J.A.K. bladet

Sommertur til museerne på Gl. Estrup

Søndag den 25. august mødtes 30 børn og voksne ved museerne på Gl. Estrup. Der var budt på et par timers guidet rundvisning på Dansk Landbrugsmuseum og Jyllands Herregårdsmuseum.

Af Lis Poulsen

Dansk Landbrugsmuseum, der blev oprettet i 1989, hører hjemme på herregården Gl. Estrup, i avlsbygningerne. De moderne udstillingsbygninger danner rammen om historiske og nutidige udstillinger, museumsbutik og et stort nyt besøgsmagasin, hvor tusindvis af landbrugsredskaber kan studeres. De faste udstillinger omfatter landboliv i 1700-tallet, landbrug og teknik 1800-1960 samt biavl i fortid og nutid.

Herregården Gl. Estrup hvis historie kan følges helt tilbage til 1300-tallet, ligger smukt omgivet af skov, mark og eng. Over voldgraven og op i de statelige stuer i herregårdens imponerende hovedbygning fornemmes klart, hvordan adelen boede og levede gennem generationer. To betydelige adelsslægter knytter sig til Gl. Estrup: Brock og Scheel.

Der var på herregården en udstilling visende et omfattende udvalg af Hendes Majestæt Dronning Margrethes originale Flora Danica fra 1700-tallet. Desuden var der dækket op til taffel i riddersalen med Flora Danica fra Royal Scandinavia suppleret med 1700-tals sølvtøj og Christen Greve Scheels originale Nøstetangenglas. Et fantastisk flot skue.

Efter rundvisningen fik vi eftermiddagskaffe på Spisestedet. Herefter var det meningen, at Jørn Ussing Larsen skulle fortælle om: Økologi, økonomi og det daglige brød. Foredragsholderen måtte desværre melde afbud, så i stedet fik vi lejlighed til på egen hånd at gå en tur rundt på museerne og se nærmere på tingene.

Trods skuffelse - men fuld forståelse - over foredragsholderens afbud blev det til en rigtig dejlig eftermiddag for de fremmødte.

J.A.K. bladet