| J.A.K. bladet
VEL-BE-KOMME! Man skal ikke så mange år tilbage i tiden for at huske – med glæde – at vor ernæring næsten kom direkte fra jord til bord. Man skal ikke så mange år
tilbage i tiden for at huske – med glæde – at frugt blev plukket
direkte fra træerne (med fregner) – rodfrugter blev hevet direkte op af
jorden (med jord på) – og for kødspisere skal man ikke så mange år
tilbage i tiden for at huske – med glæde – at kødet fra dyrene ikke
var forurenet, ikke “kapitalpint” og ikke stresset. Hvad så i dag? Af Finn Bentzen Hvad tør man snart spise? I dag findes der næsten intet, der serveres fra vort bord, som ikke har været gennem et utal af fabrikker. Det er desværre en kendsgerning, at den industrialiserede model har taget det naturlige ud af fødevarekæden og selve produkterne. Ikke særligt lækkert at tænke sig, men det er faktisk en realitet, at kød- og benmel for en stor del har erstattet grønfoder. Tænk, at det virkelig er efterkrigstidens svar på rationalisering og masseproduktion. Hvad betyder så det? Ja, faktisk så betyder det nye farer for sundheden. Landmændene og det intensive opdræt har faktisk ikke nogen jordisk chance for at ændre denne tingenes tilstand alene. Vi er ikke længere deltagere eller vidner til fremstillingen af vore fødevarer. Det er en kendsgerning, at de fleste af os går voldsomt meget op i mad, og vi bliver oversvømmet med madopskrifter i alle ugeblade. Madbøger kommer den ene måned efter den anden, og TV har ikke kun ét madprogram, men flere hver uge med forskellige madkulturer på programmerne. Jo, fødevarer/mad retter sig ind efter årstider, den stigende turisme, den sure og den søde tand, den kulinariske og den hurtige madproces, fastfood - ja, man kan blive ved med at notere mulighederne. Men nævner man kvalitet? Er maden og kosten blevet et kunstprodukt, omgærdet af mystik og skjulte dagsordner og stadig mere og mere teknisk og kunstigt forarbejdet uden vor medvirken og - viden? Vi får madvarer som konserves og fryse- og/eller tørrede produkter, der bliver “behandlet”, så produkterne kan modstå tidens tand, og de ikke skal kunne rådne. Nye kostvaner blandt andet i form af færdigretter har ført til nye former for sygdomme. Aldrig har der været så mange allergisygdomme som nu. Årsagen hertil kan være mange, men der er for mig ingen tvivl om, at mange biprodukter fra fødevarekæden, fx fritureolie og kød- og benmel, er eksempler herpå. Selv har jeg ikke megen forstand på, hvordan man driver landbrug med eller uden dyr, men jeg kan da læse og har med uro bemærket mig, at eksempelvis kogalskaben, der opstod i Storbritannien i 1986 og senere bredte sig til Frankrig og også andre steder i Europa, var så omfattende og krævede så mange dødsofre, at vegetarerne fik rigtig gode tider ikke mindst i England. At i 1999 i Belgien måtte man fjerne alle kød- og mælkeprodukter fra hylderne efter at have fundet rester af det kræftfremkaldende dioxin i foderstoffer. Har man glemt det? At igen i år 2001 var der mund- og klovsyge i Storbritannien, som også sporadisk har vist sig i andre dele af Europa incl. Danmark. Den negative betydning for menneskeheden kan vel erindres med ordene Creutzfeldt-Jakob-sygdommen, en uhyggelig nervenedbrydende sygdom. Epidemiologiske undersøgelser viser desværre, at mennesket selv er blevet smittebærere, og at der derfor er risiko for, at menneskene kan overføre sygdommen til artsfæller. Det vil ikke være rimeligt at “belaste” læserne med EU’s mange forordninger og direktiver mv., altså nye forpligtelser for Europas lande m.h.t. kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme enscephalopatier, mærkning og sporing af oksekød, officiel kontrol med uønskede stoffer og produkter, foderblandinger og bekæmpelse af resistens hos mikrober, fordi vi bliver - som anført overfor - gjort til uvirkelige individer, der ikke forstår det sprog, der tales, og de få oplysningskanaler, vi har kendskab til. Ekspertvældet længe leve! Nej, ville man derimod tale om en bæredygtig udvikling og udnyttelsen af jordens og havets ressourcer på en værdig måde, er det min bestemte opfattelse, at så ville flere almindelige mennesker deltage i debatten og i problemløsningen. Når vi taler om fødevarer, skal vi derfor først og fremmest prioritere sikkerheden. Vi skal for alt i verden sikre sunde fødevarer. Aldrig før har hurtig logistik været så udviklet, aldrig har der været så let adgang til sikring af hygiejnen, og aldrig har vi kunnet se et bredere udbud. Sikkerhed for økologiske varer er heldigvis også i positiv udvikling. Taler vi landbrug, taler vi fødevarer. Taler vi økologi, så taler vi også miljø. Det vil altid være skadeligt for folkesundheden, når man overskrider forureningstærsklen, og ikke mindst når tænkes på, at vand og planter øger denne risiko. Vi bør betragte jorden som en levende organisme og behandle jorden derefter. Lad os først og fremmest slå fast, når tænkes på dette temanummer af J.A.K. bladet, at det ovenfor beskrevne problem først og fremmest skal løses ved kilden - og helt ærligt, så handler tillidskrisen ikke kun om, hvordan vore fødevarer bliver produceret, eller hvor produkterne kommer fra. Det ansvar påhviler hele fødevarekæden. Alle har faktisk en stor del af ansvaret. Det bliver desværre også fremover nødvendigt at styrke de veterinær-politimæssige bestemmelser ved uanmeldte kontrolbesøg, for profitten tæller mere end moralen. Det bliver også nødvendigt at styrke de bestemmelser, der gælder for hygiejnen for vore fødevarer. Endelig fortæller den nyere historie os, at det er absolut nødvendigt at styrke kontrollen med dyresygdomme, der kan overføres til mennesket via fødevarer. Det er et stille håb for mig, at vi forbrugere fremover må få en bedre oplysning om fødevarernes sammensætning og karakter. At vi prioriterer oplysning og uddannelse omkring sunde fødevarer meget højere, end tilfældet er i dag. Denne prioritering burde være en del af børns naturlige indlæring. På den måde vil vi få den erfaring, at det betaler sig at passe på “moder jord”, fordi så passer vi bedre på os selv. - Og så kan vi med både hjerte og hjerne ønske hinanden en sund appetit!! |