Sammenhænge mellem, hvad vi gør på dyre- og menneskeområderne

Artiklen er hentet på hjemmesiden www.etiskraad.dk og er gengivet her i bladet med tilladelse fra Etisk Råd og Peter Sandøe.

Af Peter Sandøe, formand for Det Dyreetiske Råd

STORE BRYSTER efterspørges både hos kalkuner og kvinder. Mange mennesker vil gerne have schnitzler og andre udskæringer fra kalkunens bryst. Derfor har man gennem avl ændret slagtekalkuner, således at de udvikler langt større brystmuskler end deres forfædre/mødre. Tilsvarende er der i flere sammenhænge efterspørgsel efter kvinder med en stor barm, og nogle kvinder oplever, at deres selvværd vokser med brysternes størrelse. På den baggrund er der mange kvinder, som vælger at undergå en kosmetisk operation. I de to nævnte eksempler er der tale om, at man "forbedrer" en normal egenskab hos henholdsvis dyr og mennesker. Begge dele er lovlige og synes at nyde en bred accept.

Men ved nærmere eftersyn viser det sig, at det er forskellige ting, der accepteres. Groft sagt så har vi i forhold til mennesker en liberal holdning til kosmetiske forbedringer, mens vi er meget restriktive i forhold til genetiske forbedringer. For dyrenes vedkommende er det lige omvendt – her har vi nærmest en positiv pligt til at udøve racehygiejne, medens vi har en meget restriktiv holdning til kirurgiske forbedringer.

Vælger et menneske ved hjælp af kirurgiske eller lignende metoder at give sit udseende et løft – fx ved at få foretaget en ansigtsløftning eller ved at lade sig tatovere – så er det helt lovligt, og kun de mest snerpede synes at kunne mobilisere en fordømmende holdning. Derimod er man på kollisionskurs med dyreværnsloven og holdninger hos toneangivende grupper, som fx Den Danske Dyrlægeforening, hvis man vil forbedre sit kæledyrs udseende ved hjælp af kirurgiske metoder. Eksempelvis er det ikke længere tilladt at kupere haler og/eller ører på de fleste hunderacer. De, der omgår forbudet ved at lade operationerne foregå i udlandet, mødes af fordømmelse og sanktioner.

Drejer det sig derimod om avlsarbejde, er det vidt udbredt og alment accepteret, at man forsøger at forbedre udseendet på fx hunde. Der er opstillet standarder for de forskellige racer, og mange opdrættere går på hundeudstillinger, hvor autoriserede smagsdommere vurderer resultaterne af anstrengelserne. For en række hunderacer er det en betingelse for, at man kan få en stambog på sine hvalpe, at forældredyrene har opnået en placering ved en sådan skønhedskonkurrence. Tilsvarende er det accepteret og fuldt lovligt gennem avlsarbejde at forbedre produktionsegenskaber hos landbrugets dyr.

Således har man fremavlet høns, som lægger mange æg, køer som producerer meget mælk, grise som vokser hurtigt uden samtidig at blive fede og meget mere af samme skuffe.

Noget tilsvarende accepteres ikke, når det drejer sig om mennesker. Der findes godt nok skønhedskonkurrencer for mennesker, men deltagerne er ikke fremavlet til formålet. Ej heller accepteres det, at man forsøger at fremavle mennesker, som har egenskaber, der er efterspurgte på arbejdsmarkedet. Denne form for raceforbedring mødes med massiv fordømmelse, hvis den praktiseres af stater eller andre kollektiver, mens den lige akkurat bliver tålt, hvis den enkelte mor vælger donor ud fra avlsmæssige overvejelser. Eneste undtagelse til den generelle afvisning af at fremavle børn med bestemte ønskede egenskaber er brug af gendiagnostik, genetisk rådgivning og lignende midler til at fravælge potentielle børn, som lider af alvorlige arveligt bestemte sygdomme.

Hvad er baggrunden for denne forskel i synet på, hvilke midler der er acceptable i forbindelse med at "forbedre" henholdsvis dyr og mennesker? Er der tale om dobbeltmoral – eller kan der peges på en forskel mellem mennesker og dyr, som kan tjene til at retfærdiggøre den tilsyneladende forskelsbehandling?

