Afsked med Ragnhild Madsen

Efter mere end 99 år kunne Ragnhild Madsen ikke mere.  Hun sov roligt ind torsdag den 17. januar 2003 - uden sygdom, men mæt af dage

Af Uffe Madsen

I J.A.K. sammenhæng er hun nok mest kendt som Peter Madsens kone. Utallige er de J.A.K.-møder og kurser over hele landet, hvor hun deltog sammen med sin mand. Skulle der synges, og der var klaver, spillede hun også gerne dertil.

Min mor stammede fra en landbofamilie og blev født på en gård i nærheden af Skive. Hun var den næstyngste i en børneflok på 9. Begge hendes forældre havde været på Vallekilde Højskole, og der havde de stiftet bekendtskab med en åndelig verden og en skoleform, som kom til at præge familien og børnenes opvækst. Grundtvigs og Kolds tanker om kirke og skolesystem var sammen med andelsbevægelsen centrale elementer i familien, og alle børnene skulle have en ordentlig uddannelse, så de kunne stå på egne ben og klare sig selv.

Som flere af hendes søskende valgte min mor skolen som levevej. Børn fyldte meget i hendes verden. Hun fik en uddannelse som friskolelærer og praktiserede som lærerinde forskellige steder i landet, indtil hun på Sjælland mødte en bondemand, som blev hendes skæbne. Da hun blev gift med Peter Madsen, var hun over 40 år gammel. Herefter ophørte hendes lærergerning, og i stedet blev hun bondekone.

I næsten 20 år viede hun sit liv til familie med mand og børn og pasning af husholdningen på en gård, hvor der altid var ansatte og besøgende. Sund ernæring og levevis var hendes varemærke, og det praktiserede hun bl.a. gennem vegetarisk kost, forarbejdet af giftfrie, biodynamiske råvarer. I dag er dette ikke ukendt, men for mere end 50 år siden var det en levevis, som naboerne rystede på hovedet af. I disse år fornægtede friskoleholdningen sig ikke, idet der ikke på egnen var en skole, som efter hendes mening var god nok for hendes børn. Det betød, at min søster og jeg fik hjemmeundervisning i køkkenet af mor, og jeg kom først i en rigtig skole i en alder af 10 år. Jeg tror ikke, at vi fagligt manglede noget.

Også på en række andre områder skilte mine forældre sig ud fra de normale holdninger. På trods af, at kristendommen betød meget for dem begge, tog de afstand fra Folkekirken og den forkyndelse af kristendommen, som kirken står for. De fastholdte begge indtil deres død denne frikirkelige opfattelse.

Da mor var 60 år gammel, solgte de gården på Sjælland og flyttede til Fyn, idet min far efterhånden brugte hele sin tid på J.A.K., der på daværende tidspunkt - i 1963 - havde hjemsted ved Middelfart. Her boede de i 30 år - i de første mange år som aktive pensionister med møde- og kursusvirksomhed over hele landet. Senere som mindre aktive pensionister - og som 90-årig flyttede mor til Silkeborg, da hun blev alene. Hun ønskede at være i nærheden af familien.

De sidste 9 år af hendes liv boede hun på Kejlstruplund Plejehjem i Silkeborg, hvor hun fandt en tryg og varm tilværelse. Som følge af hendes nedsatte syn og i de sidste år dårlige ben, var hun afhængig af andre, og det harmonerede ikke med hendes stærke vilje om at gøre tingene selv. Da benene begyndte at vise svaghedstegn, var det hendes opfattelse, at det måtte være, fordi hun sad for meget i sin stol og var inaktiv. For at modvirke dette begyndte den gamle gymnastiklærerinde at gå på trapperne - fra sin lejlighed på 2. sal til kælder og op igen. Også motionscyklen blev rørt.

Hun havde meget glæde af de lydbånd, som Blindebiblioteket sendte til hende. Båndoptageren kørte konstant fra morgen til aften, og det blev til rigtig mange bøger i årene på Kejlstruplund. Hun havde en klæbehjerne og kunne genfortælle bøgerne fra ende til anden, hvis nogen havde lyst til at høre det. Det kunne ske, at en bogs indhold var så interessant, at hun havde vanskeligt ved at sove om natten. Senest husker jeg Per Stig Møllers biografi om Kaj Munk - et værk på 5-600 sider - som hun hørte for et års tid siden. Den var hun meget optaget af, og hun udtrykte sig på den måde: "Kaj Munk har holdt mig vågen i nat!".

Min mor havde nogle forventninger til opholdet på plejehjemmet. Hun forventede at komme til et hjem for gamle, hvor der var socialt samvær, og hvor man kunne tale sammen og drøfte forskellige synspunkter. Disse forventninger fik hun ikke opfyldt på Kejlstruplund, og det skyldes absolut ikke medarbejderne, som hun satte meget pris på. Det skyldes den ældrepolitik, der føres i dag, og som går ud på, at man skal blive i sit eget hjem så længe som muligt. Det betyder, at de mennesker, der får plads på plejehjemmene, oftest er så svækkede, at de ikke er i stand til at føre et aktivt socialt liv.

Hun satte især stor pris på plejehjemmets arrangementer med musik og sang. Selv om hun ikke kunne se i sangbogen, var hun aktiv deltager, idet hun kunne sangene og alle versene udenad. Også de ugentlige gudstjenester deltog hun gerne i.

Først i de sidste par måneder kunne vi mærke en betydelig svækkelse af hendes helbred, og det gik hurtigt tilbage. Jeg tror, at også her fik hendes stærke vilje overtaget - hun ønskede ikke at leve længere. Torsdag eftermiddag fik hun så den fred, som hun søgte. 

J.A.K. bladet