Andelspenge

Historien om J.A.K.s andelspenge

Af Poul Busk Sørensen

J.A.K.s endelige mål på det økonomiske område er, at arbejde og produktion skal finansieres gennem en samfundsbank, der mod fornøden sikkerhed rentefrit stiller omsœtningsmidler til rådighed, naturligvis efter nøje udformede regler.

Det er J.A.K.s ide, at en sådan samfundsbank ikke skal styres af statsmagten, men af folket selv. Oprettelsen af en samfundsbank vil bevirke, at såvel en privatkapitalistisk økonomi (der bygger på udbytning) som en socialistisk økonomi (der styres af statsmagten) er afløst af en samfundskapitalisme (som er styret af folket selv).

Muligheden for oprettelse af en sådan samfundsbank har endnu ikke været til stede i det danske samfund. Derfor har Landsforeningen J.A.K. - sideløbende med oplysningsarbejdet om det rentefrie samfund - lige siden stiftelsen i 1931 søgt at opbygge praktiske funktioner, der som modstykke til den herskende økonomi i det danske samfund har kunnet realisere dele af J.A.K.s tankesæt.

Andelspenge

Det første udspil med hensyn til praktisk J.A.K. økonomi var udstedelse af andelspenge. Da denne artikels forfatter end ikke var født i 1931, må beskrivelsen nødvendigvis bygge på andres erfaringer. Jeg har hovedsagelig valgt at bygge referatet af andelspengenes historie på "Bogen om J.A.K." af Johannes Hohlenberg og K. Engelbrecht Kristiansen. Bogen kan i øvrigt stadig købes – hos J.A.K.s sekretariat og i J.A.K. pengeinstitutterne.

Det første kapitel i "Bogen om J.A.K." indeholder nogle – for mig – særdeles interessante tanker om penges funktion i samfundet. Tankerne fører frem til den konklusion, at et sundt økonomisk liv kræver, at fællesskabet (samfundets borgere) selv bør udstede pengene med dækning i landets grundværdier.

Med dette formål blev Andelsselskabet Jord-Arbejde-Kapital stiftet i 1931. Hovedkraften var landinspektør K. E. Kristiansen fra Brande. Sammen med en lille flok havde han udtænkt en økonomisk model, hvor der kunne udstedes andelsbeviser med 1. prioritets pant i de ejendomme, som ville lade sig indmelde i det nystiftede andelsselskab. I et samarbejde med Nationalbanken skulle disse andelsbeviser gøres til lovlige omsætningsmidler. Modellen er i detaljer beskrevet i J.A.K. bogen, side 30-32.

Naturligvis kunne et sådant samarbejde med Nationalbanken ikke etableres, så det blev en anden fremgangsmåde, der blev fulgt. Det foregik på den måde, at der af andelsselskabet blev oprettet en fælleskasse, hvori folk kunne indbetale større eller mindre bidrag i almindelige penge. I stedet for dem udleveredes andelsbeviser, som altså var en slags kvitteringer, lydende på 5, 10, 50 og 100 kroner. Gennem dannelse af lokalkredse sikrede man sig, at befolkningen inden for et bestemt område var villig til at modtage disse kvitteringer i stedet for almindelige penge, så det var muligt for en mand at skaffe sig sine fornødenheder ved hjælp af dem. Der skete henvendelse til kommunekasser, sygekasser, mejerier og brugsforeninger, som flere steder stillede sig velvilligt og gik ind på at modtage sedlerne. Også flere banker erklærede sig parat til at støtte foretagendet, mod at de indbetalte nationalbankpenge blev anbragt på konto hos dem.

Fremgangsmåden kunne for eksempel være den, at et mejeris leverandører dannede en lokalkreds og erklærede, at de ville have deres betaling i andelspenge. Disse stilledes så af selskabet til disposition for mejeriet, som samtidig med at det udbetalte for eksempel 100 kroner i andelspenge til en leverandør, indbetalte den tilsvarende sum i nationalbankpenge til fælleskassen. Systemet fik i løbet af kort tid stor udbredelse, og andelspengene blev i vid udstrækning accepteret som fuldgyldigt betalingsmiddel jævnsides med Nationalbankens sedler.

Fællesskabet indløser prioriteter

Det næste skridt var så, at fælleskassen, efterhånden som dens beholdning af nationalbanksedler steg, med dem indløste prioriteter, hvorved grundværdierne blev fælleskassens ejendom, og pantesikkerheden gled ind som dækning for de cirkulerende andelspenge i stedet for nationalbanksedlerne. Fordelene for grundejerne bestod deri, at de slap for at betale renter til kreditforeningerne, og at den rente, de fremtidig måtte betale, for det første ikke var så stor som den, de tidligere havde måttet af med, og dernæst ikke gik i private obligationsejeres lommer, men tilfaldt fællesskabet, hvori de selv havde del.