Når det drejer sig om brugen af kirurgiske midler til at forbedre dyrs egenskaber, synes der tilsyneladende at kunne gives en begrundelse for, at det, der accepteres i forhold til mennesker, ikke accepteres i forhold til dyr. Forskellen er, at menneskene gør det efter eget valg og af egen fri vilje, mens eventuelle kosmetiske operationer foretaget på dyr ikke sker efter dyrets eget valg og normalt heller ikke tjener dyrets interesser. Det kan her være instruktivt at sammenligne med holdningen til kosmetiske operationer foretaget på mindreårige. Her er en meget restriktiv holdning, som typisk vil blive begrundet med henvisning til, at børn og meget unge mennesker ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af at få foretaget en kosmetisk operation, samt at en sådan operation kan være i strid med børnenes fremtidige interesser. Det er tilsyneladende snarere den voksnes idealer og interesser, der bliver fremmet, end barnets eller det unge menneskes egne.

Der kan også bag den afvisende holdning over for kosmetiske indgreb på børn ligge en yderligere overvejelse: Hvorfor kan børnene ikke få lov at være dem, de er? Hvorfor bidrage til at udbrede den opfattelse hos børn, at de ikke er gode nok? En beslægtet holdning kan også være en del af baggrunden for den restriktive holdning til kosmetiske operationer på dyr: Hvorfor ikke påskønne kvaliteterne i dyrene, som de er, i stedet for at forsøge at forme dyrene efter vores skønhedsidealer. Den konstante "besser machen" på naturens vegne kan ses som en mangel på respekt for, og påskønnelse af, naturens iboende kvaliteter. En vigtig forskel i forhold til børnene er dog, at dyrene vil være relativt uanfægtede af, at man laver om på deres udseende. Med mindre dog, at dyrene påføres smerte eller anden form for ubehag i forbindelse med de kosmetiske operationer. I forbindelse med indførelse af forbud mod kupering af hundehaler synes hensynet til ikke at påføre dyrene smerte at have spillet en rolle – samtidig med at der er en formodning om, at den intakte hale kan være af betydning for hundens adfærd.

At man laver om på dyrene ad genetisk vej er uløseligt forbundet med, at vi mennesker styrer husdyrenes reproduktion, således som vi med større eller mindre held har gjort det siden forhistorisk tid. Samtidig kan man sige, at genetiske ændringer ikke rammer det enkelte dyr. De genetiske ændringer går så at sige forud for, at der kommer til at eksistere et dyr. Etiske problemer synes først at opstå i det øjeblik, hvor de udførte ændringer tilsigtet eller utilsigtet medfører, at dyrene får problemer med deres sundhed. Således har man fx set fremavl af hunde eller katte med flade hoveder – fordi et fladt hoved appellerer til noget i os. Men en utilsigtet konsekvens af det "forbedrede" udseende er, at dyrene får en række problemer bl.a. med deres vejrtrækning. Tilsvarende har man for en række af landbrugets produktionsdyr set, at en ensidig satsning på gennem avlen at fremme produktionsegenskaber medfører lidelsesvoldende sundhedsproblemer.

Forekomsten af problemer i avlen af husdyr fører dog ikke til, at man stiller spørgsmål ved selve ideen om gennem avl at forbedre dyrene – tværtimod har forekomsten af de nævnte typer af avlsproblemer ført til, at man fra forskellig side har appelleret til, at der i avlen fokuseres mere på sundhed. Dvs. at avlen skal tjene til forbedring (set fra dyrenes synsvinkel) snarere end det modsatte. Synspunktet er, at forbedringer ikke må gå ud over dyrenes velfærd – og meget gerne må tjene til at forbedre deres livskvalitet.

Når vi til gengæld viger så stærkt tilbage fra tanken om at lave genetiske forbedringer på mennesker, som vi gør, hænger det sammen med, at vi ikke avler mennesker – mennesker får lov at formere sig uden indblanding fra staten. Tanken om fra centralt hold at styre menneskers reproduktion strider mod fundamentale frihedsidealer. Alene forsøget på at kontrollere hvor mange børn mennesker får, som praktiseres i dele af verden, giver anledning til bekymringer ud fra en menneskerettighedsbetragtning. Men i uviljen mod at ville tillade genetiske forbedringer af mennesker gennem avl ligger der mere end den blotte uvilje mod, at nogen blander sig.

