Konfliktløsning og ”Girafsprog”/ Ikke Voldelig Kommunikation

Mahatma Gandhi har engang sagt cirka sådan her: ”Den måde, vi løser vore konflikter på, må afspejle den fremtid, vi ønsker at leve i”.

Med denne – efter min mening klare måde at beskrive konfliktløsningens ønskværdige form på – giver han også en indfaldsvinkel til dette indlæg om en  kommunikationsform, som efterhånden har vundet gehør en del steder i verden.

Af  John Andersen

Der er mange redskaber at gribe til, når det handler om at håndtere konflikter. De fleste har ét fælles kernepunkt, som er kommunikationen. I mit job som underviser/konsulent er der oftest brug for netop et redskab med den lidt sjove betegnelse: Girafsprog. Historien bag denne kommunikationsform er kort fortalt, at en amerikansk psykolog ved navn Marshall Rosenberg for over 30 år siden "opdagede", at nogle bestemte komponenter skal være til stede, når vi har problemer med hinanden og ønsker dem løst.

Disse komponenter - bl.a. behov - vil jeg komme nærmere ind på senere, og der synes her at være en interessant samklang med andre store konfliktløseres syn på, hvad det er, vi skal rette opmærksomheden mod for at kunne løsne op for de knuder, konflikter indeholder.

Marshall Rosenberg rejser i øvrigt stadig utrætteligt rundt i verden og underviser, holder foredrag, hjælper til at skabe forsoningsprocesser m.m.

Giraffen har han valgt som symbol, fordi den er det landpattedyr, der har det største hjerte. Det handler om at have hjertet med (= indfølingsevne), hvis konflikter skal løses. Derudover er den høj, har overblik og kan dermed se de ødelæggende konsekvenser, det har, hvis vi ikke er konstruktive, når der opstår problemer.

Ulven bliver brugt som et billede på en slags modpol til Giraffen i vores kontakt med hinanden. (Marshall bruger dog efterhånden sjældnere Giraf- og Ulv-begreberne, men kalder det i stedet: a proces of  "Non Violent Communikation" (N.V.C.)).

Så er vi tilbage ved udgangspunktet Gandhi. Hvordan kan vi lykkes med at skabe ikke voldelige alternativer til de rimeligt sort/hvide måder, konflikter forsøges løst på i tiden?

Konflikter er ofte meget komplekse og uoverskuelige, og derfor kan det måske være interessant at kaste et blik på en meget anvendt model til forståelse af dynamikker i optrapning af konflikter, inden jeg viser, hvordan Girafsproget ser ud og kan anvendes.

En konflikttrappe

Denne konfliktoptrapningsmodel har 7 trin og beskriver, hvad der kan ske, hvis vi ikke besinder os i tide og kommer til en eller anden form for fornuft.

Trin 1: Uoverensstemmelser: Klares som regel i fordragelighed ved problemløsning (dog ikke altid).

Trin 2: Personificering: Fra sag til person. Nu er den anden part problemet, og vi er ramt følelsesmæssigt. Vi angriber eller forsvarer, tolker på den andens hensigter (de er dårlige!) m.m.

Trin 3: Eskalation: Vi bliver fejlfindere. Hiver gamle sager frem - nye kommer til.

Trin 4: Samtale opgives: Nu undgår vi hinanden fysisk, taler om og ikke til, har brug for forbundsfæller/alliancer.

Trin 5: Fjendebilleder: Min virkelighed er den eneste rigtige! Polariteten vokser - nul forståelse.   Rendyrket projektion. Verden er sort eller hvid -  ingen plads til nuancer.

Trin 6: Åben fjendtlighed: De mådeholdne – tidligere forbundsfæller – forkastes og betragtes nu som forrædere. Psykisk, verbal og fysisk vold.

Trin 7: Polarisering: Adskillelse geografisk. Endegyldige brud.

Heldigvis går det sjældent så galt som ovenfor beskrevet. Måske stopper vi op på trin 3, får løst vores konflikt og kommer videre. Men nogle gange går det galt, og så ryger vi dybere i konflikten. Modellen, som her er ultrakort beskrevet, bruges både til at analysere konflikter i det personlige rum og de store internationale konflikter.

Girafmodellen

Ok, nu er det vist på tide at sige noget mere om Girafmodellen. Som det formentlig tydeligt fremgår af ovennævnte, kan der være god brug for konkrete redskaber, når det brænder på. Når vi bruger "Ulvesproget", har vi - i konflikter - travlt med at placere skyld og afgøre, hvem har ret/uret. Travlt med at diagnosticere og fordømme andre; f.eks. "Du er usolidarisk!", "Det kan du ikke være bekendt!",  "Det er også din skyld!",  "Løgnhals!", "Nu ta`r du dig sammen!" o.lign. Ofte er resultatet af den type kommunikation, at vi ikke lytter, da ingen af os ønsker at blive talt til på sådanne måder. Derfor skal der ske noget andet, hvis vi ikke skal ende et eller andet sted på konflikttrappen

Når man bruger girafsprog, er der som nævnt nogle bestemte, centrale komponenter. De har det til fælles, at de sprogligt giver én mulighed for at "blive på egen banehalvdel" og samtidig få sagt noget, som både er vanskeligt at sige for én selv og/eller at høre for modparten.

