkkenhaven. Fækalierne falder direkte fra toilettet i et magasin, hvor der sørges for god iltning. Toiletrummets ventilation foregår også ved at skabe undertryk i dette magasin, således at alle gasser fra toilettet og nedbrydningspocesserne bliver ført igennem et ventilationsrør op over taget. Dette efterhånden godt afprøvede system minimerer/formulder med lidt tilsætning af halm eller lignende de grove menneskelige efterladenskaber fra fire personer over ca. et år til kun en trillebørfuld let kompost. Det grå spildevand, altså almindeligt snavset vand fra opvask, bad og vaskemaskine, samles i en almindelig samlebrønd og pumpes derfra op til et mikrorensningsanlæg efter svensk opskrift, der renser vandet for fosfor, bakterier og andre organiske forbindelser. I sammenhæng med det store gravearbejde har Leif også installeret et andet spændende anlæg: et varmelager under badeværelsesgulvet. Der er lagt varmeslanger i tre lag med ca. 25 cm indbyrdes afstand over hinanden, som skal aftage overskudsvarme fra solfangeren. Sammenkoblingen og styringen af alle disse slanger er indviklet, og vi ser frem til at høre Leifs erfaringer med dette system om et år. Spirerådets medlemmer var yderst tilfredse med det, de så, og fik svar på mange spørgsmål omkring processer, arbejdsmetoder og myndighedsbehandling af sådan en sag. |