Selve ideen om at ville fremavle bedre mennesker synes at stride mod fundamentale idealer. En del af baggrunden herfor er selvfølgelig, at lederne i det nazistiske rædselsregime legede med idéen om at forbedre den genetiske kvalitet af menneskeslægten. Det perverse ved den idé var ikke blot, at man ville gennemtvinge forbedringer, men også at hvad der for nazisterne talte som en forbedring var bestemt af forestillinger, som under ingen omstændigheder kunne nyde almen accept. Det er kun ud fra en meget idiosynkratisk synsvinkel, at man kan se det som en forbedring, at der kommer flere mennesker af germansk oprindelse med lyst hår og blå øjne.

Vi kan derfor let blive enige om at afvise visioner i stil med de nazistiske om at lave genetiske forbedringer af menneskeheden. Tilbage står dog spørgsmålet om, hvad der taler imod genetiske forbedringer af mennesker – så længe det ikke sker gennem tvang og ikke bliver styret fra centralt hold. Dette spørgsmål blev i en dansk sammenhæng rejst for nogle år siden ved en konference arrangeret af Etisk Råd. En af hovedtalerne, den amerikanske molekylærbiolog Lee Silver, forsvarede visionen om "repro-genetics", en form for genetisk forbedring som han mener i fremtiden vil blive efterspurgt af vordende forældre. Han forestiller sig, at det enkelte forældrepar, efter faglig rådgivning, beslutter at få foretaget ændringer i det kommende barns arvemasse, således at dette får en række ønskede egenskaber.

Det var slående, at der i diskussionen efter Lee Silvers indlæg, og et beslægtet indlæg fra en anden amerikansk taler, ikke var en storm af protester mod de fremførte ideer. Måske er der alligevel ikke noget principielt problem forbundet med at foretage genetiske forbedringer af mennesker – eller hvad? Måske drejer de reelle bekymringer sig om, at en fri brug af tilbuddet om forbedringer kan føre til en tingsliggørelse af mennesket? Eller de drejer sig om, at det kan være svært at overskue konsekvenserne af sådanne forbedringer?

Personligt tror jeg, at en nærmere refleksion over det etiske grundlag for at foretage forbedringer af dyr og mennesker vil flytte fokus væk fra en diskussion om metoden, hvormed forbedringerne foregår, og over til en diskussion om, hvad der er konsekvenserne for de berørte parter.

Når det drejer sig om dyrene, er der stigende fokus på dyrevelfærd. Medfører de foreslåede forbedringer direkte og indirekte negative konsekvenser for dyrene i form af smerte, ubehag eller på anden måde nedsat livskvalitet? I givet fald – er der så vitale menneskelige interesser, som kan opveje disse negative konsekvenser? I dag accepteres æstetiske hensyn ikke som begrundelse for at forbedre dyrene ad kirurgisk vej. Når det drejer sig om produktionsmæssige hensyn, accepterer vi stadig i vidt omfang at "forbedre" dyrene ved at skære haler og andre legemsdele af. Men den holdning er – med rette – under alvorligt pres.

Når det drejer sig om mennesker, har vi i vidt omfang valgt at lade voksne mennesker selv bestemme, hvordan de vil forbedre deres udseende og præstationsevne, medens vi for børnenes vedkommende har en meget restriktiv holdning. Spørgsmålet er dog, om denne liberale holdning kan stå for en nærmere eftertanke. Er det virkelig rimeligt, at vi for hver især at forbedre vores position skal udsætte vores krop for alvorlige indgreb? Når det drejer sig om sport, har man klart valgt at sige fra. Er der ikke grund til, at vi i andre af livets forhold udvikler en tilsvarende holdning? Problemet er selvfølgelig – som eksemplet med sportens verden viser – at det kan være svært at kontrollere, om der er nogen, der snyder. Derfor er der selvfølgelig brug for en diskussion af, hvor meget det er muligt og ønskeligt at regulere ved lovgivning. Men så har diskussionen så sandelig også flyttet sig et pænt stykke væk fra det liberale udgangspunkt – at voksne mennesker må gøre, hvad de vil med deres egen krop, så længe de ikke i en håndfast forstand skader andre. Nu er udgangspunktet, at der er grænser; og diskussionen drejer sig om, hvordan grænserne i praksis kan trækkes og håndhæves.

Måske kan vi alligevel få lov at stille spørgsmålstegn ved de store brysters velsignelse – såvel hos kalkuner som hos kvinder? 

J.A.K. bladet