J.A.K.s etiske værdier

Artiklens baggrund:
For nogen tid siden deltog jeg, som repræsentantskabsmedlem, i et af de to repræsentantskabsmøder, der årligt afholdes i Folkesparekassen. Som de fleste læsere ved, er deltagerne på disse møder, samt mødernes afvikling som helhed, såvel interessante som hyggelige. Dette møde var ingen undtagelse

Af Niels Juhl Bentzen

Desværre skete noget andet sædvanligt.

Da mødets vel nok væsentligste punkt - Folkesparekassens fremtidige målsætning - skulle debatteres, kom diskussionen i al væsentlighed til at handle om kroner og øre, samt mindre ændringer i Sparekassens formåls paragraffer.

At der af dette sørgelige forhold skulle komme en artikel, skyldes udelukkende emnets generelle vigtighed for den fremtidige overlevelse af ikke mindst de mindste J.A.K andelskasser.

Da pladsen er trang og emnet kompliceret, vil der uvægerligt blive tale om en generel og principiel fremstilling. På den baggrund vil jeg allerede nu bede om tilgivelse fra dem, der måtte have et mere nuanceret billede.

Alment om produktions- og serviceudviklingen

Igennem alle tider har nogen i samfundet forsynet andre med produkter eller serviceydelser. I løbet af de sidste århundreder har samfundsudviklingen bevirket, at såvel producenter som serviceudbydere enten har udviklet sine produkter eller er forsvundet.

Kartoffelavleren har måttet forfine sine produkter, barberen måttet blive frisør og senere frisør for begge køn. Mureren og elektrikeren måtte lære at følge bygningsreglementet, og lægen måtte basere sin praksis på mere end blot religiøse antagelser.

For de fleste var denne brancheudvikling helt naturlig og en del af vilkårene for at erhverve sig som producent eller serviceformidler.

For andre gik udviklingen hurtigere end viljen og evnen til omstilling og udvikling. Typograferne forsvandt, skomageren forsvandt, fælleskasserne forsvandt osv. osv.

Pengeinstitut-sektorens udvikling

Da pengeinstitut-sektoren for alvor begyndte sin udvikling og betydning for brede samfundslag, var pengeinstitutterne små lokale enheder med ganske få medlemmer, som fx i fælleskasserne. Senere blev disse afløst af større enheder, der kunne operere på et større geografisk område, og snart opstod der landsdækkende pengeinstitutter. Størrelsen fik betydning, idet kun størrelsen kunne sikre afkast. Afkast genereret ved geninvestering i andre landsdele og senere i andre lande.

I begyndelsen havde den geografiske udstrækning af pengeinstituttet ikke særlig betydning for den almindelige kunde. For denne var det nok, at der var et lokalt kontor, hvor henvendelse kunne ske.

I løbet de sidste årtier har den almindelige kunde generelt fået flere økonomiske muligheder i tilværelsen, og pengeinstitut-branchen har derfor måttet tilpasse sig.

Det var ikke længere nok at producere afkast af almindelige indskud. Kunderne efterspurgte også i øget grad service, dvs. vejledning i og tilbud af avancerede placeringsformer, baseret på pengeinstituttets særlige viden.

 Det medførte en hurtig udvikling af nye serviceydelser, som fx pensionsordninger. Endvidere blev det en målsætning at udvikle og sælge nye serviceydelser, som fx aktie- og obligationshandel.

Hurtigt, men sikkert blev service en integreret og forventet del af pengeinstitut branchen.

Den øgede fokus på økonomisk aktivitet blev for nogle en nødvendighed og for andre en slags hobby. Da der således skulle overvejes og besluttes noget oftere i økonomiske spørgsmål, blev det mere nødvendigt for kunderne at være i kontakt med deres pengeinstitut. Den øgede henvendelsesfrekvens førte til udviklingen af EDB systemer, til besvarelse af almindelige forespørgsler - og centralt placerede specialenheder til mere komplicerede forespørgsler, som fx erhvervsrelaterede sager.