Her følger en kort beskrivelse af grundmodellens 4 komponenter:

1  Fakta:  Denne del handler om det, der er sket. Det drejer sig her om at beskrive faktuelt, hvad der skete, da en konflikt startede. De fleste af os betragter dette som værende ligetil og selvfølgeligt.  Det, jeg løber ind i som konfliktløser, er dog en ganske anden oplevelse. Ofte hører jeg to vidt forskellige historier fra parterne. Så forskellige, at man dårligt kan tro, de taler om samme situation. I denne fase gælder det om at blive lidt mere ædruelige og få adskilt tolkninger/vurderinger fra reelle fakta. Hvad er blevet sagt/hørt helt uden den "overdrivelse, der fremmer forståelsen". Det er sværere, end man tror, at være faktuel, når først man er "ramt" i en given konflikt.

2  Følelser: Denne del handler om, hvad det (fakta-episoden) har gjort og gør ved mig. Hvordan har jeg det? Der er mange måder at beskrive sine følelser på. En "ulve-måde" kunne være: "Jeg er sur på dig, fordi du altid kommer for sent". "Jeg føler mig svigtet" (underforstået af dig). I Giraf kunne det også starte med: "Jeg er sur ..", men lige netop her ville sætningen ændre karakter og i stedet relatere til ens egne behov. D.v.s. gå tilbage til én selv og ikke over i hovedet på den anden. Den kunne så lyde: " Jeg er sur, fordi jeg har brug for at kunne starte til aftalt tid".

3  Behov: Årsag til følelser. Enhver følelse er udsprunget af et behov, der enten er eller ikke er imødekommet. Derfor er det en vigtig del af "giraftræning" først at kunne finde og dernæst verbalisere sine behov. Behov er et kernepunkt, når konflikter skal løses, idet begge parter har nogen, som ikke er mødt. En stor del af mit arbejde går således med at hjælpe til med at identificere behov, når en konflikt skal have førstehjælp.  

4  Anmodning: Her handler det om at komme med konkrete bud til den anden på, hvordan jeg kunne forestille mig, at vi sammen kom videre fremover.

Praktisk eksempel

Lad mig give et eksempel på praktisk anvendelse af disse 4 faser/komponenter i sammenhæng:

På arbejdsplads: En mindre konflikt omkring rygning (en klassiker!).

- Ofte oplever jeg, at rygere får legaliseret at holde ekstra, små rygepauser, og ikke-rygere synes, det er "urimeligt". Eller lokaleproblemer med spisning og rygning i samme rum. Utilfredsheden kommer så ud mellem sidebenene i ironi, stikpiller eller anden indirekte kommunikation. Sjældent får man reelt talt om, og lyttet til, hinandens behov - og problemet sejler.

"Giraffen" forsøger sig:

Fakta: "Der er rygning i samme rum, hvor jeg spiser. Ud over de faste pauser er der to pauser á 3 til 5 min. til rygere dagligt og ikke til os andre".

Følelser: "Det irriterer mig".

Behov: "Jeg har brug at kunne spise i et helt røgfrit rum og for, at det er legalt for mig som ikke ryger også at tage små, spontane pauser. Desuden vil jeg gerne kunne tale om det her i en atmosfære, hvor der er respekt for, hvad vi hver især siger. D.v.s. jeg også har brug for at få nogle spilleregler for vores kommunikation sammen, når noget er svært at få talt om".

Anmodning: "Derfor vil jeg foreslå en snak på personalemødet næste gang, hvor vi prøver at finde nogle løsninger, dels omkring måden vi kommunikerer på  og dels om de to praktiske problemer omkring rygning. Ét af mine konkrete forslag er at finde ud af, om vi kan få sat skillevægge op i personalerummet".

Girafsproget som redskab – og holdning

Min egen oplevelse er, at chancen for at blive hørt stiger adskillige grader, hvis jeg på denne måde undgår at angribe og bebrejde mine omgivelser, hver gang noget ikke passer ind i mit kram.

Empatidelen i Giraf handler om at "gå i den andens mokkasiner". Rygerne har også følelser og behov i klemme i den her sag. Og netop det øjeblik, hvor vi er i stand til at hjælpe modparten med at sætte ord på deres indre verden, er muligheden for kontakt maksimeret.

Drop skylds-legen - den er giftig - og se mennesket bag! Det er første store ryk i konfliktløsning. Det er dog oftest reelt kun "ladesiggørligt", når vi - som part i en konflikt - selv har "fået luft" for eventuel ramthed.

Angreb, bebrejdelser m.m. fjerner os fra kontakten med vore egne og modpartens behov og den indbyrdes kontakt, som muliggør, at vi kan gå berigede ud af en konflikt.

Girafsproget er ikke "Fætter-Flinkeskolesprog", hvor vi er åh så pæne og velopdragne, men et praktisk anvendeligt redskab til de svære situationer, vi en gang imellem havner i. Der skal være plads til, at vi udtrykker vores følelser ærligt og usminket. Men der er pokker til forskel på måden, det kan blive gjort.

Igennem girafsproget oplever jeg ofte glæden ved at se mennesker løsne op, slappe af,  kunne se hinanden i øjnene igen o.s.v.. Det er en gave, når konflikter i stedet for destruktion bliver til chancer for udvikling, fordybelse, fred m.m.

Internationalt ser det godt nok sort ud for tiden - især da begreber som tilgivelse og forsoning ikke kan opstå på bestilling, men – om man så må sige - skal hjælpes frem. Derfor tak til de mennesker, som utrætteligt rejser rundt og mægler, laver forsoningsprocesser m.m. Måtte de blive arbejdsløse!

J.A.K. bladet