J.A.K. bladet

Nogle tanker om genteknologi

Det bør ikke kun være et spørgsmål om økonomi og materiel vinding. Vi må også anskue udviklingen fra en åndelig og etisk vinkel

Af Jakob Mikkelsen

Debatten om genmanipulation er stilnet af - i det mindste så vidt jeg kan observere det. Alt tyder også på, at reglerne slækkes Væsentligt, så det bliver lovligt at dyrke genmanipulerede afgrøder på de danske marker. Der er ved at blive aftalt erstatningsregler for forurening af nabomarker osv. Så det ser ud til, at slaget er tabt.

Jeg kan på den ene side godt forstå det, da der har været store gevinster ved at bruge genmanipulerede gærceller ved fremstilling af insulin, og det er vi da mange, der har ment var et teknologisk fremskridt. Det er derfor svært for mig at finde ud af, hvor grænsen skal trækkes, idet jeg på ingen måde kan acceptere dyrkning af genmanipulerede afgrøder i "den frie natur", som det ofte udtrykkes. Men at det er svært at finde grænsen betyder ikke, at den ikke skal findes og trækkes.

Det hovmodige menneske behøver ikke Guds skabende kraft! 

Igennem mange år er der lavet et fornemt stykke forædlingsarbejde inden for landbruget. Det er sket ved udvalg af individer - planter eller dyr der har haft særlige fortrin, eller det er sket gennem særlige kombinationer af disse individer. Dette kaldes avlsarbejde eller forædling, og det kræver mange års arbejde at frembringe nye sorter eller racer med nøjagtig de fortrin, man ønsker i den pågældende produktion. Det har dog den hage, at når man fremmer en side, sker det som regel på bekostning af noget andet. Derfor har det altid været et spørgsmål om at prioritere ens ønsker og få det optimale. Ønsker man det maksimale, koster det på andre punkter! Men sådan er det ikke mere: Nu kan man trylle!

Mennesket er blevet hovmodigt! Vi sætter os selv lig Gud, idet vi ikke længere behøver Guds skabende kraft til udviklingen af nye og bedre afgrøder. Hvis en kornsort ikke passer os, kan vi da bare implantere en egenskab fra en hval eller en fugl. Så har vi straks fået det, som vi ønsker det. Vore forskere er trådt i stedet for Gud. Jeg tror dog bare stadig, at prioriteringen af én egenskab må ske på bekostning af noget andet. Jeg skal ikke påstå, at jeg kan sige, hvad prisen bliver, men jeg er sikker på, at der er en pris at betale. Husk, at hovmodet er en dødssynd!

Et menneskeligt valg

Hvis en person kom til dig og spurgte, om du ville have et produkt, som ikke var en fordel for dig måske endda med bivirkninger som endnu er ukendte - men som gav ham store økonomiske fordele, ville du så tage mod den vare? Ville du ikke først vide noget mere om eventuelle bivirkninger, både på langt og på kort sigt? Hvad vil det betyde for vore børn og børnebørn? Han vil måske hovmodigt sige, at ingen ved, hvad der har betydning i fremtiden, ja, hvad ville du så sige? jeg ved det ikke, men jeg siger nej! Problemet med de genmanipulerede produkter er, at vi ikke bliver spurgt, og vi må end ikke få at vide, om de findes i vore fødevarer. Jo, jeg ved godt, at der skal mærkes med det, men der er ikke enighed om noget mærke endnu, og der er da slet ikke enighed om, at der skal mærkes tydeligt eller iøjnefaldende.

Det var den ene vinkel: den økonomiske, den materielle vinding. Så er der den åndelige vinkel, eller den etiske vil nogen kalde det. Det er vel i bund og grund det samme? Nå, men de forskere, der arbejder på at frembringe disse kornsorter, der både kan flyve og svømme efter at have fået disse egenskaber fra hvalen og fuglen, hvor tager de deres udgangspunkt? Det gør de i deres eget, i deres egne ønsker, de gør sig til skabere. Man sætter sig ud over livets love! Udgangspunktet er materielt. Derfor kalder jeg det for hovmod!

Ved jævn sund fornuft

Der findes også forskere, som gør det modsatte: De undersøger og finder ud af samspil og nuancer i naturen. De arbejder i ydmyghed, og dybest set er de nødt til at stille sig selv det helt centrale spørgsmål: Hvad er meningen med Livet og så arbejde ud fra det!

Sådan ser spørgsmålet om GMO afgrøderne ud fra mit ståsted, der siger: Ikke med vold, ikke med kunstgreb, men ved jævn sund fornuft!

Og så mangler jeg stadig at finde ud af, hvad jeg mener om de insulinproducerende gærceller!

J.A.K. bladet