Kunderne, der undervejs mentalt havde løsrevet sig fra lokalt-geografisk tilknytning, vænnede sig hurtigt til behageligheden ved den øgede tilgængelighed og fleksibilitet i de nye, næsten globale systemer.

Væk var arbejdsgiverens kontante lønudbetaling. Væk var de små lommebøger, hvor kunden selv holder rede på kontoens indestående. Væk var langt de fleste girokort.

Men væk var også accepten af bøvl i banken.

I dag forventes det, at pengesager klares nemt, hurtigt og helst hjemmefra. Pengeinstitutterne er blevet en metervare, hvor kvaliteten måles på pris og funktionalite.

Gensidig loyalitet og traditionel respekt er som værdigrundlag på deroute.

J.A.K. institutterne har i vid udstrækning ikke deltaget i denne udvikling, og det må forventes, at som den teknologiske og produktmæssige afstand mellem branchen i almindelighed, og de små og mellemstore andelskasser i særdeleshed, bliver større, vil sidstnævnte i stigende grad blive mødt med utilfredshed fra kundesiden. I hvert fald så længe andelskasserne kun "sælger" funktionalitet.

Service-vurdering

Da pengeinstitut-sektoren for alvor begyndte at basere sig på serviceudbud, skete der det mærkelige, at kunderne, tilskyndet af bankerne, bibeholdt det produktionsbaserede værdi- og vurderingsmønster. Det er altså stadig kvantitative momenter, der bliver lagt til grund, når kunderne skal vælge mellem forskellige former for service. I forbindelse med valg af en pensionsordning bliver det produktets kvantitative element - hvor meget får jeg til sidst? - og ikke det kvalitative (etiske) element - hvordan investeres mine penge? - der bliver udslagsgivende.

Denne prioritering fra kundernes side er måske ikke så mærkelig set i et snævert økonomisk perspektiv. Det er jo det, kapitalisme på individ-niveau handler om.

Derimod synes det mærkværdigt sammenlignet med andre serviceområder. Hvis man fx forestiller sig, at man ansætter en husholderske eller for den sags skyld en økonomiansvarlig i en mindre virksomhed, så vil man nok være lige så interesseret i, hvordan hun får pengene til at slå til, som om hun kan få pengene til at slå til. For det bevidste menneske er det jo to sider af samme sag. En samlet vurdering.

I de fleste brancher ses denne afvejning hos den såkaldte politiske forbruger eller måske mere sigende: Den etiske forbruger. Det er forbrugeren, der køber "grønne" produkter, tredjeverdens produkter eller ansætter nydanskere eller handicappede. For denne gruppe er alene de kvantitative produktions- og vurderingsnormer ikke afgørende. Afgørende er et mix af etik og økonomi.

En af de mest betydningsfulde grupper af etiske forbrugere er akademikere med ansættelse i den offentlige sektor.

Fra et pengeinstitut-perspektiv er denne gruppe særdeles interessant, idet de oftest optræder i akademikerpar, har overordentlig god betalingsvilje, over middel i indtægt, god jobstabilitet og forudsigelige forbrugsvaner.

Man kan derfor spørge, hvorfor denne gruppe ikke er mere tydelig og toneangivende med krav om udvikling af etiske pengeinstitutprodukter.

Da Lån og Sparbank åbnede, var der stor tilstrømning af netop denne type kunder. Det skyldtes efter min vurdering det forhold, at denne bank baserede sin ideologi på fairness. Med parolen "Du får, hvad du betaler for (- og du betaler ikke for noget, andre får)" var Lån og Sparbank det første pengeinstitut, der med en planlagt strategi appellerede til rimelighed. Altså en slags retfærdighed - dog kun mellem banken og den enkelte kunde.

Senere er denne strategi fx fulgt op af Nordea, med sloganet: Quid pro quo.

