J.A.K. bladet

Boganmeldelse

I J.A.K. bladet december 2000 omtalte vi denne bog, som nu er udkommet på dansk.

Bernard Lietaer: 

Fremtidens Penge

Hvordan vi skaber ny velstand, mere arbejde og en bedre verden

På dansk ved Ole Lindegård Henriksen
442 sider, 379 kr.
Forlaget Borgen

En skarp og underholdende analyse af de kulturelle, økonomiske, politiske og sociale følger af vores pengesystem.

I Fremtidens penge ser professor i økonomi Bernard Lietaer på fire store globale udfordringer, vores pengesystem står overfor i det nye årtusind:

Pengesystemets ustabilitet: Hvis der ikke tages økonomiske forholdsregler på forhånd, vil der være 50 procents risiko for, at vi inden for de næste fem-ti år oplever en dollarkrise, der kan føre til en global monetær nedsmeltning. Krakkene i Mexico i 1994, Sydøstasien i 1997, Rusland i 1998 og Brasilien i 1999 kan også ramme EU og USA, advarer Lietaer og rejser spørgsmålet: Hvordan kan vi forberede os på risikoen for en global valutakrise?

Aldersbølgen: To ud af tre mennesker, der er fyldt 65, er stadig i live i dag. Hvordan kan samfundet sikre de stadig flere ældre en økonomisk tryg alderdom?

Informationsrevolutionen: Den postindustrielle globale økonomi har ikke behov for at - og derfor hverken kan eller vil - skaffe arbejde til alle klodens seks milliarder mennesker. Hvordan kan vi skaffe de ekstra milliarder noget at leve af, når vores teknologier gør jobløs vækst til en indlysende mulighed?

Klimaforandring og tab af biologisk mangfoldighed: De større naturkatastrofers hyppighed er nu oppe på det tredobbelte af niveauet fra 1960’erne. En kombination af skovrydning og klimaforandringer får skylden. Hvordan kan vi ophæve konflikten mellem kortsigtede finansielle interesser og langsigtet bæredygtighed?

Bernard Lietaer giver sit bud på, hvordan vi kan skabe en mere retfærdig, mere miljøvenlig og mindre konfliktfyldt samfundsøkonomi med komplementær økonomi som et af midlerne.

Jesper Jespersen, professor i nationaløkonomi ved RUC, har skrevet forord.

Bernard Lietaer har været direktør i den belgiske centralbank, har ledet en af verdens mest succesfulde investeringsfonde, er forfatter til flere bøger og internationalt anerkendt foredragsholder.

Bogen bør læses af alle - såvel fagfolk som lægmand - med interesse for samfundets udvikling.

J.A.K. bladet