Selskabets detaljerede plan for disse transaktioner så således ud:

Andelskroner udsendes i 5- og 10-kronesedler. De sættes i omløb på den måde, at andelsselskabets venner og medinteresserede skaffer dem ved at veksle sig til dem med en af deres almindelige mønt.
Andelskronerne går ud i omsætningen, og den almindelige mønt indgår i en grundfond, hvis renteudbytte anvendes til selskabets administration.
Selskabet indløser (tilbageveksler) 2% af andelskronerne hvert kvartal.
Når grundfonden har nået en størrelse på 100.000 kroner, anvendes et beløb på 10.000 kroner til indløsning af en prioritet eller til en eller to nybyggere.
I de derved for selskabet erhvervede uprioriterede grundværdier udstedes nu for 10.000 kroner grundværdidækkende sedler, der udveksles med 10.000 af de cirkulerende andelskroner til den kurs, der fremkommer ved tilbud og efterspørgsel.
Selskabet råder nu over en grundfond på 90.000 kroner samt over 10.000 kroner grundværdier, samtidig med at der cirkulerer for 10.000 kroner grundværdidækkede sedler.
Grundfonden bringes da atter op til 100.000 kroner ved hjælp af på ny udsendte andelskroner – der indfries atter en prioritet og således videre.

Hvis man havde fået lov at fortsætte uforstyrret, kunne denne fremgangsmåde i sin videste konsekvens have resulteret i, at alle landets grundværdier efterhånden ville være blevet befriet for gæld til kreditforeningerne, samtidig med at de udækkede og som real værdi betragtet højst tvivlsomme nationalbankpenge ville blive erstattet af andelspenge med fuld dækning i disse grundværdier. Men man fik ikke lov til at fortsætte uforstyrret.

Blev andelspengene accepteret af befolkningen?

For eftertiden vil det være et naturligt spørgsmål, om det var muligt at få folk til at acceptere andelspengene som gangbar mønt? Hertil er at svare, at det rent faktisk var tilfældet. Det er jo nemlig klart, at en sælger uden risiko kan tage imod et hvilket som helst betalingsmiddel, når blot han er sikker på, at han kan blive af med det igen – og at han kan betale sine leverandører med det. Det opnåedes gennem lokalkredsene. Når inden for et bestemt område et tilstrækkeligt antal mennesker af forskellige erhverv – håndværkere, købmænd, bønder, mejerier, slagterier osv. – er enige om at modtage sådanne sedler, er der intet i vejen for, at en stor af omsætningen kan foregå ved deres hjælp. Og er dette først kommet i gang, kan intet mere stoppe det, idet enhver interessent, som kommer til, letter sagen for de andre. Systemet vil af sig selv vokse. Og i de tilfælde, som nødvendigvis måtte indtræde i begyndelsen, hvor en deltager skulle foretage en betaling, som ikke kunne effektueres i andelspenge, var der til enhver tid adgang til af fælleskassens beholdning at skaffe sig det nødvendige beløb ved ombytning af andelsbeviser med nationalbanksedler.

At andelsbeviserne så let blev accepteret, som det faktisk var tilfældet, lå dels i, at tilhængerne forstod, at de her havde et betalingsmiddel, som opfattedes mere sikkert end nationalbankpengene, fordi det hvilede på virkelige værdier og ikke som nationalbankpengene svævede frit i luften og steg og sank for hvert politisk vindpust – og dels i, at de indså, at de ved hjælp af andelspengene kunne befri sig for al gæld og gennem deltagelsen i fællesskabet blive virkelige ejere af deres jord i stedet for at se den pantsat til inden- og udenlandske spekulanter.

Andelspengene blev forbudt

Ingen ved i dag, hvordan systemet med andelspengene ville have udviklet sig, hvis det havde fået lov at fortsætte sideløbende med det traditionelle pengesystem. Faktum er, at andelspengene blev forbudt i medfør af en paragraf i en ny straffelov, som blev vedtaget i 1932. J.A.K.s stifter, landinspektør K. E. Kristiansen, blev idømt en bøde på 1.000 kroner eller hæfte i 3 måneder. K. E. K. var sindet at tage hæftestraffen. Det skete dog ikke, idet man fik at vide, at det offentlige ville skaffe beløbet ved udpantning. J.A.K. folk fra hele landet samlede pengene ind og betalte bøden.

Andelspengene var nu forbudt og måtte inddrages. Det viste sig her, at den tillid, man havde vist folket ved at overlade det andelspengene til brug under eget ansvar, ikke blev gjort til skamme. Ingen tabte noget ved at have brugt andelspenge, og enkelte ejendomme var frigjort for gæld og overført som sikkerhed for andelspenge.

J.A.K. arbejder videre

Forbudet mod andelspengene betød ikke, at Landsforeningen J.A.K. afgik ved en stille død. En ide om et rentefrit samfund var fostret – og der er stadig her 72 år efter stiftelsen den 11. februar 1931 mennesker, der arbejder for J.A.K. tanken.

J.A.K. har i alle årene haft en dobbelt opgave: At oplyse om det rentefrie samfund og at opbygge praktiske funktioner til fremme af formålet. Af praktiske funktioner i årenes løb kan nævnes: J.A.K. Finansieringsafdeling – J.A.K. Afregningscentral – J.A.K.s Fordelingssystem – J.A.K. Banken 1958-72 – J.A.K. fælleskasserne 1974-85.

I dag sker det praktiske J.A.K. arbejde gennem Folkesparekassen (oprettet 1983) og J.A.K. andelskasserne (fra 1985), som alle udøver deres virke i henhold til gældende dansk lovgivning og under offentligt tilsyn som pengeinstituitter.

J.A.K. bladet