Da der ikke var andre synlige produkter på markedet, som baserede sig på moral, måtte de etiske forbrugere lade sig nøje med, hvad de kunne få. En slags mikro eller pseudo retfærdighed.

For de procentvist få forbrugere, hvor det etiske aspekt var moralsk forpligtende, kunne (og kan) der ved en selvstændig og målrettet indsats findes frem til alternativer. Det mest åbenlyse, letforståelige og lettilgængelige af disse alternativer var MerkurBank, hvorfor også denne oplevede en i branchen uhørt procentvis fremgang - eller udbredelse om man vil. Desværre er det stadig sådan, at disse forbrugere har lettest adgang til kontakt med og forståelse af MerkurBanks etiske linie.

Hvad har J.A.K. pengeinstitutterne at byde på?

Som nævnt ovenfor er den generelle udvikling af J.A.K. pengeinstitutterne bagud mht. teknisk udvikling og produktudbud. Et forhold, der ikke i nærmeste fremtid, om end nogensinde, vil ændre sig.

Da de kvantitative elementer således ikke er et aktuelt konkurrence-parameter, må der nødvendigvis fokuseres på de kvalitative sider. Altså J.A.K.s værdigrundlag.

Selv med den amputerede produktudvikling er det i forlængelse af de tidligere afsnit naturligt at spørge sig selv, hvorfor ikke også J.A.K. pengeinstitutterne som MerkurBank har oplevet en renæssance i disse etiske tider. Ikke blot som udlånsaktivitet eller øget kundetilgang, men som idemæssig opslutning. Folk spiser jo økologiske grønsager, selvom de umiddelbart ser ud til at have en ringere kvalitet. Så hvorfor ikke bruge et pengeinstitut med nedsat funktionalitet?

Et godt svar på dette kunne være, at J.A.K. tanken for det første ikke har formået at udvikle sig og derfor i sin udtryksform er ude af trit med samtiden, og for det andet endnu ikke er lettilgængelig.

Det ligger langt uden for grænserne for denne artikel at redegøre for J.A.K.s samlede ideologiske tankesæt. Det skal derfor her blot konstateres, at der ikke inden for bevægelsen er synlige reformative kræfter på andre områder end de rent organisatoriske - hvilket forhåbentligt og sandsynligvist kan danne grobund for en fremtidig udvikling af det indholdsmæssige.

Et besøg på www.jak.dk, der for en umiddelbar betragtning er en udmærket hjemmeside, afslører da også en udpræget mangel på ønske om at forklare etiske aspekter ved J.A.K.

Der bruges en del krudt på at beskrive historien, vise artikler samt omtale af pengeinstitutterne og deres funktion. Alt sammen fint og nødvendigt, men mangelfuldt.

Siden savner efter min mening appel til folk uden forhåndskundskaber om J.A.K. Den fremstår som lavet af J.A.K. traditionalister for J.A.K. bevidste og er som sådan ikke egnet til at "sælge varen til nye kunder".

Der savnes nærmere forklaringer af de etiske aspekter ved bevægelsens hovedmål: "Gennemførelse af det danske folks økonomiske frigørelse ved oprettelse af en rentefri samfundsbank", samt slogans som: "J.A.K. er for en ny fremtid".

Jo tak, men hvilken fremtid, fristes man til at spørge. Som ved husholdersken ønsker man at vide, hvordan vejen til og opnåelsen af samfundsbanken vil influere på ens livsførelse, hvilke holdninger og prioriteringer der ligger bag disse postulater om Utopia.

Hvordan handler man i overensstemmelse med denne ideologi? Hvilke værdier har de andre medlemmer i denne "klub"?  Hvad er klubbens værdigrundlag og menneskesyn?

Sådan helt konkret, som når man spørger sin nabo, hvordan han mener, den fælles hæk skal klippes. Her er man næppe tilfreds med et svar som "smukt!" eller "på en ny måde!"

