| J.A.K. bladet
Folkesparekassen Odense i nye lokaler Lørdag den 28. september kunne Folkesparekassens afdeling i Odense byde velkommen i nye lokaler på Kronprinsensgade 7 B Folkesparekassen er efter en større ombygning flyttet ind i et lokale, som ligger i forbindelse med kunst- og filosoficenter Solvognen. Der er nu blevet adgang til lokalerne i gadeplan, og der er samtidig blevet bedre parkeringsforhold for kunder. Dagen igennem havde mange kunder, venner af huset og nye interesserede lagt vejen forbi for at se de flotte nye lokaler, der ligger dejligt med udsigt til Sct. Knuds kirke. Dagen startede med underholdning for børn og voksne af tryllekunstneren Adam Aldridge. Herefter var det New Orleans Kvartetten, som underholdt med jazz-musik i lokalerne. Direktør Uffe Madsen indledte den officielle del med en velkomst til de fremmødte. Han rettede en tak til Odense Kommune, der har givet deres tilladelse til, at der må drives pengeinstitut på denne adresse. En stor tak blev også rettet til de personer, som har ydet en kæmpe indsats for, at Folkesparekassen kan slå dørene op til de nye lokaler. Den officielle åbning blev foretaget af journalist Rolf Dorset, Odense. Han kom i sin tale ind på J.A.K.s historie, bevægelsens opståen i 30-erne da der var økonomisk krise på grund af rentebyrden, og grundlæggeren K.E. Kristiansens arbejde for genopretning af økonomien. Han udtrykte glæde over, at J.A.K. har fået lokaler i Solvognen sammen med kunsten, da kunsten er en søgning i det naturlige selv. Herefter var det formand for bestyrelsen i Folkesparekassen, Kurt Poulsen, der ønskede til lykke med de nye lokaler. Han udtrykte glæde over, at Folkesparekassen havde fundet så dejligt et sted på denne side af åen og håbede, at mange ville gå over åen efter en bedre økonomi og få ideologien med oven i købet. Landsforeningen J.A.K. ønsker til lykke og håber, at de nye lokaler må blive til fremgang og glæde for Folkesparekassen og J.A.K. |