Grønne penge og menneskelig frigørelse

Af Morten Schjøtt, medlem af ØKOnto rådet

Miljøspørgsmålet

Med oprettelsen af ØKOnto forsøger J.A.K. fortsat at udfylde sin plads i samtiden. Miljø har været et debatemne siden 70'erne, og hvor fx kønskampen viser modsætningerne tydeligt, har fronterne i miljødebatten lignet de politiske fronter: De velbjærgede mod de mindrebemidlede og alle mulige fortolkninger af dette aspekt. Fornemmelsen af uret har været grundliggende; vores forhold til miljø ligner vores forhold til vores liv og vores vilkår. Har vi ikke optimale vilkår, er det urimeligt; har andre, fx fattige mennesker, folk eller områder og verdensdele ikke ordentligt miljø, er det oprørende. Og det er det! Billedet fra 70'erne viste et herrefolk, som bekrigede sine egne, mindre heldige medlemmer og var grusomme mod alle skabninger. Et i historisk sammenhæng smerteligt genkendeligt billede.

Hvad er problemet?

Lader vi nu debat være debat, hvad er der så tilbage af miljøspørgsmålet? En udvikling, som vi regner for ustyrlig; konkrete lokale problemer og følelsen af uretfærdighed! Lader vi følelsen af uretfærdighed være, hvad har vi så? Problemer og en urimelig udvikling. Lader vi nu "urimelig" ude af betragtning, hvad har vi så? Problemer forskellige steder og problematiske udviklinger. Jeg skriver med vilje "udviklinger", fordi de foregår forskellige steder, drives af forskellige motiver og lokalt har forskellig forankring. Tilbage er, at problemet med problemer aldrig er så stort, når de er anerkendt, men alt det, man ikke kan blive enige om, er i sig selv problematisk.

Som en provokation vil jeg her skrive, at der ikke er noget problem, kun en række uenigheder.

Viljen til forandring

Altså: Kan vi, miljøets herrefolk, blive enige om at kalde en udvikling for uheldig, ophører den med at være det! Ren hokus-pokus. Men det er selvfølgelig ikke sandt, der skal mere til, fx viljen til forandring. Kigger vi omkring, mangler viljen til forandring helt åbenlyst: Hos kæresten, hos naboen, hos christianitten, hos venstremanden, hos G.W.Bush, hos inderne, hos kineserne, hos Dalai Lama, hos mig selv. Vi vil stort set det, vi gjorde i går, hvis vi blot kan være lidt heldigere med det, tjene lidt mere, have lidt mere succes og anerkendelse. Få vores vilje lidt mere. Vi er, hvor vi er og vedbliver at være dem, vi er ! Medmindre vi kan ændre noget i os selv radikalt.

Tro, håb, kærlighed og frihed

Om vi kan det, bliver et spørgsmål om tro. Kære læser, forestil dig. at nogen krævede: Nu skal du ændre dig. Og du skal blive sådan og sådan. Først panik, så måske overbevisning, så forvirring på et kropsligt plan; Hvis jeg skal være en anden, hvem er jeg så? Og så søgen efter svaret på dette spørgsmål.... - med dette lille kunstgreb kan du måske se, hvordan hver vores  identitetshistorie er startet med andres krav eller i det mindste indflydelse. For mennesker og dyr over de 2-3-4 år er der ingen vej uden om kommunikation, hvis ændringerne skal kunne kaperes og være frugtbare. Og hvis vi skal turde konfrontere det, vi umiddelbart ikke tør. I den forbindelse kunne intet være mere vigtigt end troen på nytten af forandring: Den menneskelige selvstændighed starter med troen, lever af håbet og dør i kærligheden, når vi synes, vi lykkes. Vi kan ikke frigøre os fra vores liv, som de er nu, og intet andet end kollektivt selvmord - hvor vi forinden har afsikret de værste miljømæssige bomber som a-kraftværker, kemiske depoter, mv. - kan gøre vores fodaftryk ubetydelige. Kærligheden kommer på en eller måde til at skulle række til det bestående samtidig med, at vi ikke slipper visionen og følelsen af frihed. Den frihed, som er os alle beskåret, hvis vi anerkender vilkårene!

Hvad så med de grønne penge .....?

Så også J.A.K. er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og vi kan vælge at bruge den. Vi bruger foreningen til at blive klogere på os selv og hinanden, og samtidig har den en praktisk dimension, som gør det nemmere for os at have en vision. De rentefrie penge er afgørende vigtige i en tid, hvor skyldsspørgsmålet er bestemmende for, hvordan ressourcer placeres samtidig med, at striden står om, hvorvidt vi helt kan undvære den faste forankring i krop, arbejde og ideologi - kald det bare jord, arbejde og kapital! Nu er der så også en praktisk økologisk mulighed til stede i J.A.K.! Forhåbentlig kan den akkumulere en masse gode tanker og ønsker, og kan den bane vejen for bare én god idé, er formålet mere end opfyldt. Vi i styregruppen glæder os til at se alle de idéer og sunde praktiske tiltag, som I kan hitte på, og organisationen er nu så meget på skinner, at resten er et spørgsmål om at holde hovedet koldt og hjertet varmt.

J.A.K. bladet