Nu vil nogen måske indvende, at sådanne etiske motiver og handlemønstre aldrig har været en del af J.A.K. At J.A.K. er baseret på tanken om at nyde, som man yder. Til dem er der kun at sige, at uanset om man kan lide det eller ej, så gennemsyres J.A.K. af visse værdier, og at disse værdier på grund af deres generelle etiske værdi er efterspurgt i vores samfund.

Man kan fx nævne tre typer etiske værdier. Lad os kalde dem demokrati-, ligeværdigheds- og socialbevistheds-værdier.

Demokrati-værdierne gør J.A.K. pengeinstitutterne specielle, fordi organisationsformen og den generelle holdning er demokratisk. Det har altid været vigtigt at bibeholde og udvikle de demokratiske mekanismer i J.A.K. Dette viser bevægelsens respekt og værdsættelse for den enkelte kunde og er særegent for danske pengeinstitutter. Det er i øvrigt fuldt ud i dansk folkeånd og i overensstemmelse med de bedste demokratiske principper, når der i andelskasserne gives een stemme til alle, uanset antal andelsbeviser.

Et andet værdisæt, der gennemsyrer J.A.K., er ligeværdigheds-tanken. Denne er i nært slægtskab med demokrati-tanken og går ud på, at alle behandles ens uanset det økonomiske engagement. At vilkår som gebyrer og rentesatser ikke kan forhandles er helt enestående i branchen, men desværre også på vej ud hos mellemstore desperate andelskasser, der fortvivlet søger i mørket efter nye kunder.

Sidst, men ikke mindst, har tanken om social bevidsthed på udefinerbar måde fat i de fleste pengeinstitutter. Denne indeholdes fx i tanken om rentefrihed, idet renten ikke alene er samfundsdestruktiv, men også en udbytning af den svagere part. Det er en form for social bevidsthed, der ligger tæt op ad tanken om ligeværdighed. Men her er der ikke tale om ligeværdighed mellem kunderne og pengeinstituttet, men også mellem pengeinstituttet og omverdenen. Endda ofte på globalt plan, som det fx ses hos Oikos.

Desværre tillader pladsen ikke en nærmere gennemgang af disse værdier og deres afledte effekter, men lad det være slået fast, at J.A.K. bygger på det bedste i dansk kulturtradition og som sådan kunne appellere langt bredere, end tilfældet er.

Hvordan kan disse værdier udvikles?

I al den tid, jeg har fulgt den interne debat i J.A.K. kredse, har der fra tid til anden været tale om, ja endog anprisninger af J.A.K.s etiske aspekter.

Ikke desto mindre har jeg til dato aldrig set et forsøg på en nærmere skriftlig beskrivelse, endsige forsøg på en udvikling af disse. Og da slet ikke en beskrivelse, der ville kunne forstås af en udenforstående.

Lad mig som afslutning - selvom pladsen er alt for kort - give et superkort og generelt bud på en udbredelsesfremmende udvikling af disse grundlæggende værdier.

Demokrativærdien kunne som det bærende element i en fremtidig udvikling tænkes forbundet med udviklingen af de etiske retningsliner i pengeinstituttet, således at kunderne blev direkte inddraget i den konkrete udformning af de etiske retningsliner.

Dette kunne fx ske ved en periodisk, evt. følge repræsentantskabsperioderne, forespørgsel, hvor kunderne kunne prioritere mellem forskellige holdninger inden for forskellige områder.  Dette kunne udmøntes i en etisk rapport, der igen ville give et klart billede af pengeinstituttets holdning og i fuld respekt for dets kundegrundlag. I mangel af mod kunne en sådan rapport laves af bestyrelsen og repræsentantskabet. Eller endog af Landsforeningen på bevægelsens vegne.

