| J.A.K. bladet
Aldrig Mere Krig Af Tom Vilmer Paamand
Tusinder døde ved terroristangrebet i USA, og alle skriger på hævn. Men konflikter løses ikke med vold. Det fortæller vi vores børn, og det burde vi også selv vide som voksne. Reaktionen lyder automatisk: De har dræbt nogle af vores slags, så nu skal vi dræbe nogle af deres slags. Og blodhævnen ruller, for så kan de fortsætte mod os, vi igen mod dem og videre indtil dommedag. USA har ofret endeløse milliarder på militært isenkram, og nye milliarder bruges nu på raketskjoldet. Denne paniske jagt på sikkerhed har igen vist sig som en illusion. Alle de amerikanske kanoner og soldater kunne ikke hindre katastrofen, og selv et verdensomspændende raketskjold stopper ikke en kidnappet jumbojet. Mere militær og overvågning kan ikke redde vores demokrati, men vil ødelægge det. Stop terrorismen med fredelig konfliktløsning, forsoningsarbejde og økonomisk udjævning. Det vil koste milliarder at løse de konflikter, der martrer vores klode - men vi har rigeligt råd til det, hvis våbenmilliarderne bruges til at gøre vores klode fredeligere. Det lyder nok urealistisk og utopisk for de fleste mennesker, men tusinder af døde i New York burde føre til nytænkning. Ideen om en fredeligere verden ved hjælp af fredeligere metoder er vel ikke mere urealistisk end troen på, at et stærkt militær kunne sikre USA mod angreb. Kun et udbredt pres fra befolkningen kan få politikerne og magthaverne på bedre tanker. Flere og flere slutter op om protester imod våbenproduktion, krigsforherligelse og krig - men vi mangler dig! Krig er en forbrydelse. Aldrig Mere Krig Aldrig Mere Krig arbejder for et afmilitariseret og menneskevenligt samfund - et samfund, hvor de penge, der i dag ødsles bort til våben og militær, i stedet bruges til at afhjælpe den kolossale nød i u-landene. Aldrig Mere Krig er en forening af pacifister. Det betyder, at vi vil arbejde for, at krige afskaffes, og at vi vil finde fredelige midler til løsning af konflikter. Vi arbejder på at finde alternativer til oprustning og på at udvikle forsvarsformer, der bygger på ikkevold. Aldrig Mere Krig er ikke knyttet til noget parti eller nogen religiøs forening. Aldrig Mere Krig blev startet i 1926 og er dansk afdeling af Krigsmodstandernes Internationale Forbund, War Resisters' International (WRI), med hovedkvarter i London. At være pacifist er en livsholdning - derfor er AMK en gammel forening, der ikke kun kører på enkelte mærkesager - det er livet, det drejer sig om, og den "sag" forældes ikke. Aldrig Mere Krig udgiver tidsskriftet IKKEVOLD med nyt fra fredsbevægelserne i Danmark og andre lande, og diskussioner om hvordan man med ikke-voldelige handlinger kan ændre verdens skæve gang. I Aldrig Mere Krig arbejder vi med vigtige emner så som militarisme, dansk våbenproduktion og ikke-voldeligt forsvar. Aldrig Mere Krigs blad "Ikkevold" udkommer med fire numre om året. Foreningen har været på Internettet siden 1996 med "www.fred.dk" - der nu er paraply for en række danske fredsbevægelser. Pacifister er aktive En pacifist er en, der aktivt vil gøre noget for freden. Og derfor ikke en "der bare er passiv og venter på at blive slået på". Pacifisme er at skabe fred mellem grupper i konflikt med hinanden. Pacifisme betyder ikke at dæmpe eller at undgå konflikter, men at få dem løst med ikke-voldelige midler. Pacifisme er en livsholdning, en tro på at vi kan handle, og at det hjælper. Hvis man vil høste hvede, må man så hvede. Og vil man høste fred og frihed, er det en dårlig ide at så vold, terrorisme og umenneskelighed. Det er en almindelig opfattelse, at det ikke nytter noget at arbejde mod krig. Men én ting er sikkert: Hvis ikke vi gør noget, så bliver krig vejen, snarere end freden. Ikkevold er aktiv handling mod krig og magtanvendelse - en fredelig måde at optræde på - mennesker imellem og lande imellem. Ikkevold blev brugt af en stor befolkning for første gang, da Indien med Gandhi i spidsen frigjorde sig fra engelsk herredømme. Siden er ikkevold som aktivform blevet anvendt over hele verden. Ikkevold kan bruges i aktioner til fordel for miljøet, vores arbejds- og familieliv. Ikkevold kan bruges til at styrke vores sociale liv på alle områder, hjælpe os med selv at magte vores liv. I Danmark har tilhængere af ikkevold især samlet sig i Aldrig Mere Krig.
|