Superkort kunne indholdet principielt udmøntes på følgende måde:

Det er pengeinstituttets ideologi, at alle kunder er ligeværdige og derfor skal behandles ens. Det betyder at: 
1) gebyrer ikke kan forhandles, 
2) rentesatser ikke kan forhandles, 
3)... osv.

Eksemplet er med vilje lavet i et let, og nogen vil måske sige åbenbart, område af bankens aktiviteter. Ikke desto mindre vil en konkretisering give øget indsigt og overblik med deraf øget konstruktiv debat af de mere svært tilgængelige områder, som fx personale, miljø, lokalsamfund, den tredje verden, osv. Emnevalget må være op til andre end undertegnede, men bør dog mindst omfatte emner fra de to andre bærende værdier nævnt i denne artikel, således at også disse udvikles. Demokratiet bliver således kernen i pengeinstituttets etiske produktudvikling.

På denne måde kunne pengeinstitutterne knytte kunderne tættere til sig og samtidig udvikle sig i takt med kundegruppen.

Ligeværdighedstanken skal måske ikke udvikles så meget, som den kræver forsvar. Overalt i samfundet bombarderes vi med individualistiske tankegange. Da grupperetfærdighed, her kundegruppen, ikke længere er populær i samfundet, kræver den ustandselig forsvar baseret på rimelige begrundelser, etiske såvel som økonomiske. Det er således nødvendigt ustandseligt at minde vore kunder om, hvorfor vilkårene er ens for alle - og ikke mindst, at de er det. 

Den sociale bevidsthedstanke kan udvikles på mange måder. Omfattende alle gensidige situationer af kundeforholdet kan fx følgende områder komme på tale: Personalepolitik, forholdet til lokalsamfundet, sociale og grønne projekter, osv. osv.

Afslutning eller begyndelse?

Den indvending, der oftest høres, når talen falder på en konkretisering af etikken i J.A.K., er, at det ikke giver mening at fortælle kunden, man ikke investerer i våbenindustrien, da enhver ved, at de små andelskasser er alt for små til den slags. At når mulighederne er små, bliver store tanker nonsens.

Til dette er der at sige, at al udvikling starter småt, men med store tanker. For det andet er det jo ikke alle kunder, som har en klar opfattelse af pengeinstitutternes størrelse og investeringsmønster. For det tredje viser undersøgelser, at det er mindst lige så vigtigt at garantere, at visse handlinger ikke sker, som at love kunderne visse andre handlinger.

Individet lever mere i bevidstheden om, hvad man ønsker at undgå, end med bevidstheden om, hvad man vil. Ved at garantere undladelser distancerer man sig fra dem, der ikke vil undsige sådanne forhold.

For kunden er der jo ikke tale om vurdering af et pengeinstitut, men om en kritisk sammenstilling af flere forskellige muligheder.

Det er konkretisering, som skaber klarhed for sammenligning, og det er op til den, der vil skille sig ud fra mængden, at gøre sammenligningen let og tilgængelig.

Som jeg nærmer mig artiklens afslutning, må jeg desværre indrømme, at det er min overbevisning, at diskussionen om nogle år vil miste en stor del af sin eksterne betydning for J.A.K. Simpelthen fordi populariteten af tankemønstre i samfundet er periodisk, og det etiske fokus nu har adskillige år på bagen. Efter min overbevisning har betydningen af etik som økonomisk beslutningsgrundlag i den brede befolkning toppet og er nu på vej nedad.

Det betyder, at såfremt J.A.K. skal have en betydelig tilslutningsmæssig effekt af en klar formulering af sit etiske indhold, må tiden ikke forspildes.

Landsforeningen J.A.K. eller Foreningen af J.A.K. andelskasser må snarest tage initiativ til samarbejde om en nutidig fremstilling af de etiske aspekter ved J.A.K.

Det er på tide, at J.A.K aktivt og udadvendt bidrager til, at konkurrencen i pengeinstitut-sektoren får et etisk element. 

J.A.K. bladet